Er graesset groennere paa den anden side?
Lever man kun, naar man rejser?
Jeg foeler mig lidt tom. Her sidder jeg i regnen og kigger paa Toby (familiens hund). Han har nok at se til med alle sine lopper. Han er ikke vant til at blive kaelet for. Jeg vidste ikke HVOR forkaelet Rynke er, indtil jeg kom herned. Alle hunde er ens. De vil bare elskes. Om vi goer det eller ej, saa er de trofaste. Om vi sparker dem eller nusser med dem i sengen, saa forlader de os aldrig. Jeg ved ikke om man kan kalde det kaerlighed, for hunde er jo bare dyr, men saadan en trofasthed burde vaerdsaettes, efter min mening.
Min familie og jeg er meget forskellige, men de har taget imod mig. Hvis de havde aabnet armene meget mere, ville de vaere gaaet af led. Jeg vil altid vaere dem taknemlig for det. De aabnede deres hjerter den 1. dag og lukkede mig ind. Uden at kraeve noget, uden at spoerge efter noget. Jeg ved ikke hvad det kaldes, men jeg tror godt vi kunne bruge lidt mere af det i Danmark.
Boern er lidt ligesom hunde. De vil elskes og de vil leges med. Jeg er ikke vant til mindre soeskende, men jeg ved nu, at der er mange fordele ved at have en stor familie. Der er altid en der graeder eller griner. Oftest griner. Der er saa meget liv, at det virkelig foeles som et hjem. Jeg kan til tider vaere lidt haard ved Vanesa og Jose, men de kan bare ikke forstaa, at jeg faktisk er 20 aar (snart 21!!)og det der med at lege, ikke altid er min yndlingsbeskaeftigelse. Men de er trofaste og glemmer hurtigt, hvor nederen jeg kan vaere. Jeg elsker dem som soeskende... det goer jeg virkelig. Det er dem jeg frygter mest at sige farvel til. Jeg vil saa gerne se dem vokse op, jeg vil hjaelpe dem og vaere der for dem, men det bliver sgu lidt svaert at gore fra den anden side af jorden. Naar jeg kommer paa besoeg igen, saa vil alt nok vaere anderledes. Vil jeg kunne kalde Jose for verdens grimmeste dreng paa jorden, ligesom soeskende goer, uden at det vil foeles underligt? Jeg kan ikke goere andet end at haabe det bedste for dem i fremtiden...
Hjemmet er der, hvor hjertet er. Jeg kommer til at efterlade et lille stykke af mit hjerte her i La Esperanza. Min familie og eleverne har givet mig saa meget. Noget jeg aldrig vil kunne betale mig til, noget jeg ikke vil bytte og noget jeg vil have resten af mit liv, som ingen kan tage fra mig. "Tak for alt" virker alt for soelle til at kunne daekke min taknemlighed, men jeg mener det virkelig. Tak for alt.
Nu skal jeg snart hjem... hjem hvor mit hjerte er. Lille Byrsted. Jeg kommer hjem med et nyt syn. Jeg mener selv, at jeg altid har vaeret god til at vaerdsaette de smaa ting, men der er mange smaa ting jeg har overset. Jeg kan ikke sige det nok - danskere er foedt under en heldig stjerne. Vi kan alle blive lige, hvad vi har lyst til. Hernede kan Delsy, som har viljen, lysten og hjernen, kun studere op til 6. klasse, fordi derefter begynder det at koste penge, og det er penge hendes foraeldre ikke har. Jeg tvivler paa, at hun vil faa den helt store udfordring ved at staa i et koekken resten af sit liv.
Er det derfor folk er saa religioese? For at tro paa, at der er noget bedre i vente? For mig er tanken om et Paradis en smule kedeligt. Alt er smukt og godt og laekkert. Men hvis du aldrig har nedture, hvordan kan du saa faa de helt store opture? Saa er alt jo bare plant... Hvis alting er lykkeligt i Paradis, saa laerer man aldrig noget nyt om sig selv. Hernede har jeg fx fundet ud af, at mit temperament naesten er en tro kopi af min mors. Det er ikke et saerlig koent syn (undskyld mor), men jeg er glad for det, for nu er jeg mere mig end jeg var foer. Mit Paradis lever jeg lige nu. Men det er vel ogsaa nemt for mig at sige, for jeg rejser og jeg studerer og jeg fester. Jeg har saa mange muligheder, som de aldrig vil faa. Men ogsaa udfordringer som kaerstesorger, venskaber, pengemangel, uvante sutuationer og usikkerheden - alt det hjaelper mig med at finde ud af, hvem jeg er - det er livet. Livet skal leves. Jeg ved ikke, hvad der kommer efter doeden, men jeg haaber ikke det kommer til at bestaa i at sidde paa en sky og spise frugter dagen lang.Nogen gange mistaenker jeg de meget religiose mennesker hernede, for ikke at goere noget ved deres egen livssituation, fordi de tror, at Gud oensker dette for dem og at de vil blive beloennet i himlen. Det er lidt trist, i mine oejne...
torsdag den 21. april 2011
mandag den 18. april 2011
pan pan pan
Saa er det ved at vaere paasketid. Hernede hedder det Semana Santa. De fleste er meget religioese,saa nej, det gaar ikke stille til for sig. I denne uge bliver der bagt en masse broed ("pan"). Det er hvidt broed, pyntet og med en masse sukker. Det er ikke den helt store smagsoplevelse man kommer paa, men det er laekkert nok med kaffe eller bananer. Min familie synes det er vildt underligt at jeg spiser det med bananer, de vil ikke selv proeve, men de skulle bare vide... I gaar var jeg i kirke. Jeg fortroed det i det splitsekund praesten aabnede sin mund. Nogle af mine elever havde lokket mig med (de begyndte at sige ord paa engelsk, saa kunne jeg jo ikke sige nej). De sagde at det ville vaere en speciel gang, pga.af hoejtiden og at det kun ville vare en time. Mentirosos! Det varede 2 timer og det var mere kedligt end ever. Men jeg laerte noget nyt: der er kun plads til 144.000 i himlen og praesten sagde: "der er en god mulighed for at nogle herinde er blandt de heldige...men saa er der jo ogsaa nogen, der ikke laeser biblen regelmaessigt..." Jeg taenker bare: hvis de 144.000 er fra for 2000 aar siden og til i dag - mon ikke vi saa er ved at vaere der? Well,what do I know.
Kan desvaerre ikke skrive mere, for det her lorte-tastatur saetter min taalmodighed paa en vanvittig proeve og folkene omkring mig er begyndt at glo. ¡Adios amigos!
Ps. Jeg har kun 10 dage tilbage sammen med familien :-(
Kan desvaerre ikke skrive mere, for det her lorte-tastatur saetter min taalmodighed paa en vanvittig proeve og folkene omkring mig er begyndt at glo. ¡Adios amigos!
Ps. Jeg har kun 10 dage tilbage sammen med familien :-(
tirsdag den 12. april 2011
Al mar
Her sidder jeg saa, paa netcafeen i lille La Esperanza. Jeg har lige undervist primero og segundo basico. Jeg slog en handel af med Sandra: hvis jeg tager primero og über nederen segundo, saa kunne jeg gaa foer og hun skulle blive og tage tercero. So here I am. Laererne strejker for tiden, saa vi har ikke rigtig undervist i denne uge. De vil have mere i loen, som de var blevet lovet af staten, men som saa mange andre ting, er der selvfoelgelig ikke sket noget paa den front Vi har kun 2 gange tilbage med hver klasse - bien loco at taenke paa. Den sidste gang med klasserne vil vi lave noget sjovt og give dem nogle godter (paa trods af at vi for tiden underviser i madpyramiden). Jeg glaeder mig til at komme videre nu, jeg har stenet alt for meget paa det sidste. Har faaet laest "The hobbit" og "En kvindes pris" paa rekordtid. Nu er jeg gaaet igang med en bog af Issabel Allende. Men jeg glaeder mig selvfoelgelig ikke til at sige "adios, querida familia". Mayra informerer mig hver dag om, hvor mange dage jeg har igen og hvor meget hun kommer til at graede. Aah, det bliver ikke koent, jeg kommer selv til at graede for haardt. I gaar spurgte jeg Vanesa (min lilesoester) om hun ville med mig til Danmark - den var hun helt med paa. Meget fristende.
I loerdags tog hele familien, Sandra og jeg til stranden. Det var SAA GODT! Lige hvad vi traengte til. Vi skulle sidde 10 paa ladet af vores pick-up i hele 2 timer. Det var ikke vildt comfy. Paa en eller anden mirakuloes maade faldte jeg ikke udover kanten, saa det var nice nok. Man kunne maerke at det blev varmere og varmere jo mere vi naermede os, der var ingen bjerge og vi saa nye typer traeer. Da vi endelig kom frem, spaenede vi alle ud til havet. Bogstaveligtalt! For det sorte sand braendte en, hvis man stod paa det mere end et splitsekund. Det gjorde vildt ondt. Vandet havde ogsaa en god temperatur og boelgerne var store - saa jeg var i mit es. Det foerste vi saa var pelikaner! Feeedt! De var enorme! Jeg fik pro-tannet, maaske var det ikke helt pro-tanning, for blev sgu lidt roed. Det var Vanesa, Jose og Ivans foerste gang ved havet. Det var sjovt at observere dem, for de var langt fra trygge ved vandet og de store boelger, men senere paa dagen boltrede de sig ligesom vandhunde. Vi fik moedt en masse herlige freaks paa stranden, alt fra 40-year-old virgen, der ville have taget billeder (mm.), til fulde muddermonstre og en gammel restaurantejer, der lavede tricks og sang (meget) lange sange om vores smukke oejne. Det var ikke kun maendene der overfaldt en. Lige pludselig opdagede jeg, at en rejestime havde overfaldt mine bryster og min bikini. Orh, det var nasty! Men alt i alt var det bare en skoen dag med familien, vi har ikke vaeret paa udflugt med dem foer, pga Mayras butik, saa det var skoent at komme lidt vaek fra hjemmet med dem. Paa loerdag vil de have os med til PISCINAS!!! (POOLS!!!)
Nu er det ogsaa snart paaske. Sandra og jeg tager til Antigua (meget kendt by i Guate) og jeg tror, at det hele kommer til at gaa lidt amok, for de gaar virkelig meget op i deres paaske-traditioener. Jeg glaeder mig! Nu vil jeg smutte, inden der gaar hul paa den meget sorte sky, der befinder sig uden for mit vindue. I aften gaar stroemmen vidst klokken 7, saa oensk mig held og lykke med at faa tiden til at gaa.
¡Hasta luego!
I loerdags tog hele familien, Sandra og jeg til stranden. Det var SAA GODT! Lige hvad vi traengte til. Vi skulle sidde 10 paa ladet af vores pick-up i hele 2 timer. Det var ikke vildt comfy. Paa en eller anden mirakuloes maade faldte jeg ikke udover kanten, saa det var nice nok. Man kunne maerke at det blev varmere og varmere jo mere vi naermede os, der var ingen bjerge og vi saa nye typer traeer. Da vi endelig kom frem, spaenede vi alle ud til havet. Bogstaveligtalt! For det sorte sand braendte en, hvis man stod paa det mere end et splitsekund. Det gjorde vildt ondt. Vandet havde ogsaa en god temperatur og boelgerne var store - saa jeg var i mit es. Det foerste vi saa var pelikaner! Feeedt! De var enorme! Jeg fik pro-tannet, maaske var det ikke helt pro-tanning, for blev sgu lidt roed. Det var Vanesa, Jose og Ivans foerste gang ved havet. Det var sjovt at observere dem, for de var langt fra trygge ved vandet og de store boelger, men senere paa dagen boltrede de sig ligesom vandhunde. Vi fik moedt en masse herlige freaks paa stranden, alt fra 40-year-old virgen, der ville have taget billeder (mm.), til fulde muddermonstre og en gammel restaurantejer, der lavede tricks og sang (meget) lange sange om vores smukke oejne. Det var ikke kun maendene der overfaldt en. Lige pludselig opdagede jeg, at en rejestime havde overfaldt mine bryster og min bikini. Orh, det var nasty! Men alt i alt var det bare en skoen dag med familien, vi har ikke vaeret paa udflugt med dem foer, pga Mayras butik, saa det var skoent at komme lidt vaek fra hjemmet med dem. Paa loerdag vil de have os med til PISCINAS!!! (POOLS!!!)
Nu er det ogsaa snart paaske. Sandra og jeg tager til Antigua (meget kendt by i Guate) og jeg tror, at det hele kommer til at gaa lidt amok, for de gaar virkelig meget op i deres paaske-traditioener. Jeg glaeder mig! Nu vil jeg smutte, inden der gaar hul paa den meget sorte sky, der befinder sig uden for mit vindue. I aften gaar stroemmen vidst klokken 7, saa oensk mig held og lykke med at faa tiden til at gaa.
¡Hasta luego!
tirsdag den 5. april 2011
Tikal y Semuc Champey
Uddrag fra dagbog:
2/4-11
Lige nu befinder jeg mig i Semuc Champey. Her er den smukkeste flod. Vi har lige vaeret nede at bade lidt. Vandet har en helt speciel turkis farve - gad vide, hvad det er? JEG har desuden hoppet ud fra en 8 meter hoej bro direkte ned i floden. Det var sindsygt. Jeg troede virkelig ikke, at jeg ville goere det, men jeg gjorde det sgu og jeg doede ikke engang. Sikke et adrenalin-kick! I morgen skal vi se de smukke, kendte pools. De ligger ca 75 m. vaek fra vores hostel. Jeg glaeder mig til en hel dag i vandhundens tegn!
I gaar saa vi noget saa fantastisk som de gamle templer i Tikal. Det var overvaeldende smukt. De gamle templer ligger midt inde i en regnskov, saa omgivelserne var ogsaa superflotte. Jeg vidste, at Tikal ville blive en af hoejdepunkterne paa denne rejse. Til tider foeltes det helt uvirkeligt, endelig at vaere der, naar jeg tydeligt husker, at sidde derhjemme i DK og soege paa Tikal og laese om det ogsaa lige pludselig at vaere der. Vi saa ogsaa aber, eksotiske fugle og skildpadder. Jeg ville rigtig gerne have set broeleaber, men vi saa kun spidermonkeys, men de var sgu ogsaa vildt soede.
Templerne er ENORME og til tider skulle vi bestige sygt stejle trapper, for at kunne op paa toppen. Mayaernes gennemsnitshoejde var altsaa kun 1,50 m, saa stakkels dem. Der var et tempel, som vi ikke maatte gaa op paa, fordi en pige snublede og rullede ned ad trapperne og doede af det for 2 aar siden. Hun spurtede op ad trapperne og det havde lige regnet, saa trinene var glatte. Jeg synes det var lidt dumt, for det kan jo ligesaa godt ske paa de andre templer...
Mayaerne har vaeret langt foran os andre. De havde kalenderne og hjul og det hele, imens vi stadig rendte rundt med koeller :-D Templerne var heller ikke placeret tilfaeldigt - langt fra. (Meget kompliceret, noget med at naar solen stiger op den og den dag, rammer straalerne praecis der og der. Og der var et sted, hvor man kunne klappe og genlyden ville vaere praecis ligesom den lyd deres nationalfugl laver). De havde et boldspil, hvor vinderen skulle ofres til guderne (spyd gennem siderne). Spillerne ville virkelig gerne vinde, for det var en aere og de ville forhaabenlig blive genfoedt som en stor, staerk jaguar. Deres vigtigste Gud var regnguden, for derude i skoven var der ikke rindende vand.
Der har lige vaeret to unge guatemaltekerne henne for at rose min blonde top. Jeg koebte den i forgaars i Chisec. I denne del af Guatemala er den en del af deres nationaldragt. Det er sjovt at se, hvordan deres dragter aendrer sig, alt efter hvor man befinder sig i Guatemala. Der er mange der har kommenteret den, jeg tror de synes, at det er nice at vi turister ogsaa kan lide deres toej. Jeg ELSKER deres dragter.
Sandra, Jonas, Mie og jeg bor i et dorm, der er totalt aaben ud til regnskoven med palmeblade som tag. Jeg er spaendt paa, om vi bare er 4 grande myggestik, naar vi vaagner. Vi har koert rigtig meget i bus, for at komme herop til Peten og nu Semuc. Ca 26 timer fra i onsdags i dag er det loerdag. Man kan godt sidde og blive lidt smaasindsyg paa de smaa, stoevede, bumpede veje - det taerer paa talmodigheden. I aften skal vi bare slappe helt af med lidt roedvin (saa vi kan sove myggene, chikaderne og varmen vaek). Her er psykopat varmt. Det skriver jeg vist i hvert blogindlaeg... men det goer det ikke mindre sandt!
Dagbog 3/4-11
I dag kan Sandra og jeg fejre 100's dag! Vi har vaeret paa farten i praecis 100 dage. Det er noget af en rekord for mig. Det har virkelig vaeret noget af en 100's dag. Vi har badet i de smukke turkis, naturlige pools her i Semuc Champey. Det var som en droem! Inden vi skulle bade, ville vi op at se El mirador (udsigten) og paa vejen op (som by the way var BRUTAL) saa vi broeleaber!!! YEAY! Vi hoerte dem inden vi saa dem, der er en god grund til at de hedder broeleaber. Det var en hel lille familie vi stoedte ind i.
Det var en fantastisk foelelse endelig at ligge i de pools. Det havde jeg gaaet og glaedet mig til i laaaaang tid! I vandet var der smaa fisk, som bed i mine vabler - det gjorde heldigvis ikke ondt.
Senere paa dagen var Erica, Sandra og jeg ude at flyde paa floden, det var laekkert bare at lade sig rive med stroemmen. Floden var omringet af folk der matcher mine tanker om indianere. De var brune, traenede, havde naesten ingen toej paa, de lavede hoeje lyde til hinanden, spurtede i bare taer i skoven og havde spyd til at fange fisk med. Det var nice at opleve det!
I morgen skal vi besoege nogle grotter, der ligger taet paa os. Ja, vi valgte lige at blive en dag til i Paradis. Jeg kunne sagtens have blevet en uge mere, but we got a job to do. Vores hotelejer siger, at han gang paa gang oplever at folk bliver 1 dag eller 1 uge ekstra. Han er ret glad for mig, den gamle coche. Kommer over og tilbyder mig hjemmelavet mygge-creme, giver mig vin og siger han kan lide mine roede kinder. Haha.. han er nu meget soed.. og gammel!
Hov, jeg har helt glemt at fortaelle om ''slangen i Paradis''. Der var en aeldre mand der havde hoppet ned i poolen og kom op igen med en braekket finger. Det var forfaerdeligt, im tellin ya! Han sad bare helt rolig med haanden i vejret og sagde: "Ohoh, broken finger, broken finger!" Hans ringefinger... aah, kan ikke beskrive det, den var helt deform! Det kunne jeg virkelig godt have vaeret foruden at se. Ogsaa da den blev sat paa plads.... nejnejnej...
Nu er jeg hjemme igen i mit eget lille Paradis. Det var skoent at komme hjem i sin egen seng og hoere lille baby-Joses stemme igen. Familien var rigtig imponeret over mine billeder. De har ikke selv vaeret der. Det er en skam, men det er aaalt for dyrt. Taenk engang, de bor i her i Guatemala og de kommer maaske aldrig til at se deres stoerste og mest kendte sevaerdighed. MEN! Paa loerdag smutter vi en tur til havet og det er ogsaa rigtig stort for dem... og for mig! Det glaeder vi os allesammen til. De lukker butikken, laver tamales (licious mad) ogsaa tager vi tidligt afsted, saa vi kan nyde hele dagen paa stranden. Nu har jeg ikke mere herfra. Adios amigos!
2/4-11
Lige nu befinder jeg mig i Semuc Champey. Her er den smukkeste flod. Vi har lige vaeret nede at bade lidt. Vandet har en helt speciel turkis farve - gad vide, hvad det er? JEG har desuden hoppet ud fra en 8 meter hoej bro direkte ned i floden. Det var sindsygt. Jeg troede virkelig ikke, at jeg ville goere det, men jeg gjorde det sgu og jeg doede ikke engang. Sikke et adrenalin-kick! I morgen skal vi se de smukke, kendte pools. De ligger ca 75 m. vaek fra vores hostel. Jeg glaeder mig til en hel dag i vandhundens tegn!
I gaar saa vi noget saa fantastisk som de gamle templer i Tikal. Det var overvaeldende smukt. De gamle templer ligger midt inde i en regnskov, saa omgivelserne var ogsaa superflotte. Jeg vidste, at Tikal ville blive en af hoejdepunkterne paa denne rejse. Til tider foeltes det helt uvirkeligt, endelig at vaere der, naar jeg tydeligt husker, at sidde derhjemme i DK og soege paa Tikal og laese om det ogsaa lige pludselig at vaere der. Vi saa ogsaa aber, eksotiske fugle og skildpadder. Jeg ville rigtig gerne have set broeleaber, men vi saa kun spidermonkeys, men de var sgu ogsaa vildt soede.
Templerne er ENORME og til tider skulle vi bestige sygt stejle trapper, for at kunne op paa toppen. Mayaernes gennemsnitshoejde var altsaa kun 1,50 m, saa stakkels dem. Der var et tempel, som vi ikke maatte gaa op paa, fordi en pige snublede og rullede ned ad trapperne og doede af det for 2 aar siden. Hun spurtede op ad trapperne og det havde lige regnet, saa trinene var glatte. Jeg synes det var lidt dumt, for det kan jo ligesaa godt ske paa de andre templer...
Mayaerne har vaeret langt foran os andre. De havde kalenderne og hjul og det hele, imens vi stadig rendte rundt med koeller :-D Templerne var heller ikke placeret tilfaeldigt - langt fra. (Meget kompliceret, noget med at naar solen stiger op den og den dag, rammer straalerne praecis der og der. Og der var et sted, hvor man kunne klappe og genlyden ville vaere praecis ligesom den lyd deres nationalfugl laver). De havde et boldspil, hvor vinderen skulle ofres til guderne (spyd gennem siderne). Spillerne ville virkelig gerne vinde, for det var en aere og de ville forhaabenlig blive genfoedt som en stor, staerk jaguar. Deres vigtigste Gud var regnguden, for derude i skoven var der ikke rindende vand.
Der har lige vaeret to unge guatemaltekerne henne for at rose min blonde top. Jeg koebte den i forgaars i Chisec. I denne del af Guatemala er den en del af deres nationaldragt. Det er sjovt at se, hvordan deres dragter aendrer sig, alt efter hvor man befinder sig i Guatemala. Der er mange der har kommenteret den, jeg tror de synes, at det er nice at vi turister ogsaa kan lide deres toej. Jeg ELSKER deres dragter.
Sandra, Jonas, Mie og jeg bor i et dorm, der er totalt aaben ud til regnskoven med palmeblade som tag. Jeg er spaendt paa, om vi bare er 4 grande myggestik, naar vi vaagner. Vi har koert rigtig meget i bus, for at komme herop til Peten og nu Semuc. Ca 26 timer fra i onsdags i dag er det loerdag. Man kan godt sidde og blive lidt smaasindsyg paa de smaa, stoevede, bumpede veje - det taerer paa talmodigheden. I aften skal vi bare slappe helt af med lidt roedvin (saa vi kan sove myggene, chikaderne og varmen vaek). Her er psykopat varmt. Det skriver jeg vist i hvert blogindlaeg... men det goer det ikke mindre sandt!
Dagbog 3/4-11
I dag kan Sandra og jeg fejre 100's dag! Vi har vaeret paa farten i praecis 100 dage. Det er noget af en rekord for mig. Det har virkelig vaeret noget af en 100's dag. Vi har badet i de smukke turkis, naturlige pools her i Semuc Champey. Det var som en droem! Inden vi skulle bade, ville vi op at se El mirador (udsigten) og paa vejen op (som by the way var BRUTAL) saa vi broeleaber!!! YEAY! Vi hoerte dem inden vi saa dem, der er en god grund til at de hedder broeleaber. Det var en hel lille familie vi stoedte ind i.
Det var en fantastisk foelelse endelig at ligge i de pools. Det havde jeg gaaet og glaedet mig til i laaaaang tid! I vandet var der smaa fisk, som bed i mine vabler - det gjorde heldigvis ikke ondt.
Senere paa dagen var Erica, Sandra og jeg ude at flyde paa floden, det var laekkert bare at lade sig rive med stroemmen. Floden var omringet af folk der matcher mine tanker om indianere. De var brune, traenede, havde naesten ingen toej paa, de lavede hoeje lyde til hinanden, spurtede i bare taer i skoven og havde spyd til at fange fisk med. Det var nice at opleve det!
I morgen skal vi besoege nogle grotter, der ligger taet paa os. Ja, vi valgte lige at blive en dag til i Paradis. Jeg kunne sagtens have blevet en uge mere, but we got a job to do. Vores hotelejer siger, at han gang paa gang oplever at folk bliver 1 dag eller 1 uge ekstra. Han er ret glad for mig, den gamle coche. Kommer over og tilbyder mig hjemmelavet mygge-creme, giver mig vin og siger han kan lide mine roede kinder. Haha.. han er nu meget soed.. og gammel!
Hov, jeg har helt glemt at fortaelle om ''slangen i Paradis''. Der var en aeldre mand der havde hoppet ned i poolen og kom op igen med en braekket finger. Det var forfaerdeligt, im tellin ya! Han sad bare helt rolig med haanden i vejret og sagde: "Ohoh, broken finger, broken finger!" Hans ringefinger... aah, kan ikke beskrive det, den var helt deform! Det kunne jeg virkelig godt have vaeret foruden at se. Ogsaa da den blev sat paa plads.... nejnejnej...
Nu er jeg hjemme igen i mit eget lille Paradis. Det var skoent at komme hjem i sin egen seng og hoere lille baby-Joses stemme igen. Familien var rigtig imponeret over mine billeder. De har ikke selv vaeret der. Det er en skam, men det er aaalt for dyrt. Taenk engang, de bor i her i Guatemala og de kommer maaske aldrig til at se deres stoerste og mest kendte sevaerdighed. MEN! Paa loerdag smutter vi en tur til havet og det er ogsaa rigtig stort for dem... og for mig! Det glaeder vi os allesammen til. De lukker butikken, laver tamales (licious mad) ogsaa tager vi tidligt afsted, saa vi kan nyde hele dagen paa stranden. Nu har jeg ikke mere herfra. Adios amigos!
Abonner på:
Opslag (Atom)