I dag er det fredag. Den sidste uges tid har vaeret rigtig god. Jeg bor nu i et nyt, lille samfund, som hedder La Esperanza. Her bor jeg med Maira (moren), Selvin (faren) og deres boern: 1. Wayner, 2. Selvin , 3. Ivan, 4. Vanessa og sidst, men ikke mindst 5. Jose. I starten troede jeg, at vi boede ca. 50 i huset, fordi der altid render alle mulige rundt inde i huset. En smule forvirrende. Men her bor ogsaa en pige, paa 20, som hedder Sheyla. De er alle sammen mega rare. Maira og Sheyla laver laekker mad til mig, Selvin er laerer, den aeldste soen er mekaniker, nummer 2, som hedder Selvin efter faderen, studerer til at blive laerer, saa jeg har hjulpet ham med nogle engelsk lektier. Ivan gaar i skole, det samme goer Vanessa og Jose. Vanessa snakker, fniser og tygger paa sit haar dagen lang, Jose siger ikke saa meget, men naar han goer, saa gaar det hurtigt og jeg tror endnu ikke, at jeg har forstaaet et eneste ord fra ham - men alligevel er han den jeg allerbedst kan lide! :-) Jeg har laert boernene i familien alfabetet paa engelsk. Det tog en evighed, men det var superhyggeligt.
Stort set alle hernede har rigtig svaert ved at udtale det engelske sprog. Ord som thirteen, thirty, eleven, I am, osv er rigtig svaere. Indtil videre har vi undervist i to 5. klasser. Det var vildt fedt at komme igang. Boernene er helt vilde efter at laere engelskog at laere os at kende. Det er rigtig skoent. Men det er sgu lidt svaert at undervise, naar man stort set aldrig har proevet det foer, aldrig er blevet fortalt, hvordan det skal goeres og ingen til at sige, om man goer det godt eller daarligt. Men jeg tror vi har nogenlunde styr paa det. Vi skal gaa langsomt frem, for engelsk er rigtig svaert for dem. Vi har laert dem tallene og paa et tidspunkt legede vi en leg, hvor de skulle kaste en bold og sige 1-2-3- osv op til 20. Det var en smule frustrerende, at nogle af pigerne ikke snakkede. Naar de fik bolden, kiggede de genert rundt og vi spurgte dem, hvad deres tal var. Saa smilte de bare og sagde ikke et ord. Det var ikke, fordi de ikke vidste det (det stod desuden ogsaa paa tavlen). Mange af pigerne er bare bange af sig... Hmm, jeg ved ikke rigtig, hvad man kan goere ved det. Jeg har lyst til at ruske dem, men det bliver det nok bare vaerre af. Taalmodighed og det at vi staar som kvinder og underviser, griner og er selvstaendige kan maaske i sig selv goere en lille forskel.
Jeg er atter havnet i en religioes familie. Jeg har vaeret i kirke - det var lidt slemt... Isaer for min bror styrede selve 'showet' og han kan virkelig ikke synge :-) Bagefter ville de have mig med til 'Culto'. Der maatte jeg saette graensen. (Culto = mere sang, mere beden til Gud og en masse tak bare i et privat hus) Jeg ved ikke, om de regner med, at jeg skal med i kirke hver soendag fra nu af...
Vil I se mit skema? Her kommer det (husker ikke lige tiderne):
Mandag: undervisning med 4. klasse, derefter 5. + 6. klasse og dagen afsluttes med leg med boernehave klassen.
Tirsdag: 5.a i 2 timer, derefter 5.b i 2 timer paa en anden skole. Om eftermiddagen skal vi undervise basico primero, segundo og tercero, de er lidt aeldre.
Onsdag: samme som mandag
Torsdag: undervisning kun om eftermiddagen af de unge og voksne, som oensker at laere engelsk.
Fredag: samme som tirsdag, bare at 5. klasserne er eskiftet ud med 6. klasserne.
Nu vil jeg smutte igen. Haaber alle derhjemme har det rigtig godt. Jeg savner min familie, lille Byrsted og min baby, Rynke. Men jeg har det skam rigtig godt. Jeg har haft besoeg af Wil, en fyr fra El Salvador, de sidste tre dage. Han rejste helt herop bare for at se lille mig (La Esperanza ligger taet paa kysten, 45 min fra Mexico) ... det synes jeg er lidt vildt!
Ps. JEG BOR I EN REGNSKOV!!! ¡Que chivo! Y bien bonito tambien.
fredag den 25. februar 2011
onsdag den 16. februar 2011
Capzincito
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Det er måske bedre at I lige får et uddrag fra min dagbog:
(13/2-11)
Så sidder jeg her sgu. Jeg befinder mig nu i mit lille communidad, kaldet Capzincito. Landsbyen ligger midt ude i ingenting. Du kan tro, t i dag har været store tudedag. Her er ingen elektricitet, ingen vand, ingen bad, intet signal, ingen lys og mit toilet, som faktisk bare er et hul, ligger 300 m væk. Her er faktisk ingen af de ting, som Mellemfolkeligt Samvirke har lovet os. Jeg er så gal! De skulle aldrig have lovet os disse (basale) ting, når de på ingen måde er her. Hvornår kan jeg få et bad igen? Jo, ser du. Det kan jeg næste gang det regner... Jeg er oven i købet blevet syg. Den første aften sad jeg i 'min' families køkken og blev nærmest røgforgiftet (de har brændekomfur), derefter gik jeg i seng og frøs max, fik ondt i ryggen, af min bulede, hårde seng.
Nogen havde sagt til os, at vi skulle bo i en dal og tæt på en trafikkeret vej. Vi bor på et bjerg og ja, vi ser da en bil hver 2. time. Der er ikke så meget luft her, så man bliver forpustet af at gå 10 m. Når jeg skal ringe til nogen, skal jeg bestige endnu et bjerg.
Nu kan jeg se at mit stearinlys, som står i en klat tortilla-dej, er ved at brænde ud, så nu til det POSITIVE:
Her er utroligt smukt.Vi er omringet af bjerge med kæmpe sten. Desuden har jeg fået en superrar familie. Forældrene er præster (evangelister)... i dag ville de have mig med i kirke i 3 timer. Jeg takker Gud for, at jeg var syg. Da Sandra og jeg var på vej op for at tjekke vores kommende skole ud, rendte vi ind i en dame, der spurgte, om vi ikke skulle i kirke. Vi fortalte hende, at vi ikke er særlig religiøse. Hun svarede: "Nå okay, men alle har brug for at høre Guds ord en gang imellem". Hmm... ja, de er meget religiøse her. De fleste i byen er rigtig flinke ved os. De siger hej, farvel og hvordan går det. Men mange er også lidt bange for os, de tør ikke svare, når vi siger buenos dias. Sandra og jeg skal arbejde sammen med to unge lærer, kaldet Werner og José. De er brødre og ligner slet ikke alle de andre herfra. Vi mistænker dem for at være vampyrere. OPTUR - vi er med i Twilight!!! Nu vil jeg sove. Håber jeg har det bedre i morgen.
Ja, okay. I dag er det onsdag d. 16. Jeg befinder mig nu i Quetzaltenango, Guatemala. Vi blev hentet af PEILE (organisationen her i Guate) dagen efter. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har lyst til at råbe og skrige ind i hovedet af nogen. Det vi blev udsat for, var så nederen og trist. Hele min familie begyndte at græde, da jeg sagde, at vi skulle videre. Jeg var klar på at give det 2 uger, for at afprøve det, men sådan blev det ikke. Hele den her landsby, havde glædet sig til at vi skulle komme. Familien havde lavet mange forberedelser. Børnene tog så godt imod os. Men der var ikke de ting, som MS havde lovet os. Så nu bliver vi flyttet hen til en anden communidad. PEILE og MS arbejder åbenbart slet ikke sammen!!! GRRRR!!!!!!!nbvgfsakdsjgs!!!!!!!!!!!!!!
Jeg har aldrig været i så nederen en situation... at se på alle de mennesker, blive så skuffet. Det var så hårdt! PEILE havde sagt til os inden vi tog afsted, at vi kunne bare ringe, hvis der var det mindste. Sandras forældre havde snakket med MS, derfor blev vi hentet dagen efter. Men glade, det var de godt nok ikke. De sagde alt muligt lort med, at de ikke havde lovet os noget. Nej, det havde de heller ikke. Men det havde MS. Men så begyndte PEILE at sige, at de havde tjekket vores huse ud inden og at familierne havde snydt dem, ved at på en eller anden magisk måde havde fremstillet elektricitet og diverse imens de var der! MEN MEN MEN!! Hvis PEILE ikke havde lovet os det, hvorfor i alverden ville de så overhovedet tjekke om forholdene var i orden? Og som om min præste-far ville snyde nogen som helst??!!! Det kan godt være det ikke giver mening alt det her, men jeg er bare så sur lige nu. PEILE begyndte bare at sige: det var familiernes skyld, IKKE deres. Og min familie var så sød... SÅ DET GØR MIG GAAAL!!!!! Og så blev de ellers bare provokerende: "I skal vide, at vores land ikke er ligesom jeres... i skal nok få store, flotte huse at bo i... osv osv." DET ER FUCKING IKKE DET VI ER UDE EFTER!!!!!!!! Vi ville bare gerne kunne komme i kontakt med vores familie i DK(der var intet signal, intet sted at kunne oplade mobilen), tage et bad og Sandra ville gerne have sit eget værelse (hun sov med hele familien + 3 katte + høns) Vi kræver altså ikke det helt store...................... Det var i hvert fald ikke folkene i landsbyen der var noget galt med. De var så søde ved os.
Pt er jeg syg. Jeg har de sygeste mavesmerter(jeg har åbenbart fået nogle bakterier af en art), ondt i hoved/hals og ryggen. Men jeg håber det snart går over, for jeg har fået nogle piller hos lægen i dag. På lørdag tager vi videre mod vores nye communidad. Jeg vil bare gerne i gang med at arbejde. Jeg vil gerne i gang med at undervise, lege med børnene og få en hverdag med min nye familie... Vi har fået snakket med PEILE. Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke mig bedre på spansk, så jeg kunne fortælle dem, hvordan det har været for os. Jeg synes det er for dårligt, at MS og PEILE stort set ikke arbejder sammen. PEILE ved ikke engang, hvad MS lover.
Okay, jeg må hellere stoppe her, inden jeg kaster computeren ind i en væg.
(13/2-11)
Så sidder jeg her sgu. Jeg befinder mig nu i mit lille communidad, kaldet Capzincito. Landsbyen ligger midt ude i ingenting. Du kan tro, t i dag har været store tudedag. Her er ingen elektricitet, ingen vand, ingen bad, intet signal, ingen lys og mit toilet, som faktisk bare er et hul, ligger 300 m væk. Her er faktisk ingen af de ting, som Mellemfolkeligt Samvirke har lovet os. Jeg er så gal! De skulle aldrig have lovet os disse (basale) ting, når de på ingen måde er her. Hvornår kan jeg få et bad igen? Jo, ser du. Det kan jeg næste gang det regner... Jeg er oven i købet blevet syg. Den første aften sad jeg i 'min' families køkken og blev nærmest røgforgiftet (de har brændekomfur), derefter gik jeg i seng og frøs max, fik ondt i ryggen, af min bulede, hårde seng.
Nogen havde sagt til os, at vi skulle bo i en dal og tæt på en trafikkeret vej. Vi bor på et bjerg og ja, vi ser da en bil hver 2. time. Der er ikke så meget luft her, så man bliver forpustet af at gå 10 m. Når jeg skal ringe til nogen, skal jeg bestige endnu et bjerg.
Nu kan jeg se at mit stearinlys, som står i en klat tortilla-dej, er ved at brænde ud, så nu til det POSITIVE:
Her er utroligt smukt.Vi er omringet af bjerge med kæmpe sten. Desuden har jeg fået en superrar familie. Forældrene er præster (evangelister)... i dag ville de have mig med i kirke i 3 timer. Jeg takker Gud for, at jeg var syg. Da Sandra og jeg var på vej op for at tjekke vores kommende skole ud, rendte vi ind i en dame, der spurgte, om vi ikke skulle i kirke. Vi fortalte hende, at vi ikke er særlig religiøse. Hun svarede: "Nå okay, men alle har brug for at høre Guds ord en gang imellem". Hmm... ja, de er meget religiøse her. De fleste i byen er rigtig flinke ved os. De siger hej, farvel og hvordan går det. Men mange er også lidt bange for os, de tør ikke svare, når vi siger buenos dias. Sandra og jeg skal arbejde sammen med to unge lærer, kaldet Werner og José. De er brødre og ligner slet ikke alle de andre herfra. Vi mistænker dem for at være vampyrere. OPTUR - vi er med i Twilight!!! Nu vil jeg sove. Håber jeg har det bedre i morgen.
Ja, okay. I dag er det onsdag d. 16. Jeg befinder mig nu i Quetzaltenango, Guatemala. Vi blev hentet af PEILE (organisationen her i Guate) dagen efter. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har lyst til at råbe og skrige ind i hovedet af nogen. Det vi blev udsat for, var så nederen og trist. Hele min familie begyndte at græde, da jeg sagde, at vi skulle videre. Jeg var klar på at give det 2 uger, for at afprøve det, men sådan blev det ikke. Hele den her landsby, havde glædet sig til at vi skulle komme. Familien havde lavet mange forberedelser. Børnene tog så godt imod os. Men der var ikke de ting, som MS havde lovet os. Så nu bliver vi flyttet hen til en anden communidad. PEILE og MS arbejder åbenbart slet ikke sammen!!! GRRRR!!!!!!!nbvgfsakdsjgs!!!!!!!!!!!!!!
Jeg har aldrig været i så nederen en situation... at se på alle de mennesker, blive så skuffet. Det var så hårdt! PEILE havde sagt til os inden vi tog afsted, at vi kunne bare ringe, hvis der var det mindste. Sandras forældre havde snakket med MS, derfor blev vi hentet dagen efter. Men glade, det var de godt nok ikke. De sagde alt muligt lort med, at de ikke havde lovet os noget. Nej, det havde de heller ikke. Men det havde MS. Men så begyndte PEILE at sige, at de havde tjekket vores huse ud inden og at familierne havde snydt dem, ved at på en eller anden magisk måde havde fremstillet elektricitet og diverse imens de var der! MEN MEN MEN!! Hvis PEILE ikke havde lovet os det, hvorfor i alverden ville de så overhovedet tjekke om forholdene var i orden? Og som om min præste-far ville snyde nogen som helst??!!! Det kan godt være det ikke giver mening alt det her, men jeg er bare så sur lige nu. PEILE begyndte bare at sige: det var familiernes skyld, IKKE deres. Og min familie var så sød... SÅ DET GØR MIG GAAAL!!!!! Og så blev de ellers bare provokerende: "I skal vide, at vores land ikke er ligesom jeres... i skal nok få store, flotte huse at bo i... osv osv." DET ER FUCKING IKKE DET VI ER UDE EFTER!!!!!!!! Vi ville bare gerne kunne komme i kontakt med vores familie i DK(der var intet signal, intet sted at kunne oplade mobilen), tage et bad og Sandra ville gerne have sit eget værelse (hun sov med hele familien + 3 katte + høns) Vi kræver altså ikke det helt store...................... Det var i hvert fald ikke folkene i landsbyen der var noget galt med. De var så søde ved os.
Pt er jeg syg. Jeg har de sygeste mavesmerter(jeg har åbenbart fået nogle bakterier af en art), ondt i hoved/hals og ryggen. Men jeg håber det snart går over, for jeg har fået nogle piller hos lægen i dag. På lørdag tager vi videre mod vores nye communidad. Jeg vil bare gerne i gang med at arbejde. Jeg vil gerne i gang med at undervise, lege med børnene og få en hverdag med min nye familie... Vi har fået snakket med PEILE. Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke mig bedre på spansk, så jeg kunne fortælle dem, hvordan det har været for os. Jeg synes det er for dårligt, at MS og PEILE stort set ikke arbejder sammen. PEILE ved ikke engang, hvad MS lover.
Okay, jeg må hellere stoppe her, inden jeg kaster computeren ind i en væg.
torsdag den 10. februar 2011
Fjollet info
Hunde paa taget: hernede har alle (mas o menos) hunde paa deres flade tag, for at beskytte mod indbrud. Stakkels hunde, taenker jeg bare. De holder ikke hunde, som vi goer derhjemme. Ejemplo: En pige, der hedder Sonja, har mistet sin hund derhjemme i dk. Det er hun selvfoelgelig rigtig ked af. Da jeg fortalte min spansklaerer om dette, begyndte han naermest at grine. Grrr!
Tortillas: jeg har endnu ikke faaet et maaltid uden tortillas til. Heldigt for mig, at jeg elsker dem.
Paa internet cafeen: det er meget normalt, at de andre paa internetcaffen laeser dine private beskeder over dine skuldre. De proever faktisk ikke engang at skjule det.
Busserne: de gamle, gule skolebusser fra 50'erne i Amerika er paa et eller andet tidspunkt blevet koert herned og fungere nu som de offentlige busser. De er paent slidte, men meget flotte. Desuden er der ogsaa mange privat busser, som altid er totalt proppet. Men det er billigt. 1,25 quetzales (= 0 kr. ca.)
Soede boern: Det er ikke kun i DK at boern siger: "Ved du hved? Ved du hvad?" I mit hus, bor de soedste smaa piger paa 4 og 5. Naar jeg kommer hjem fra undervisning, bliver jeg moedt af: "¿Sabes que? ¿Sabes que?" ogsaa fortaeller de oftest noget a la: "min veninde har sparket mig" eller "jeg har glemt min blyant paa skolen."
Naa, nu maa jeg smutte. Adios!
Tortillas: jeg har endnu ikke faaet et maaltid uden tortillas til. Heldigt for mig, at jeg elsker dem.
Paa internet cafeen: det er meget normalt, at de andre paa internetcaffen laeser dine private beskeder over dine skuldre. De proever faktisk ikke engang at skjule det.
Busserne: de gamle, gule skolebusser fra 50'erne i Amerika er paa et eller andet tidspunkt blevet koert herned og fungere nu som de offentlige busser. De er paent slidte, men meget flotte. Desuden er der ogsaa mange privat busser, som altid er totalt proppet. Men det er billigt. 1,25 quetzales (= 0 kr. ca.)
Soede boern: Det er ikke kun i DK at boern siger: "Ved du hved? Ved du hvad?" I mit hus, bor de soedste smaa piger paa 4 og 5. Naar jeg kommer hjem fra undervisning, bliver jeg moedt af: "¿Sabes que? ¿Sabes que?" ogsaa fortaeller de oftest noget a la: "min veninde har sparket mig" eller "jeg har glemt min blyant paa skolen."
Naa, nu maa jeg smutte. Adios!
onsdag den 9. februar 2011
XELA
Nu befinder jeg mig i smukke, smukke Guatemala. Jeg har ikke saa meget tid lige nu, saa det bliver nok lidt rodet og kort.
Jeg bor ved verdens soedeste familie her i Xela. (Xela er den 2. stoerste by i Guate). Moren hedder Angelina og har 7 dejlige boern og hun har ogsaa de soedste boerneboern. Desvaerre er denne familie kun midlertidig, for paa loerdag skal Sandra og jeg videre ud til vores lille communidad - ogsaa skal der undervises i engelsk. Jeg glaeder mig supermeget.
I gaar fik vi lidt info om vores lille by:
Vi skal bo i en dal = varmere end her i Xela som ligger en smule hoejt. Der er meget sol = yeaaay! Der bor omkring 40 familier, og der er vidst nok kun en skole med 2 aulaer, altsaa kun to rum. Der er ikke saa mange boern i byen, men dem der er skal vi daelme nok faa laert noget engelsk :-) Desuden var der mange unde (12-13-aarige) der bliver gravide, saa vi skal helt sikkert ogsaa have gang i noget seksualundervisning.
Vand skal hentes ca 4 km vaek. Han kunne ikke fortaelle os, om der er elektricitet, men jeg haaber haaber. Jeg har desvaerre ikke faaet noget at vide om min familie endnu. Jeg haaber de laver lige saa god mad som Angelina. Far - jeg tror maaske du har moedt din overmand... eller maaske ligemand. Hun laver de laekreste tortillas. Her til morgen fik jeg omelet med poelser i!!! Licious.
Naa, jeg maa smutte. Skal paa museum og maaske koebe mig en nationaldragt-lignende-thingy!
Bye
ps. har koebt en mobil hernede, her er mit nummer: 59042319
men man skal nok saette nogle tal foran, jeg ved ikke lige, hvad det er for nogen.
Jeg bor ved verdens soedeste familie her i Xela. (Xela er den 2. stoerste by i Guate). Moren hedder Angelina og har 7 dejlige boern og hun har ogsaa de soedste boerneboern. Desvaerre er denne familie kun midlertidig, for paa loerdag skal Sandra og jeg videre ud til vores lille communidad - ogsaa skal der undervises i engelsk. Jeg glaeder mig supermeget.
I gaar fik vi lidt info om vores lille by:
Vi skal bo i en dal = varmere end her i Xela som ligger en smule hoejt. Der er meget sol = yeaaay! Der bor omkring 40 familier, og der er vidst nok kun en skole med 2 aulaer, altsaa kun to rum. Der er ikke saa mange boern i byen, men dem der er skal vi daelme nok faa laert noget engelsk :-) Desuden var der mange unde (12-13-aarige) der bliver gravide, saa vi skal helt sikkert ogsaa have gang i noget seksualundervisning.
Vand skal hentes ca 4 km vaek. Han kunne ikke fortaelle os, om der er elektricitet, men jeg haaber haaber. Jeg har desvaerre ikke faaet noget at vide om min familie endnu. Jeg haaber de laver lige saa god mad som Angelina. Far - jeg tror maaske du har moedt din overmand... eller maaske ligemand. Hun laver de laekreste tortillas. Her til morgen fik jeg omelet med poelser i!!! Licious.
Naa, jeg maa smutte. Skal paa museum og maaske koebe mig en nationaldragt-lignende-thingy!
Bye
ps. har koebt en mobil hernede, her er mit nummer: 59042319
men man skal nok saette nogle tal foran, jeg ved ikke lige, hvad det er for nogen.
Abonner på:
Opslag (Atom)