torsdag den 17. marts 2011

Japan

Det er godt nok forfærdeligt, det der er sket i Japan. Jeg føler virkelig med dem! Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det land er ramt. Gang på gang føler jeg mig så heldig, fordi jeg er dansker (halv dansker).
Jeg vågnede ved at min bror fortalte mig, med meget store øjne, at der havde været "terremoto" i Japón. (Sæbe på spansk er jabón) På det tidspunkt var jeg tydeligvis ikke helt klar over hvad terremoto betød. Han blev ved med at gentage terremoto og Japón og lavede alle mulige fakter. Jeg var meget ivrig efter at forstå ham, så min konklusion blev: "vil du gerne låne noget sæbe?" Selv om han var meget oppe at køre, kunne han ikke lade være med at grine. Da jeg fandt ud af at terremoto betyder jordskælv, blev jeg selvfølgelig meget chokeret. Men kunne godt se det sjove i mit malplacerede spørgsmål.
Senere på dagen fandt jeg ud af, at der var udsendt advarsel til Guatemala blandt andre. Der blev jeg ok bange, for jeg bor tæt på kysten. Maira-mor prøvede på at berolige mig med: "Jeg ligger mit liv i Guds hænder. Han kan stoppe bølgen, hvis han ønsker det, han har gjort det før. Du bliver bare nød til at stole på Gud. Hvis han ønsker at vi skal dø, så dør vi." Efter det blev jeg bare mere urolig. Jeg ville vide om der var en chance for at bølgen kunne ramme os eller ej. Så jeg ringede hjem til DK og far kunne heldigvis berolige mig. Om aftenen gik snakken ved middagsbordet på: "når der sker sådan nogle store ting, som det her, så betyder det at Jesus snart kommer." Et par murer, som er ved at bygge et hus til Wayner (den ældste søn), havde til og med en forklaring på, hvorfor det lige skulle gå ud over Japan: "I Japan tror de på dyr og natur. Der er mange diskoteker  og de drikker. Mænd gifter sig med mænd og kvinder med kvinder."  Der fik jeg nok. IKKE MERE GUDE-SNAK, HVIS DET ER SÅDAN NOGET DÉR! Havde lyst til at fortælle dem, hvor ondt det de sagde, egentlig var. Jeg husker ikke præcist hvad jeg sagde, men bagefter rejste jeg mig fra bordet og gik, og de blev helt stille. Så jeg tor de forstod, at jeg ikke var helt tilfreds.
Nå, ikke mere om religion. Det giver mig bare lyst til at drikke. Eller også har jeg bare generelt lyst til en drink eller to. Jeg har ikke været i byen siden Suchitoto. Det må være en eller anden rekord. Nu begynder hende der styrer internetcafeen endda at gå amok med stereoanlæget. Stik mig et par stiletter!
Ikke mere om drinks, det giver mig bare endnu mere lyst til at drikke. Denne her weekend bliver rigtig interessant, det kan jeg godt fortælle jer! Nogle danskere og mig selv, skal bestige det højeste punkt i hele Guatemala. Ikke nok med at det er det højeste punkt i Guatemala (faktisk hele Central Amerika), så er det også en vulkan. Volcán Tajumulco hedder den. Jeg er godt spændt. Tror det bliver fedt. Og hårdt... I min iver på at træne op, har jeg anskaffet mig en ordentlig vabel på min højre fod. Håber den forsvinder pronto!
Jeg håber alle har det rigtig godt derhjemme. Mit kamera fortæller mig, at jeg har været på farten i 83 dage. Der er en lang vej endnu og jeg skal nå at opleve mange ting endnu - det er en dejlig tanke! Jeg nyder min tid her og får lært en masse ting, ikke kun spansk.

2 kommentarer:

  1. Godt at høre der ikke sker dig noget så. Men hold da op din familie er religiøs, men sådan er det vel i Sydamerika så vidt jeg har forstået. Håber I kommer godt ud af det med hinanen aligevel.

    SvarSlet
  2. Stinne, er det dig?
    Ja, vi kommer fint ud af det med hinanden. De er ved at forstaa, at jeg ikke vil med i kirke osv. Og at de ikke skal komme med de helt store praediker, for det har jeg ikke taalmodighed til :)

    SvarSlet