DET REGNER

Er graesset groennere paa den anden side? 
Lever man kun, naar man rejser?

Jeg foeler mig lidt tom. Her sidder jeg i regnen og kigger paa Toby (familiens hund). Han har nok at se til med alle sine lopper. Han er ikke vant til at blive kaelet for. Jeg vidste ikke HVOR forkaelet Rynke er, indtil jeg kom herned. Alle hunde er ens. De vil bare elskes. Om vi goer det eller ej, saa er de trofaste. Om vi sparker dem eller nusser med dem i sengen, saa forlader de os aldrig. Jeg ved ikke om man kan kalde det kaerlighed, for hunde er jo bare dyr, men saadan en trofasthed burde vaerdsaettes, efter min mening.
Min familie og jeg er meget forskellige, men de har taget imod mig. Hvis de havde aabnet armene meget mere, ville de vaere gaaet af led. Jeg vil altid vaere dem taknemlig for det. De aabnede deres hjerter den 1. dag og lukkede mig ind. Uden at kraeve noget, uden at spoerge efter noget. Jeg ved ikke hvad det kaldes, men jeg tror godt vi kunne bruge lidt mere af det i Danmark.
Boern er lidt ligesom hunde. De vil elskes og de vil leges med. Jeg er ikke vant til mindre soeskende, men jeg ved nu, at der er mange fordele ved at have en stor familie. Der er altid en der graeder eller griner. Oftest griner. Der er saa meget liv, at det virkelig foeles som et hjem. Jeg kan til tider vaere lidt haard ved Vanesa og Jose, men de kan bare ikke forstaa, at jeg faktisk er 20 aar (snart 21!!)og det der med at lege, ikke altid er min yndlingsbeskaeftigelse. Men de er trofaste og glemmer hurtigt, hvor nederen jeg kan vaere. Jeg elsker dem som soeskende... det goer jeg virkelig. Det er dem jeg frygter mest at sige farvel til. Jeg vil saa gerne se dem vokse op, jeg vil hjaelpe dem og vaere der for dem, men det bliver sgu lidt svaert at gore fra den anden side af jorden. Naar jeg kommer paa besoeg igen, saa vil alt nok vaere anderledes. Vil jeg kunne kalde Jose for verdens grimmeste dreng paa jorden, ligesom soeskende goer, uden at det vil foeles underligt? Jeg kan ikke goere andet end at haabe det bedste for dem i fremtiden...

Hjemmet er der, hvor hjertet er. Jeg kommer til at efterlade et lille stykke af mit hjerte her i La Esperanza. Min familie og eleverne har givet mig saa meget. Noget jeg aldrig vil kunne betale mig til, noget jeg ikke vil bytte og noget jeg vil have resten af mit liv, som ingen kan tage fra mig. "Tak for alt" virker alt for soelle til at kunne daekke min taknemlighed, men jeg mener det virkelig. Tak for alt.
Nu skal jeg snart hjem... hjem hvor mit hjerte er. Lille Byrsted. Jeg kommer hjem med et nyt syn. Jeg mener selv, at jeg altid har vaeret god til at vaerdsaette de smaa ting, men der er mange smaa ting jeg har overset. Jeg kan ikke sige det nok - danskere er foedt under en heldig stjerne. Vi kan alle blive lige, hvad vi har lyst til. Hernede kan Delsy, som har viljen, lysten og hjernen, kun studere op til 6. klasse, fordi derefter begynder det at koste penge, og det er penge hendes foraeldre ikke har. Jeg tvivler paa, at hun vil faa den helt store udfordring ved at staa i et koekken resten af sit liv.
Er det derfor folk er saa religioese? For at tro paa, at der er noget bedre i vente? For mig er tanken om et Paradis en smule kedeligt. Alt er smukt og godt og laekkert. Men hvis du aldrig har nedture, hvordan kan du saa faa de helt store opture? Saa er alt jo bare plant... Hvis alting er lykkeligt i Paradis, saa laerer man aldrig noget nyt om sig selv. Hernede har jeg fx fundet ud af, at mit temperament naesten er en tro kopi af min mors. Det er ikke et saerlig koent syn (undskyld mor), men jeg er glad for det, for nu er jeg mere mig end jeg var foer. Mit Paradis lever jeg lige nu. Men det er vel ogsaa nemt for mig at sige, for jeg rejser og jeg studerer og jeg fester. Jeg har saa mange muligheder, som de aldrig vil faa. Men ogsaa udfordringer som kaerstesorger, venskaber, pengemangel, uvante sutuationer og usikkerheden - alt det hjaelper mig med at finde ud af, hvem jeg er - det er livet. Livet skal leves. Jeg ved ikke, hvad der kommer efter doeden, men jeg haaber ikke det kommer til at bestaa i at sidde paa en sky og spise frugter dagen lang.Nogen gange mistaenker jeg de meget religiose mennesker hernede, for ikke at goere noget ved deres egen livssituation, fordi de tror, at Gud oensker dette for dem og at de vil blive beloennet i himlen. Det er lidt trist, i mine oejne...