Den sidste tid i Suchitoto

Bare overskriften giver mig lyst til at tude. Jeg har virkelig haft det så dejligt her i den lille, rolige by. Vi rejser mod Guatemala på torsdag (d. 3). Jeg har ikke lyst til at rejse allerede. Selvom hele pointen med min rejse, jo er mit volontørophold i Guatemala. Jeg glæder mig da også max til at møde min familie, komme igang med at undervise i engelsk og lære en masse spansk. But still... Så bliver alle volontørerne splittet ad, jeg bliver tvunget til at sige farvel til alle mine el salvadorianske venner, min spansklærer, poolen og ikke flere gode stunder på El Necio. Altsåå :-(

Men jeg må bare nyde den sidste tid... Hvad har jeg ellers lavet på det sidste? Jo, ser du. Vi har haft en masse at gøre med en gruppe unge, fra et sted, der hedder Sitio Zapotal. Vi har bl.a. spillet fodbold med dem, leget en masse lege, inviteret dem på aftensmad og ikke mindst DANSET! Jeg troede, at jeg havde ok styr på mit shit på et dansegulv, lige indtil jeg fandt ud af, at jeg faktisk har bundet to store betonklodser til mine ben. De går amok hernede og det ser så fedt ud og jeg ville så meget ønske, at min mor havde tvunget mig til dans lige da jeg begyndte at kunne gå. De er alle selvlært, de har rytme og et par ekstra led i hofterne. Og når fyrene danser, er det ikke sådan gay dans, så det er fedt! I sidste weekend boede vi i par hos en familie i Zapotal. Jonas og jeg kom hen til en fantastisk familie. Oti, Jorge, Camilo og Wil. Jeg lavede mad med moren, vaskede op og hele molevitten. Det var en rigtig god oplevelse og hvis jeg nogensinde kommer tilbage, ved jeg, at jeg har et sted, hvor jeg kan bo.

Bum bum, hvad har vi ellers lavet at sjove ting? Den anden nat fik vi besøg af politiet. Funny story. Vi var et par stykker, der holdt fest på platformen og spillede alt for højt musik (uden at tænke over det). Det ringede pludselig på døren og jeg åbner. Okay, der står ikke nogen, jeg skal lige til at lukke i, da der dukker to hoveder op på hver sin side. Jeg ser to politimænd, der ser overgenerte ud. Jeg bliver en smule chokeret og bange, fordi de står med deres slåpinde, pistoler, macheter osv. (dét vænner man sig virkelig ikke til, selvom man ser det overalt). Den ene begynder at hviske, siger undskyld gentagne gange og beder mig om at skrue bare en lille bitte smule ned. Jeg undskylder mange gange og vi slukker straks for musikken etc. Det var først bagefter, jeg kom til at tænke på, hvor underlig en situation, det egentlig havde været. Hvorfor skulle DE være urolige ved at snakke med MIG? Hvad kunne jeg gøre? Prikke dem i øjet? Men det er selvfølgelig også bare en uniform de tager på... de er vel helt almindelige mennesker + våben. Som de fleste andre, behandler de os rigtig godt. Nogen gange for godt. Nogen kunne godt trænge til at indse, at vi også bare er mennesker, i vores 'hvide skind-uniform'.

Og nu til noget helt andet. MISSEMOR FØDTE I GÅR AFTES!!! 6 små, grimme killinger. Åh, de er så nuser. Hvor lang tid går der egentlig, før sådan nogle åbner øjnene? Vi var allesammen ved at være bange for, at vi skulle have nøjes med at glo på dens tykkende, vraklende mave i en hel måned, uden at se resultater. Nu har den født... i Sonjas seng. Sonja, som ikke kan tåle katte. Hun ved det heldigvis ikke endnu. Jeg glæder mig til at se hendes udtryk ;-)

De andre er taget på vandfaldstur, Sandra og jeg valgte at blive på platformen. Til dels fordi vi trængte til at slappe af. Vi har ikke haft en chill-weekend siden DK, og til dels fordi vi har set vandfaldet (Iguazu), til dels fordi vi er nogle fattige tøsebørn... men nok allermest fordi... Ja, mor, jeg ved godt du sagde, at jeg ikke måtte forelske mig hernede. Pero no es mi culpa (men det er ikke min skyld). Øv, hvor bliver det hårdt at sige farvel.