Aah nej, saa kom dagen, hvor det var tid til at sige farvel. Ved naesten ikke, hvor jeg skal starte. Ok, starter med boernene. Jeg fik sagt farvel til mine elever, jeg udnyttede den sidste time til at laere dem lidt mere engelsk, men ogsaa lidt leg og de fik da ogsaa en lille slikkepind. Det var generelt ikke saerlig sjovt at sige farvel, men det varmede mit hjerte, naar de gav mig et kram, klappede og sagde tak for det hele. Isaer hos 6.klasse blev jeg overvaeldet med gaver. Jeg fik store bamser, ting, hvor der staar I love you paa, breve og de havde lavet et laekkert maaltid til mig. Det var rigtig soedt. Blev desvaerre noed til at give de fleste ting vaek, da det pt er besvaerligt at finde plads til selv en vatpind i min rygsaek. Laererne fra den lille skole inviterede mig paa middagsmad. Inspektoeren sagde tak og sagde jeg altid var velkommen til at komme tilbage. Det var dejligt endelig at faa at vide, at man har gjort et godt stykke arbejde.
Alt ovenstaaende var ingenting i forhold til det at skulle sige farvel til min familie. 2,5 maaned boede jeg sammen med dem. Jeg foelte mig hurtigt som en del af familien, takket vaere deres aabenhed. De smaa fik mig overtalt til at blive en dag ekstra (der skulle ikke saa meget til). Mayra havde gaaet og graedt on and off dagene op til. Jose opfoerte sig underligt. Han ville ikke rigtig snakke og undgik mig, indtil vi fik snakket ud om det og han fortalte, at det var fordi han var saa ked af det. Jeg savner allerede Vanesas grin og det at have Jose haengende.
Den sidste hele dag - fik pakket, gav en masse ting vaek, hentede braende med mine soeskende. Omg, jeg er svag. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, for at jeg kunne baere mere end Vanesa (som er 9) nej, nej, nej... Om eftermiddagen svingede Selvin mig bag paa motorcyklen og saa koerte vi rundt i en halvanden time. Det var fanastisk. Paa den maade kunne jeg ogsaa faa sagt farvel til den smukke natur og blev lidt mere afklaret med, at nu var tiden kommet.
Om aftenen havde Mayra lavet tamales, som er min yndlingsret. Det er noget laekkert mad i et blad, kan ikke rigtig forklare det. Efter maaltidet graed vi allesammen, de gav mig gaver og holdt taler for mig. Der var ikke et toert oeje. Saa sagde faren, at det var tid til at bede for mig i en cirkel. Jeg var lidt skeptisk, men det betyder rigtig meget for dem, saa det gjorde vi. Det var faktisk rigtig smukt, for de tror jo virkelig og haaber, at saadan en omgang vil hjaelpe mig paa min videre rejse. De gjorde det for mig, og det betyder jo bare at de er bekymrede og vil mig det bedste. Efter det tilboed jeg dem alle dansk chokolade, for at det hele ikke skulle vaere saa trist. Som altid hjaelper chokolade paa humoeret. Tak til mor og far, som lige kunne redde os der. (De havde sendt en laekker pakke med dansk slik og chokolade, Adeles nye CD, rugbroed og leverpostej til mig til min foedselsdag - hvad mere kan man oenske sig?)
Naeste morgen tog jeg en bus til Xela. Det var saa svaert at give slip paa de to mindste. Naar jeg engang har penge, saa gaar tuern til La Esperanza, thats for sure!
Ps. havde en rigtig god foedselsdag. Havde inviteret min familie paa restaurant. Hvis man ser bort fra en knaekket tand, saa var alt lige i oejet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar