Min hverdag

Åh, det regner helt vildt lige nu - endelig en kølig brise. Det er skønt! Jeg sidder på en internetcafé ca 1½ kilometer fra mit hus. Her er jeg et par gange om ugen. Det koster 8 Quetzales i timen, i danske kroner er det ca 5-6 kr. Ret billigt vil jeg sige, men i størrere byer er det endnu billigere. Jeg er i gang med at uploade billeder til facebook. Det er dejligt at kunne vise venner og familie, hvad man går og laver, hvem ens familie er, hvor man arbejder og hvordan området ser ud. Men billeder er bare ikke godt nok nogle gange. Når jeg tager billeder af de smukke træer, de klamme insekter, de små børn, husene osv. så er det som om, at det kun er en lille del, der kommer med på billedet. På billederne kan man for eksempel ikke høre José's stemme, når han er sur, man kan ikke fornemme stemningen i landsbyen, lugte maden, føle varmen, alle de nye lyde og farverne er bare heller ikke de samme på billederne. Køb et bedre kamera, film det, tænker I måske, men jeg vil meget hellere VISE jer det. Der er så smukt her!
Sandra og jeg går ofte lange ture, både fordi det er dejligt at være i naturen, men også for at komme lidt væk fra alle de legesyge unger. Der er en masse små floder i området. Vi ser ofte nye og spændende dyr/insekter. Her den anden dag var der et smukt, ungt fuglepar, der besluttede sig for at lave babyer lige foran os. Der findes selvfølgelig også en lidt mørkere side, når vi snakker om insekter... I mit bad plejede der at være ca 5 store kakkerlakker. Jeg vil ikke sige, at jeg havde vænnet mig til dem, men vi havde det nogenlunde sammen. Men nu har jeg endelig fundet ud af, hvad alle de små, sorte buler rundt omkring er: Æg! Yep, thats right - der er babykakkerlakker overalt! I går aftes var der tilmed en lang slimet orm, der snog sig op ad væggen. Så mine bad er hurtige og korte! (Og forfriskende, for vi har kun koldt vand)
Jeg bliver stadig gladere og gladere for min familie. Hver morgen bliver jeg mødt med et "godmorgen" af Selvin og jeg bliver lige overrasket hver gang, for han udtaler det perfekt. Maira (moren) er vidst ret stolt af mig, for hver gang vi får gæster for de hele smøren: "Ja, Lena, hun kan jo lide alt mad hernede. Hun spiser det hele op, er det ikke smukt? Hun vasker også selv tøj og hun hjælper mig med opvasken! Hun er rigtig intelligent." Og hvis jeg har lavet guacamole eller vendt tortillaerne, så skal gæsterne nok få det at vide. Hvad gæsterne ikke får at vide, er at jeg ikke altid spiser op, eller at jeg til tider ikke spiser alt mit kød. (Hun giver mig kæmpe-portioner og kødet er nogle gange det rene fedt). Men hende Maira, hende er jeg sgu glad for! Og hun laver virkelig noget lækkert mad.
Nu til noget helt andet: Mændene hernede tror virkelig de er guds gave til kvinderne! Små drenge fra 12 til pensionister på 60-70 pifter efter os, laver kyssemunde og spørger os om alt muligt underligt. Sådan her forestiller jeg mig deres tankegang er: "HENDE DER! Hun kan simpelthen ikke leve uden mig! Hun vil have min krop, jeg kan se det på hende! Nu vil jeg gå hen og tilbyde alt, hvad jeg ejer og har." Det er nogen gange til at blive lidt småsindsyg af. Mænd der kører langsomt op på siden af en, mænd, med børn og kone, der flirter, mænd, der spørger om man har en mobil,  mænd, der spørger om man er gift (kærester er nemlig ikke nogen forhindring), mænd der blokerer ens vej, så man er tvunget til at snakke med dem. EL MACHISMO LEVER - det vil jeg godt skrive under på.