Capzincito

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Det er måske bedre at I lige får et uddrag fra min dagbog:

(13/2-11)
Så sidder jeg her sgu. Jeg befinder mig nu i mit lille communidad, kaldet Capzincito. Landsbyen ligger midt ude i ingenting. Du kan tro, t i dag har været store tudedag. Her er ingen elektricitet, ingen vand, ingen bad, intet signal, ingen lys og mit toilet, som faktisk bare er et hul, ligger 300 m væk. Her er faktisk ingen af de ting, som Mellemfolkeligt Samvirke har lovet os. Jeg er så gal! De skulle aldrig have lovet os disse (basale) ting, når de på ingen måde er her. Hvornår kan jeg få et bad igen? Jo, ser du. Det kan jeg næste gang det regner... Jeg er oven i købet blevet syg. Den første aften sad jeg i 'min' families køkken og blev nærmest røgforgiftet (de har brændekomfur), derefter gik jeg i seng og frøs max, fik ondt i ryggen, af min bulede, hårde seng.
Nogen havde sagt til os, at vi skulle bo i en dal og tæt på en trafikkeret vej. Vi bor på et bjerg og ja, vi ser da en bil hver 2. time. Der er ikke så meget luft her, så man bliver forpustet af at gå 10 m. Når jeg skal ringe til nogen, skal jeg bestige endnu et bjerg.
Nu kan jeg se at mit stearinlys, som står i en klat tortilla-dej, er ved at brænde ud, så nu til det POSITIVE:
Her er utroligt smukt.Vi er omringet af bjerge med kæmpe sten. Desuden har jeg fået en superrar familie. Forældrene er præster (evangelister)... i dag ville de have mig med i kirke i 3 timer. Jeg takker Gud for, at jeg var syg. Da Sandra og jeg var på vej op for at tjekke vores kommende skole ud, rendte vi ind i en dame, der spurgte, om vi ikke skulle i kirke. Vi fortalte hende, at vi ikke er særlig religiøse. Hun svarede: "Nå okay, men alle har brug for at høre Guds ord en gang imellem". Hmm... ja, de er meget religiøse her. De fleste i byen er rigtig flinke ved os. De siger hej, farvel og hvordan går det. Men mange er også lidt bange for os, de tør ikke svare, når vi siger buenos dias. Sandra og jeg skal arbejde sammen med to unge lærer, kaldet Werner og José. De er brødre og ligner slet ikke alle de andre herfra. Vi mistænker dem for at være vampyrere. OPTUR - vi er med i Twilight!!! Nu vil jeg sove. Håber jeg har det bedre i morgen.

Ja, okay. I dag er det onsdag d. 16. Jeg befinder mig nu i Quetzaltenango, Guatemala. Vi blev hentet af PEILE (organisationen her i Guate) dagen efter. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har lyst til at råbe og skrige ind i hovedet af nogen. Det vi blev udsat for, var så nederen og trist. Hele min familie begyndte at græde, da jeg sagde, at vi skulle videre. Jeg var klar på at give det 2 uger, for at afprøve det, men sådan blev det ikke. Hele den her landsby, havde glædet sig til at vi skulle komme. Familien havde lavet mange forberedelser. Børnene tog så godt imod os. Men der var ikke de ting, som MS havde lovet os. Så nu bliver vi flyttet hen til en anden communidad. PEILE og MS arbejder åbenbart slet ikke sammen!!! GRRRR!!!!!!!nbvgfsakdsjgs!!!!!!!!!!!!!!
Jeg har aldrig været i så nederen en situation... at se på alle de mennesker, blive så skuffet. Det var så hårdt! PEILE havde sagt til os inden vi tog afsted, at vi kunne bare ringe, hvis der var det mindste. Sandras forældre havde snakket med MS, derfor blev vi hentet dagen efter. Men glade, det var de godt nok ikke. De sagde alt muligt lort med, at de ikke havde lovet os noget. Nej, det havde de heller ikke. Men det havde MS. Men så begyndte PEILE at sige, at de havde tjekket vores huse ud inden og at familierne havde snydt dem, ved at på en eller anden magisk måde havde fremstillet elektricitet og diverse imens de var der! MEN MEN MEN!! Hvis PEILE ikke havde lovet os det, hvorfor i alverden ville de så overhovedet tjekke om forholdene var i orden? Og som om min præste-far ville snyde nogen som helst??!!! Det kan godt være det ikke giver mening alt det her, men jeg er bare så sur lige nu. PEILE begyndte bare at sige: det var familiernes skyld, IKKE deres. Og min familie var så sød... SÅ DET GØR MIG GAAAL!!!!! Og så blev de ellers bare provokerende: "I skal vide, at vores land ikke er ligesom jeres... i skal nok få store, flotte huse at bo i... osv osv." DET ER FUCKING IKKE DET VI ER UDE EFTER!!!!!!!! Vi ville bare gerne kunne komme i kontakt med vores familie i DK(der var intet signal, intet sted at kunne oplade mobilen), tage et bad og Sandra ville gerne have sit eget værelse (hun sov med hele familien + 3 katte + høns) Vi kræver altså ikke det helt store...................... Det var i hvert fald ikke folkene i landsbyen der var noget galt med. De var så søde ved os.

Pt er jeg syg. Jeg har de sygeste mavesmerter(jeg har åbenbart fået nogle bakterier af en art), ondt i hoved/hals og ryggen. Men jeg håber det snart går over, for jeg har fået nogle piller hos lægen i dag. På lørdag tager vi videre mod vores nye communidad. Jeg vil bare gerne i gang med at arbejde. Jeg vil gerne i gang med at undervise, lege med børnene og få en hverdag med min nye familie... Vi har fået snakket med PEILE. Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke mig bedre på spansk, så jeg kunne fortælle dem, hvordan det har været for os. Jeg synes det er for dårligt, at MS og PEILE stort set ikke arbejder sammen. PEILE ved ikke engang, hvad MS lover.
Okay, jeg må hellere stoppe her, inden jeg kaster computeren ind i en væg.