Hej med jer. Tænkte at jeg hellere måtte komme igang med at afslutte bloggen. Jeg starter med at fortælle lidt om Utila (den sidste tid på øen), derefter Mexico også mangler jeg bare NYC og om det at være hjemme igen, men det bliver næste gang.
Utila
Jeg savner den ø! Den var helt perfekt på så mange måder. Har slet ikke lyst til at tænke på vejret der også kigge ud af mit vindue her. Nå. Jeg kan ikke rigtig huske, hvor jeg slap i sidste indlæg. Men jeg vælger at starte med at fortælle om Paradis-øen aka Water Keys. Vi var nogle stykker der tog ud til en øde ø, som man kan "leje" for 50 L pr person. Der bor ikke nogen derude, den er meget lille og den er helt utrolig smuk. Vi hyggede i vandkanten, vi blev øllet og vi snorklede. Jeg var ude at snorkle med Big Allan fra Tennesee og en pige fra Israel. Det var skønt at svømme uden alt det udstyr, som man har på under scuba-diving. Vi så baracudas, sea cucumbers, piratfisk og discofisk. Da vi skulle svømme tilbage var isralitten og jeg lige pludselig fanget på korallerne (vi var på vej mod land, men den vej kunne man tilsyndeladende ikke tage). Der var nok kun en halv meter mellem korallerne og overfladen. Jeg kunne kun bruge armene til at komme frem, for hvis jeg brugte benene, ville jeg blive revet op af de meget skarpe koraller. Vi blev alle krattet på den ene eller anden måde. Jeg på skinnebenet. I starten var det et meget sejt ar som jeg stolt viste frem, det havde samme mønster som korallen, men nu (flere uger efter) er det bare nogle røde bobler. Jeg tror ikke de er helt sunde at gnubbe sig op ad. På et eller andet vis kom vi ud på dybere vand igen. Det var en skøn dag, som jeg vil mindes rigtig mange gange det kommende år, da den bare står på arbejd arbejd fremover.
Sandra og jeg blev ved med at udskyde datoen for at rejse videre mod Mexico. Vi tog på en snorkletur en af dagene. Midt ude i havet mødte vi en lækker fyr, som var stum. Men han havde arme og fingre til at pege på alle mulige seje fisk/væsener i vandet, som han fandt til os. Vi så bl.a. en meget uhyggelig grøn moræne, en Sopa Bacon (en tudse-fisk, som var endnu mere uhyggelig), smukke konkylier, kæmpe hummere m.fl. Han var også så rar at informere Sandra om at hendes top var faldet ned under brysterne... (Jeg dør af grin lige nu).
Tiden kom, hvor vi blev nød til at forlade øen. En mand der havde lovet os et lift mødte aldrig op, og der var det for sent at tage den "offentlige" båd, men vi fandt en mand med egen lille båd, som var villig til at sejle os til fastlandet med to canadiere. Det var noget dyrere, men det var ALLE pengene værd, fordiii - vi så delfiner! Wow. Det var så vildt. De er så flotte og søde. De svømmede om kap med vores båd i et kort stykke tid. Perfekt farvel til Utila.
Mexico
Turen til Mexico var lang. Vi tog bussen op gennem Belize. Det var en nederen følelse bare at køre igennem et land man aldrig har set før. Det så flot ud. Det må blive på næste rejse.
Mexico = KULTURCHOK! Vi vidste godt at Playa Del Carmen skulle være turistet. Men det var jo skørt. Der var enorme hoteller overalt, souvenirs-boder overalt og folk, der ville tjene penge på dig overalt. Jo, stranden var smuk, men jeg følte sgu ikke at jeg virkelig var i Mexico. Jeg følte, at jeg befandt mig i en meget dårlig efterligning af landet. Men det holdt os ikke tilbage fra at give den gas på diskotekerne! Det kan ikke blive andet end en god aften, når man deler en flaske rom.
Vi håbede på en lidt mere nede-på-jorden oplevelse ude på øen Isla Mujeres. Den var desværre også vildt turistet. Vi havde det da sjovt, helt klart, men det var bare noget helt andet end Utila. Vores hostel var dog ret nice. Ellers prøvede vi abre at få tiden til at gå.. (du ved, New York ventede på os).
Cancun, byen, hvor vi skulle med flyet til NYC. Det var lige ved at gå galt i lufthavnen. Jeg havde ingen penge, Sandra manglede diverse dokumenter, men de kunne ikke holde os tilbage fra New York. Jeg vil ikke stemple Mexico som et øv-land, da jeg kun har været alle de turistede steder. Jeg vil rigtig gerne tilbage og se Mexico bag facaden. Næste rejse...
søndag den 19. juni 2011
søndag den 15. maj 2011
Laziness
Der er sket så meget siden sidst, ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Bum bum. Okay... Jeg er her på den fantastiske ø - Utila, som er en del af Honduras. Utila ligger i det karibiske hav, så ja, her er mega lækkert. Vandet er helt klart, varmt og turkis, solen skinner dagen lang, der er palmer og iguaner i massevis. Lige et lille minus kunne være, at her er 700 graders celsius, men så længe du bare ligger og flyder i vandet eller har fundet dig en ventilator, så går det nok.
Jeg kom her ud i mandags med en færge fra helvede. Ea havde godt nok advaret mig, men jeg kunne aldrig have forberedt mig på så gyngende båd. Jeg var ikke så langt ude, at jeg skulle kaste op eller noget, men jeg havde det ikke for godt. Jeg kom vraklende i land. På land ventede der en masse mennesker, som ville have dig med hen på netop deres dykkercenter. UDC (Utila Dive Center) lokkede mig hen på deres, da jeg kunne sove der en nat gratis. Jeg fandt hurtig ud af, at det ikke var der jeg skulle lære at dykke. Det hele var så stort og professionelt, det virkede nærmest som en fabrik der spyttede Open Water dykkere ud. Så dagen derpå rykkede jeg hen til Parrots. Her er mega hyggeligt, folk er mere nede på jorden og det er ikke så stort igen. Jeg startede mit Open Water kursus på selv samme dag sammen med Holly fra Australien. Teori var brutalt kedeligt, men da vi var færdige med det efter et par timer fordelt på 3 dage og min spanske dykkerinstruktør sagde: NU begynder alt det sjove, så viste det sig, at han havde evigt ret. At dykke er SÅ fedt! Det er en helt anden verden, nærmest et helt andet univers. Det kan slet ikke sammenlignes med noget. Det føles så underligt at kunne trække vejret under vand. Men alligevel bliver det også meget hurtigt helt naturligt. Jeg blev Open Water dykker på 3½ dag, så det gik ret hurtigt. I går havde jeg mine free fun dives, som man får med i prisen. Det var ren dykning, uden alle mulige øvelser. Det var skønt bare at dykke rundt og kigge på de fantastiske koraller. Det er så utroligt smukt. Jeg er helt vild med nogle lilla, runde, høje "vaser", som har et hul igennem og det smukkeste mønster. Der findes de mest fantastiske former og mønstre. Jeg har selvfølgelig også set en masse farverige fisk. De er også rigtig flotte og søde. I går så jeg en SKILDPADDE! Det var alt for vildt. Den var så yndefuld. Vi fik lov til at svømme med den i rigtig lang tid. Ellers har jeg set store rokker, trumpetfisk, ål, lionfish og mange flere.
I går gik jeg i gang med næste level inden for dykning, som hedder Advanced. Man bliver meget hurtigt bedre til at styre sine bevægelser, som gør, at man kan svømme rigtig tæt på korallerne. I dag var jeg nede på 30 meter. Man kunne slet ikke mærke forskel, underligt nok. Nogle får fornemmelsen af at være fuld, når de kommer dernede, jeg lagde dog (desværre) ikke mærke til noget... det skulle være ret sjovt + ingen tømmermænd. Derefter legede vi lidt med kompas. I morgen skal vi lave alle mulige sjove ting, som fx at stå på hovedet, "hoppe" over hinanden, sparke os væk fra hinanden, for at blive, for at blive endnu bedre til at kontrollere kroppen under vand. Desuden skal jeg ned at se et wreck (husker ikke lige navnet på dansk) og om aftenen: NIGHT DIVE. Det tror jeg bliver lidt skørt, men håber på at se nogle andre, seje fisk.
Dykning kaldes en doven sport, fordi man skal gøre alt så langsomt. Svømme langsomt, trække vejret langsomt, ens hjerne fungerer endda langsommere under vandet. Jeg tænker, at det er derfor folk her på Utila er så vilde med den "sport". Alt foregår virkelig i slowmotion her på øen. Det er dejligt afslappende. Jeg ved aldrig, hvad klokken er, ej heller hvilken dato eller dag det er.
Jeg slutter af herfra. Håber alle har det godt derhjemme!
Jeg kom her ud i mandags med en færge fra helvede. Ea havde godt nok advaret mig, men jeg kunne aldrig have forberedt mig på så gyngende båd. Jeg var ikke så langt ude, at jeg skulle kaste op eller noget, men jeg havde det ikke for godt. Jeg kom vraklende i land. På land ventede der en masse mennesker, som ville have dig med hen på netop deres dykkercenter. UDC (Utila Dive Center) lokkede mig hen på deres, da jeg kunne sove der en nat gratis. Jeg fandt hurtig ud af, at det ikke var der jeg skulle lære at dykke. Det hele var så stort og professionelt, det virkede nærmest som en fabrik der spyttede Open Water dykkere ud. Så dagen derpå rykkede jeg hen til Parrots. Her er mega hyggeligt, folk er mere nede på jorden og det er ikke så stort igen. Jeg startede mit Open Water kursus på selv samme dag sammen med Holly fra Australien. Teori var brutalt kedeligt, men da vi var færdige med det efter et par timer fordelt på 3 dage og min spanske dykkerinstruktør sagde: NU begynder alt det sjove, så viste det sig, at han havde evigt ret. At dykke er SÅ fedt! Det er en helt anden verden, nærmest et helt andet univers. Det kan slet ikke sammenlignes med noget. Det føles så underligt at kunne trække vejret under vand. Men alligevel bliver det også meget hurtigt helt naturligt. Jeg blev Open Water dykker på 3½ dag, så det gik ret hurtigt. I går havde jeg mine free fun dives, som man får med i prisen. Det var ren dykning, uden alle mulige øvelser. Det var skønt bare at dykke rundt og kigge på de fantastiske koraller. Det er så utroligt smukt. Jeg er helt vild med nogle lilla, runde, høje "vaser", som har et hul igennem og det smukkeste mønster. Der findes de mest fantastiske former og mønstre. Jeg har selvfølgelig også set en masse farverige fisk. De er også rigtig flotte og søde. I går så jeg en SKILDPADDE! Det var alt for vildt. Den var så yndefuld. Vi fik lov til at svømme med den i rigtig lang tid. Ellers har jeg set store rokker, trumpetfisk, ål, lionfish og mange flere.
I går gik jeg i gang med næste level inden for dykning, som hedder Advanced. Man bliver meget hurtigt bedre til at styre sine bevægelser, som gør, at man kan svømme rigtig tæt på korallerne. I dag var jeg nede på 30 meter. Man kunne slet ikke mærke forskel, underligt nok. Nogle får fornemmelsen af at være fuld, når de kommer dernede, jeg lagde dog (desværre) ikke mærke til noget... det skulle være ret sjovt + ingen tømmermænd. Derefter legede vi lidt med kompas. I morgen skal vi lave alle mulige sjove ting, som fx at stå på hovedet, "hoppe" over hinanden, sparke os væk fra hinanden, for at blive, for at blive endnu bedre til at kontrollere kroppen under vand. Desuden skal jeg ned at se et wreck (husker ikke lige navnet på dansk) og om aftenen: NIGHT DIVE. Det tror jeg bliver lidt skørt, men håber på at se nogle andre, seje fisk.
Dykning kaldes en doven sport, fordi man skal gøre alt så langsomt. Svømme langsomt, trække vejret langsomt, ens hjerne fungerer endda langsommere under vandet. Jeg tænker, at det er derfor folk her på Utila er så vilde med den "sport". Alt foregår virkelig i slowmotion her på øen. Det er dejligt afslappende. Jeg ved aldrig, hvad klokken er, ej heller hvilken dato eller dag det er.
Jeg slutter af herfra. Håber alle har det godt derhjemme!
lørdag den 7. maj 2011
Hola hola Honduras
Det var ret underligt, da jeg sad i bussen paa vej til Honduras. Havde slet ikke taenkt paa at jeg skulle forlade Guatemala, som jeg har vaeret saa glad for, til fordel for et andet, nyt land. Men her er jeg saa. I Copan, Honduras. I dag har jeg set de smukke ruiner, som ligger 1 km udenfor byen. Lige inden stoedte jeg ind i Ea, en dansk veninde, som ogsaa har rejst med MS. MEGA random! Saa vi tog afsted til ruinerne sammen. Ruinerne kan ikke rigtig sammenlignes med ruinerne i Tikal. For her er knap saa mange og de er meget mindre. Men flotte er de og der er altsaa en helt speciel stemning omkring de gamle ruiner der. Jeg saa ogsaa store, flotte papegoejer.
De sidste dage ved soeen i Guatemala var ogsaa rigtig gode. Emley (pige fra US) og jeg tog paa et kaempe marked, hvor der er alt, hvad et hjerte kan begaere! Hun havde lovet dagen forinden, at hun nok skulle soerge for, at jeg ikke gik amok og koebte STORE ting, som fx taepper, masker eller andre laekre ting, da jeg simpelthen ikke har plads til det. Men det kom slet ikke paa tale, da jeg havde syge toemmermaend, fra aftenen foer, hvor vi festede med nogen israelitter, jeg tror faktisk, at nogen af dem var ortodokser. Pueha. Bad day to go to the market. Hovedpine, kvalme mixet med 2 timers lang, bumpet bustur, mixet med folk, der konstant raaber og vil saelge dig floejter og jade = EKSTREM DAARLIG KOMBI! Emley var heller ikke for frisk, men hun fik tilgengaeld shoppet igennem. 2 taepper og kaempe bomuldstroeje. Held og lykke med at faa dét ned i rygsaekken! Jeg selv koebte kun lidt.
Jeg kunne ikke have forladt soeen paa et mere belejligt tidspunkt. Den unge hostel-ejer (som sover med sin kone og sit lille barn, ved siden af mit vaerelse) havde generet mig en smule, siden den foerste dag, men havde saa vidt muligt bare proevet at ignorere det. Det blev dog vaerre og vaerre, han skulle altid snakke med mig i kun underbukser, skulle hele tiden laane ting af mig, hviskede mit navn - det kulminerede den sidste aften, hvor han stod i sit haandklaede og laenede sig op ad en pael og spurgte mig: "Hvorfor er du saa serioes Lena?" (Har svaret ham kort og serioest hele tiden) Jeg sagde: "Saadan er jeg bare!" Han svarer: "Men jeg kunne godt taenke mig et kys!" Det var saa klamt og blev faktisk ret bange, for der var moerkt og der var kun ham og mig. Saa jeg sagde en hoej lyd, som indikerede at jeg synes, at det ville vaere det klammeste i verden og laaste mig inde paa mit vaerelse (fandt myggesprayen og hobby-kniven frem) og tog tidligt afsted naeste morgen!
I bussen paa vej herhen, faldte jeg i snak med en masse folk, som jeg var ude at spise god mad med i gaar. 2 fyre fra Switzerland og 2 fyre fra California. De er ret grineren og nu deler vi alle et billigt vaerelse. I aften foregaar der noget ildshow, som vi skal se. I morgen tager jeg ud til kysten med Ea og hendes mor, derefter staar den paa dykning paa en oe, kaldet Utila. Det bliver ogsaa fedt. Glaeder mig. Har ikke mere tid. Har det godt. Vi ses!
De sidste dage ved soeen i Guatemala var ogsaa rigtig gode. Emley (pige fra US) og jeg tog paa et kaempe marked, hvor der er alt, hvad et hjerte kan begaere! Hun havde lovet dagen forinden, at hun nok skulle soerge for, at jeg ikke gik amok og koebte STORE ting, som fx taepper, masker eller andre laekre ting, da jeg simpelthen ikke har plads til det. Men det kom slet ikke paa tale, da jeg havde syge toemmermaend, fra aftenen foer, hvor vi festede med nogen israelitter, jeg tror faktisk, at nogen af dem var ortodokser. Pueha. Bad day to go to the market. Hovedpine, kvalme mixet med 2 timers lang, bumpet bustur, mixet med folk, der konstant raaber og vil saelge dig floejter og jade = EKSTREM DAARLIG KOMBI! Emley var heller ikke for frisk, men hun fik tilgengaeld shoppet igennem. 2 taepper og kaempe bomuldstroeje. Held og lykke med at faa dét ned i rygsaekken! Jeg selv koebte kun lidt.
Jeg kunne ikke have forladt soeen paa et mere belejligt tidspunkt. Den unge hostel-ejer (som sover med sin kone og sit lille barn, ved siden af mit vaerelse) havde generet mig en smule, siden den foerste dag, men havde saa vidt muligt bare proevet at ignorere det. Det blev dog vaerre og vaerre, han skulle altid snakke med mig i kun underbukser, skulle hele tiden laane ting af mig, hviskede mit navn - det kulminerede den sidste aften, hvor han stod i sit haandklaede og laenede sig op ad en pael og spurgte mig: "Hvorfor er du saa serioes Lena?" (Har svaret ham kort og serioest hele tiden) Jeg sagde: "Saadan er jeg bare!" Han svarer: "Men jeg kunne godt taenke mig et kys!" Det var saa klamt og blev faktisk ret bange, for der var moerkt og der var kun ham og mig. Saa jeg sagde en hoej lyd, som indikerede at jeg synes, at det ville vaere det klammeste i verden og laaste mig inde paa mit vaerelse (fandt myggesprayen og hobby-kniven frem) og tog tidligt afsted naeste morgen!
I bussen paa vej herhen, faldte jeg i snak med en masse folk, som jeg var ude at spise god mad med i gaar. 2 fyre fra Switzerland og 2 fyre fra California. De er ret grineren og nu deler vi alle et billigt vaerelse. I aften foregaar der noget ildshow, som vi skal se. I morgen tager jeg ud til kysten med Ea og hendes mor, derefter staar den paa dykning paa en oe, kaldet Utila. Det bliver ogsaa fedt. Glaeder mig. Har ikke mere tid. Har det godt. Vi ses!
onsdag den 4. maj 2011
Forelsket
i Lago de Atitlan. Stemningen her er bare saa nice. Nice... lack of a better word. Folk er soede og sjove og altid i godt humoer. Jeg har haft nogle rigtig gode dage her. I gaar moedte jeg Laura fra Uruguay, da jeg var nede at bade i soeen, som laeser et eller andet sygt med molekyler og har snakket en del med Emley fra USA som bor paa det samme hostel som mig. Saa i gaar aftes besluttede vi os for at tage hen i nogle solar heated pools. Det var saaa laekkert. I starten var det naer kogepunktet, vil jeg skyde paa. Men det var superhygge. Vi snakkede om dejlige Guate, vores lande og de kunne give mig en masse gode tips om New York. Vi drak noget billigt karton-roedvin og sad der, indtil at vandet var blevet lidt koeligt. Jeg sov rigtig godt den nat. De andre piger klagede over hunde-bande-larm. Jeg er vel blevet vant til det.
I dag tog vi hen til en lille hippie by, kaldet San Marcos, som er kendt for massage, yoga, meditation osv. Der var rigtig flot. Vi ville rigtig gerne bade, men boelgerne gik AMOK! Paa vejen der hen i baaden var jeg sikker paa at falde over bord. Forstaar ikke, hvordan boelgerne kan vaere saa store paa en soe? Senere tog vi hjem til San Pedro og saa stod den paa fodboldkamp paa Buddha-bar og god, god mad og Gallo. Laura er nu taget hjem, men vi har aftalt at moedes i NY, hvis vi kan finde tid. Sandra er jo ikke 21 til den tid, Laura til gengaeld er 32, saa det bliver ikke noget problem. Men har hoert, at vi skal tage til China Town og skaffe et fake id til lille Sandrita :-) Saa skal hun hedde et eller andet sjovt... fx McLovin!
Nederen ting, der er sket i dag: en lille lortedreng, proevede at snyde mig for 5 Q, hvilket er lidt, men stadig supernederen. Jeg spurgte, hvad baadturen kostede og han sagde 15, men med mit falkeblik, saa jeg de andre kun betalte 10, saa jeg gav ham en mavepumper og tog mine penge. Ok, det gjorde jeg ikke, men det er, hvad der venter ham naeste gang! Men fik mine 5 Q. Senere i Panajachel, saa jeg en meget fuld mand, ligge lidt for taet paa vejen, saa ville lige informere politiet om det. Da jeg kom derhen sagde politimanden: Hola baby! Jeg spurgte ham om han lige havde kaldt mig baby, og han sagde ja, ogsaa sagde jeg, at det er jeg ikke. Saa blev han naermest fornaermet. Ad ad. Tror ikke de gjorde noget ved fuldemanden.
Good stuff: Kunne ret godt lide, den mand, som jeg sad ved siden af i baaden. Han kiggede bogstaveligtalt paa sin 20 Q seddel paa hele vejen. Foerst et kvarter paa den ene side ogsaa et kvarter paa den anden. Hvad der gjorde baadturen endnu bedre, var de to laekre franskmaend foran mig... skaeg, langt haar, tanned... det kan man jo ikke klage over! Jeg fik ogsaa en god griner over mig selv tidligere i dag. Gik rundt i Pana, gik to fyre i moede, som stirrede helt vildt og imens jeg lod som ingenting. Desvaerre er kantstene her i Guate forfaerdelige og jeg snubler og falder rent faktisk bagover, saa jeg naermest staar i bro. Fyrene raaber: Easy girl! Og en gade-koekken dame, faar grineflip og jeg selv, begynder at grine, for tror virkelig, at det har set sjovt ud. Aah ja.
I morgen tager Emley og jeg paa Chichi, som er det stoerste marked i Guatemala. Det bliver spaendende!
I dag tog vi hen til en lille hippie by, kaldet San Marcos, som er kendt for massage, yoga, meditation osv. Der var rigtig flot. Vi ville rigtig gerne bade, men boelgerne gik AMOK! Paa vejen der hen i baaden var jeg sikker paa at falde over bord. Forstaar ikke, hvordan boelgerne kan vaere saa store paa en soe? Senere tog vi hjem til San Pedro og saa stod den paa fodboldkamp paa Buddha-bar og god, god mad og Gallo. Laura er nu taget hjem, men vi har aftalt at moedes i NY, hvis vi kan finde tid. Sandra er jo ikke 21 til den tid, Laura til gengaeld er 32, saa det bliver ikke noget problem. Men har hoert, at vi skal tage til China Town og skaffe et fake id til lille Sandrita :-) Saa skal hun hedde et eller andet sjovt... fx McLovin!
Nederen ting, der er sket i dag: en lille lortedreng, proevede at snyde mig for 5 Q, hvilket er lidt, men stadig supernederen. Jeg spurgte, hvad baadturen kostede og han sagde 15, men med mit falkeblik, saa jeg de andre kun betalte 10, saa jeg gav ham en mavepumper og tog mine penge. Ok, det gjorde jeg ikke, men det er, hvad der venter ham naeste gang! Men fik mine 5 Q. Senere i Panajachel, saa jeg en meget fuld mand, ligge lidt for taet paa vejen, saa ville lige informere politiet om det. Da jeg kom derhen sagde politimanden: Hola baby! Jeg spurgte ham om han lige havde kaldt mig baby, og han sagde ja, ogsaa sagde jeg, at det er jeg ikke. Saa blev han naermest fornaermet. Ad ad. Tror ikke de gjorde noget ved fuldemanden.
Good stuff: Kunne ret godt lide, den mand, som jeg sad ved siden af i baaden. Han kiggede bogstaveligtalt paa sin 20 Q seddel paa hele vejen. Foerst et kvarter paa den ene side ogsaa et kvarter paa den anden. Hvad der gjorde baadturen endnu bedre, var de to laekre franskmaend foran mig... skaeg, langt haar, tanned... det kan man jo ikke klage over! Jeg fik ogsaa en god griner over mig selv tidligere i dag. Gik rundt i Pana, gik to fyre i moede, som stirrede helt vildt og imens jeg lod som ingenting. Desvaerre er kantstene her i Guate forfaerdelige og jeg snubler og falder rent faktisk bagover, saa jeg naermest staar i bro. Fyrene raaber: Easy girl! Og en gade-koekken dame, faar grineflip og jeg selv, begynder at grine, for tror virkelig, at det har set sjovt ud. Aah ja.
I morgen tager Emley og jeg paa Chichi, som er det stoerste marked i Guatemala. Det bliver spaendende!
mandag den 2. maj 2011
La vida buena
Flotte, farlige, smukke, afslappende, sjove, larmende, velsmagende San Pedro. Yep, det er her jeg er nu. En lille by ved Lago de Atitlan. En stor, stor soe, som er omringet af kaempe bjerge og vulkaner. Her er jeg helt alene - men jeg nyder det! Jeg ankom loerdag, hvor jeg ikke lavede det helt store udover at tjekke byen ud. Soendag startede jeg ud med at tage en ordentlig dukkert i soeen! Det var saa laekkert, at jeg blev noed til at goere det igen ved middagstid. Jeg gik rundt til alle turisme-boderne, for at hoere, hvor diverse ting var billigst (fx at kayake, zip-line, paraglide, ride, bestige vulkaner, koere rundt paa motorcykel OSV!). Jeg var paa netcafe, hvor jeg fik koebt en kop kaffe, som var lavet af boenner, der dyrkes paa vulkanerne her. Ellers levede jeg af corn flakes og leverpostejsmadder, da jeg absolut ingen penge havde. Om aftenen saa jeg filmen "Perfume" gratis paa en cafe.
I dag er det mandag og jeg tog straks til Panajachel for at soege en bank, som ville tage imod mit lorte mastercard. Det ville Bam - laekkert. Saa var doeren til alle mulighederne aabnet! Jeg koebte en liquado (smoothie-agtig) med en dertilhoerende bolle med NUTELLA! Saa faldte jeg over en jade-butik, hvor jeg koebte verdens smukkeste ring. Gik videre hen paa et marked, hvor jeg kom til at koebe endnu en jade-ring ("jade"... man ved aldrig, hvad man faar paa markederne!). Saa sejlede jeg tilbage til San Pedro, besluttede mig for at finde et sted, hvor mit toej kunne blive vasket i en vaskemaskine (for foerste gang i over 3 maaneder). Paa vejen faldte jeg over en frisoer, som ville lave lyse striber i mit haar for kun 95 kr. Det kunne jeg jo ikke sige nej til, saa nu er det gjort. Paa hendes vaeg hang der en reklame for "Pedro Massage" - 40 min for 90 kr. Yeah... det var godt! Det har virkelig vaeret en dag i selvforkaelelsens tegn. Men alt i alt har jeg kun brugt ca. 400 kr paa det hele. Kun og kun... I morgen tager jeg en slapper og gaar tilbage til corn flakes. Den gode nyhed er, at jeg har fundet et hostel, hvor jeg kan bo i 5 dage for kun 90 kr. Saa bliver det vist ikke billigere.
Bueno. Jeg vil smutte hjem, skal bare lige finde mig en tukt-uk. I morgen skal jeg kayake og ud at ride. Kryds fingre for at jeg ikke drukner eller bliver sparket i hovedet af en hest... ej, det er bare for sjov, mor!
I dag er det mandag og jeg tog straks til Panajachel for at soege en bank, som ville tage imod mit lorte mastercard. Det ville Bam - laekkert. Saa var doeren til alle mulighederne aabnet! Jeg koebte en liquado (smoothie-agtig) med en dertilhoerende bolle med NUTELLA! Saa faldte jeg over en jade-butik, hvor jeg koebte verdens smukkeste ring. Gik videre hen paa et marked, hvor jeg kom til at koebe endnu en jade-ring ("jade"... man ved aldrig, hvad man faar paa markederne!). Saa sejlede jeg tilbage til San Pedro, besluttede mig for at finde et sted, hvor mit toej kunne blive vasket i en vaskemaskine (for foerste gang i over 3 maaneder). Paa vejen faldte jeg over en frisoer, som ville lave lyse striber i mit haar for kun 95 kr. Det kunne jeg jo ikke sige nej til, saa nu er det gjort. Paa hendes vaeg hang der en reklame for "Pedro Massage" - 40 min for 90 kr. Yeah... det var godt! Det har virkelig vaeret en dag i selvforkaelelsens tegn. Men alt i alt har jeg kun brugt ca. 400 kr paa det hele. Kun og kun... I morgen tager jeg en slapper og gaar tilbage til corn flakes. Den gode nyhed er, at jeg har fundet et hostel, hvor jeg kan bo i 5 dage for kun 90 kr. Saa bliver det vist ikke billigere.
Bueno. Jeg vil smutte hjem, skal bare lige finde mig en tukt-uk. I morgen skal jeg kayake og ud at ride. Kryds fingre for at jeg ikke drukner eller bliver sparket i hovedet af en hest... ej, det er bare for sjov, mor!
søndag den 1. maj 2011
Adios querida familia
Aah nej, saa kom dagen, hvor det var tid til at sige farvel. Ved naesten ikke, hvor jeg skal starte. Ok, starter med boernene. Jeg fik sagt farvel til mine elever, jeg udnyttede den sidste time til at laere dem lidt mere engelsk, men ogsaa lidt leg og de fik da ogsaa en lille slikkepind. Det var generelt ikke saerlig sjovt at sige farvel, men det varmede mit hjerte, naar de gav mig et kram, klappede og sagde tak for det hele. Isaer hos 6.klasse blev jeg overvaeldet med gaver. Jeg fik store bamser, ting, hvor der staar I love you paa, breve og de havde lavet et laekkert maaltid til mig. Det var rigtig soedt. Blev desvaerre noed til at give de fleste ting vaek, da det pt er besvaerligt at finde plads til selv en vatpind i min rygsaek. Laererne fra den lille skole inviterede mig paa middagsmad. Inspektoeren sagde tak og sagde jeg altid var velkommen til at komme tilbage. Det var dejligt endelig at faa at vide, at man har gjort et godt stykke arbejde.
Alt ovenstaaende var ingenting i forhold til det at skulle sige farvel til min familie. 2,5 maaned boede jeg sammen med dem. Jeg foelte mig hurtigt som en del af familien, takket vaere deres aabenhed. De smaa fik mig overtalt til at blive en dag ekstra (der skulle ikke saa meget til). Mayra havde gaaet og graedt on and off dagene op til. Jose opfoerte sig underligt. Han ville ikke rigtig snakke og undgik mig, indtil vi fik snakket ud om det og han fortalte, at det var fordi han var saa ked af det. Jeg savner allerede Vanesas grin og det at have Jose haengende.
Den sidste hele dag - fik pakket, gav en masse ting vaek, hentede braende med mine soeskende. Omg, jeg er svag. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, for at jeg kunne baere mere end Vanesa (som er 9) nej, nej, nej... Om eftermiddagen svingede Selvin mig bag paa motorcyklen og saa koerte vi rundt i en halvanden time. Det var fanastisk. Paa den maade kunne jeg ogsaa faa sagt farvel til den smukke natur og blev lidt mere afklaret med, at nu var tiden kommet.
Om aftenen havde Mayra lavet tamales, som er min yndlingsret. Det er noget laekkert mad i et blad, kan ikke rigtig forklare det. Efter maaltidet graed vi allesammen, de gav mig gaver og holdt taler for mig. Der var ikke et toert oeje. Saa sagde faren, at det var tid til at bede for mig i en cirkel. Jeg var lidt skeptisk, men det betyder rigtig meget for dem, saa det gjorde vi. Det var faktisk rigtig smukt, for de tror jo virkelig og haaber, at saadan en omgang vil hjaelpe mig paa min videre rejse. De gjorde det for mig, og det betyder jo bare at de er bekymrede og vil mig det bedste. Efter det tilboed jeg dem alle dansk chokolade, for at det hele ikke skulle vaere saa trist. Som altid hjaelper chokolade paa humoeret. Tak til mor og far, som lige kunne redde os der. (De havde sendt en laekker pakke med dansk slik og chokolade, Adeles nye CD, rugbroed og leverpostej til mig til min foedselsdag - hvad mere kan man oenske sig?)
Naeste morgen tog jeg en bus til Xela. Det var saa svaert at give slip paa de to mindste. Naar jeg engang har penge, saa gaar tuern til La Esperanza, thats for sure!
Ps. havde en rigtig god foedselsdag. Havde inviteret min familie paa restaurant. Hvis man ser bort fra en knaekket tand, saa var alt lige i oejet.
Alt ovenstaaende var ingenting i forhold til det at skulle sige farvel til min familie. 2,5 maaned boede jeg sammen med dem. Jeg foelte mig hurtigt som en del af familien, takket vaere deres aabenhed. De smaa fik mig overtalt til at blive en dag ekstra (der skulle ikke saa meget til). Mayra havde gaaet og graedt on and off dagene op til. Jose opfoerte sig underligt. Han ville ikke rigtig snakke og undgik mig, indtil vi fik snakket ud om det og han fortalte, at det var fordi han var saa ked af det. Jeg savner allerede Vanesas grin og det at have Jose haengende.
Den sidste hele dag - fik pakket, gav en masse ting vaek, hentede braende med mine soeskende. Omg, jeg er svag. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, for at jeg kunne baere mere end Vanesa (som er 9) nej, nej, nej... Om eftermiddagen svingede Selvin mig bag paa motorcyklen og saa koerte vi rundt i en halvanden time. Det var fanastisk. Paa den maade kunne jeg ogsaa faa sagt farvel til den smukke natur og blev lidt mere afklaret med, at nu var tiden kommet.
Om aftenen havde Mayra lavet tamales, som er min yndlingsret. Det er noget laekkert mad i et blad, kan ikke rigtig forklare det. Efter maaltidet graed vi allesammen, de gav mig gaver og holdt taler for mig. Der var ikke et toert oeje. Saa sagde faren, at det var tid til at bede for mig i en cirkel. Jeg var lidt skeptisk, men det betyder rigtig meget for dem, saa det gjorde vi. Det var faktisk rigtig smukt, for de tror jo virkelig og haaber, at saadan en omgang vil hjaelpe mig paa min videre rejse. De gjorde det for mig, og det betyder jo bare at de er bekymrede og vil mig det bedste. Efter det tilboed jeg dem alle dansk chokolade, for at det hele ikke skulle vaere saa trist. Som altid hjaelper chokolade paa humoeret. Tak til mor og far, som lige kunne redde os der. (De havde sendt en laekker pakke med dansk slik og chokolade, Adeles nye CD, rugbroed og leverpostej til mig til min foedselsdag - hvad mere kan man oenske sig?)
Naeste morgen tog jeg en bus til Xela. Det var saa svaert at give slip paa de to mindste. Naar jeg engang har penge, saa gaar tuern til La Esperanza, thats for sure!
Ps. havde en rigtig god foedselsdag. Havde inviteret min familie paa restaurant. Hvis man ser bort fra en knaekket tand, saa var alt lige i oejet.
Kort om Antigua
Wow, sikke en smuk by. Gamle gader, med gamle huse og en masse gamle kirker. Gamle mennesker var der ogsaa. Sandra og jeg tog derhen for at opleve det famoese Semana Santa. Dvs paaske. Der var rigtig mange fine optog og gaderne blev pyntet med blomster og farvet savsmuld. Lidt en skam at folkene i optogene bare skulle trampe all over it. Jeg tror Antigua ligger paa en top 5 over laekre byer jeg har vaeret i. Den har virklig alt. Alt hvad man kan finde i en storby, men uden at den overhovedet foeles som en storby. Perfekt!
Planen var at vi skulle gaa amok i drinks, men grundet frugten fra helvede (mango) fik jeg en god omgang diarre. Det var ikke vildt skoent. Men saa sparede jeg de penge og kunne gaa amok paa markedet i stedet for. Den sidste aften til gengaeld - det var en god aften. En af mine venner kastede op i sit oelkrus ved bordet. Lidt smaauheldigt. Stakkel...
Jeg fik koebt gave til Selvin (min bror) og Mayra (moren). De blev rigtig glade for gaverne, saa det var jo godt. Ellers har jeg koebt et kaempe taeppe, en taske, postkort og smykker.
Jeg er forresten gaaet igang med at skrive en boernebog.
Ja, det var meget kort, men Antigua er efterhaanden ved at vaere et stykke tid siden.
Planen var at vi skulle gaa amok i drinks, men grundet frugten fra helvede (mango) fik jeg en god omgang diarre. Det var ikke vildt skoent. Men saa sparede jeg de penge og kunne gaa amok paa markedet i stedet for. Den sidste aften til gengaeld - det var en god aften. En af mine venner kastede op i sit oelkrus ved bordet. Lidt smaauheldigt. Stakkel...
Jeg fik koebt gave til Selvin (min bror) og Mayra (moren). De blev rigtig glade for gaverne, saa det var jo godt. Ellers har jeg koebt et kaempe taeppe, en taske, postkort og smykker.
Jeg er forresten gaaet igang med at skrive en boernebog.
Ja, det var meget kort, men Antigua er efterhaanden ved at vaere et stykke tid siden.
torsdag den 21. april 2011
DET REGNER
Er graesset groennere paa den anden side?
Lever man kun, naar man rejser?
Jeg foeler mig lidt tom. Her sidder jeg i regnen og kigger paa Toby (familiens hund). Han har nok at se til med alle sine lopper. Han er ikke vant til at blive kaelet for. Jeg vidste ikke HVOR forkaelet Rynke er, indtil jeg kom herned. Alle hunde er ens. De vil bare elskes. Om vi goer det eller ej, saa er de trofaste. Om vi sparker dem eller nusser med dem i sengen, saa forlader de os aldrig. Jeg ved ikke om man kan kalde det kaerlighed, for hunde er jo bare dyr, men saadan en trofasthed burde vaerdsaettes, efter min mening.
Min familie og jeg er meget forskellige, men de har taget imod mig. Hvis de havde aabnet armene meget mere, ville de vaere gaaet af led. Jeg vil altid vaere dem taknemlig for det. De aabnede deres hjerter den 1. dag og lukkede mig ind. Uden at kraeve noget, uden at spoerge efter noget. Jeg ved ikke hvad det kaldes, men jeg tror godt vi kunne bruge lidt mere af det i Danmark.
Boern er lidt ligesom hunde. De vil elskes og de vil leges med. Jeg er ikke vant til mindre soeskende, men jeg ved nu, at der er mange fordele ved at have en stor familie. Der er altid en der graeder eller griner. Oftest griner. Der er saa meget liv, at det virkelig foeles som et hjem. Jeg kan til tider vaere lidt haard ved Vanesa og Jose, men de kan bare ikke forstaa, at jeg faktisk er 20 aar (snart 21!!)og det der med at lege, ikke altid er min yndlingsbeskaeftigelse. Men de er trofaste og glemmer hurtigt, hvor nederen jeg kan vaere. Jeg elsker dem som soeskende... det goer jeg virkelig. Det er dem jeg frygter mest at sige farvel til. Jeg vil saa gerne se dem vokse op, jeg vil hjaelpe dem og vaere der for dem, men det bliver sgu lidt svaert at gore fra den anden side af jorden. Naar jeg kommer paa besoeg igen, saa vil alt nok vaere anderledes. Vil jeg kunne kalde Jose for verdens grimmeste dreng paa jorden, ligesom soeskende goer, uden at det vil foeles underligt? Jeg kan ikke goere andet end at haabe det bedste for dem i fremtiden...
Hjemmet er der, hvor hjertet er. Jeg kommer til at efterlade et lille stykke af mit hjerte her i La Esperanza. Min familie og eleverne har givet mig saa meget. Noget jeg aldrig vil kunne betale mig til, noget jeg ikke vil bytte og noget jeg vil have resten af mit liv, som ingen kan tage fra mig. "Tak for alt" virker alt for soelle til at kunne daekke min taknemlighed, men jeg mener det virkelig. Tak for alt.
Nu skal jeg snart hjem... hjem hvor mit hjerte er. Lille Byrsted. Jeg kommer hjem med et nyt syn. Jeg mener selv, at jeg altid har vaeret god til at vaerdsaette de smaa ting, men der er mange smaa ting jeg har overset. Jeg kan ikke sige det nok - danskere er foedt under en heldig stjerne. Vi kan alle blive lige, hvad vi har lyst til. Hernede kan Delsy, som har viljen, lysten og hjernen, kun studere op til 6. klasse, fordi derefter begynder det at koste penge, og det er penge hendes foraeldre ikke har. Jeg tvivler paa, at hun vil faa den helt store udfordring ved at staa i et koekken resten af sit liv.
Er det derfor folk er saa religioese? For at tro paa, at der er noget bedre i vente? For mig er tanken om et Paradis en smule kedeligt. Alt er smukt og godt og laekkert. Men hvis du aldrig har nedture, hvordan kan du saa faa de helt store opture? Saa er alt jo bare plant... Hvis alting er lykkeligt i Paradis, saa laerer man aldrig noget nyt om sig selv. Hernede har jeg fx fundet ud af, at mit temperament naesten er en tro kopi af min mors. Det er ikke et saerlig koent syn (undskyld mor), men jeg er glad for det, for nu er jeg mere mig end jeg var foer. Mit Paradis lever jeg lige nu. Men det er vel ogsaa nemt for mig at sige, for jeg rejser og jeg studerer og jeg fester. Jeg har saa mange muligheder, som de aldrig vil faa. Men ogsaa udfordringer som kaerstesorger, venskaber, pengemangel, uvante sutuationer og usikkerheden - alt det hjaelper mig med at finde ud af, hvem jeg er - det er livet. Livet skal leves. Jeg ved ikke, hvad der kommer efter doeden, men jeg haaber ikke det kommer til at bestaa i at sidde paa en sky og spise frugter dagen lang.Nogen gange mistaenker jeg de meget religiose mennesker hernede, for ikke at goere noget ved deres egen livssituation, fordi de tror, at Gud oensker dette for dem og at de vil blive beloennet i himlen. Det er lidt trist, i mine oejne...
Lever man kun, naar man rejser?
Jeg foeler mig lidt tom. Her sidder jeg i regnen og kigger paa Toby (familiens hund). Han har nok at se til med alle sine lopper. Han er ikke vant til at blive kaelet for. Jeg vidste ikke HVOR forkaelet Rynke er, indtil jeg kom herned. Alle hunde er ens. De vil bare elskes. Om vi goer det eller ej, saa er de trofaste. Om vi sparker dem eller nusser med dem i sengen, saa forlader de os aldrig. Jeg ved ikke om man kan kalde det kaerlighed, for hunde er jo bare dyr, men saadan en trofasthed burde vaerdsaettes, efter min mening.
Min familie og jeg er meget forskellige, men de har taget imod mig. Hvis de havde aabnet armene meget mere, ville de vaere gaaet af led. Jeg vil altid vaere dem taknemlig for det. De aabnede deres hjerter den 1. dag og lukkede mig ind. Uden at kraeve noget, uden at spoerge efter noget. Jeg ved ikke hvad det kaldes, men jeg tror godt vi kunne bruge lidt mere af det i Danmark.
Boern er lidt ligesom hunde. De vil elskes og de vil leges med. Jeg er ikke vant til mindre soeskende, men jeg ved nu, at der er mange fordele ved at have en stor familie. Der er altid en der graeder eller griner. Oftest griner. Der er saa meget liv, at det virkelig foeles som et hjem. Jeg kan til tider vaere lidt haard ved Vanesa og Jose, men de kan bare ikke forstaa, at jeg faktisk er 20 aar (snart 21!!)og det der med at lege, ikke altid er min yndlingsbeskaeftigelse. Men de er trofaste og glemmer hurtigt, hvor nederen jeg kan vaere. Jeg elsker dem som soeskende... det goer jeg virkelig. Det er dem jeg frygter mest at sige farvel til. Jeg vil saa gerne se dem vokse op, jeg vil hjaelpe dem og vaere der for dem, men det bliver sgu lidt svaert at gore fra den anden side af jorden. Naar jeg kommer paa besoeg igen, saa vil alt nok vaere anderledes. Vil jeg kunne kalde Jose for verdens grimmeste dreng paa jorden, ligesom soeskende goer, uden at det vil foeles underligt? Jeg kan ikke goere andet end at haabe det bedste for dem i fremtiden...
Hjemmet er der, hvor hjertet er. Jeg kommer til at efterlade et lille stykke af mit hjerte her i La Esperanza. Min familie og eleverne har givet mig saa meget. Noget jeg aldrig vil kunne betale mig til, noget jeg ikke vil bytte og noget jeg vil have resten af mit liv, som ingen kan tage fra mig. "Tak for alt" virker alt for soelle til at kunne daekke min taknemlighed, men jeg mener det virkelig. Tak for alt.
Nu skal jeg snart hjem... hjem hvor mit hjerte er. Lille Byrsted. Jeg kommer hjem med et nyt syn. Jeg mener selv, at jeg altid har vaeret god til at vaerdsaette de smaa ting, men der er mange smaa ting jeg har overset. Jeg kan ikke sige det nok - danskere er foedt under en heldig stjerne. Vi kan alle blive lige, hvad vi har lyst til. Hernede kan Delsy, som har viljen, lysten og hjernen, kun studere op til 6. klasse, fordi derefter begynder det at koste penge, og det er penge hendes foraeldre ikke har. Jeg tvivler paa, at hun vil faa den helt store udfordring ved at staa i et koekken resten af sit liv.
Er det derfor folk er saa religioese? For at tro paa, at der er noget bedre i vente? For mig er tanken om et Paradis en smule kedeligt. Alt er smukt og godt og laekkert. Men hvis du aldrig har nedture, hvordan kan du saa faa de helt store opture? Saa er alt jo bare plant... Hvis alting er lykkeligt i Paradis, saa laerer man aldrig noget nyt om sig selv. Hernede har jeg fx fundet ud af, at mit temperament naesten er en tro kopi af min mors. Det er ikke et saerlig koent syn (undskyld mor), men jeg er glad for det, for nu er jeg mere mig end jeg var foer. Mit Paradis lever jeg lige nu. Men det er vel ogsaa nemt for mig at sige, for jeg rejser og jeg studerer og jeg fester. Jeg har saa mange muligheder, som de aldrig vil faa. Men ogsaa udfordringer som kaerstesorger, venskaber, pengemangel, uvante sutuationer og usikkerheden - alt det hjaelper mig med at finde ud af, hvem jeg er - det er livet. Livet skal leves. Jeg ved ikke, hvad der kommer efter doeden, men jeg haaber ikke det kommer til at bestaa i at sidde paa en sky og spise frugter dagen lang.Nogen gange mistaenker jeg de meget religiose mennesker hernede, for ikke at goere noget ved deres egen livssituation, fordi de tror, at Gud oensker dette for dem og at de vil blive beloennet i himlen. Det er lidt trist, i mine oejne...
mandag den 18. april 2011
pan pan pan
Saa er det ved at vaere paasketid. Hernede hedder det Semana Santa. De fleste er meget religioese,saa nej, det gaar ikke stille til for sig. I denne uge bliver der bagt en masse broed ("pan"). Det er hvidt broed, pyntet og med en masse sukker. Det er ikke den helt store smagsoplevelse man kommer paa, men det er laekkert nok med kaffe eller bananer. Min familie synes det er vildt underligt at jeg spiser det med bananer, de vil ikke selv proeve, men de skulle bare vide... I gaar var jeg i kirke. Jeg fortroed det i det splitsekund praesten aabnede sin mund. Nogle af mine elever havde lokket mig med (de begyndte at sige ord paa engelsk, saa kunne jeg jo ikke sige nej). De sagde at det ville vaere en speciel gang, pga.af hoejtiden og at det kun ville vare en time. Mentirosos! Det varede 2 timer og det var mere kedligt end ever. Men jeg laerte noget nyt: der er kun plads til 144.000 i himlen og praesten sagde: "der er en god mulighed for at nogle herinde er blandt de heldige...men saa er der jo ogsaa nogen, der ikke laeser biblen regelmaessigt..." Jeg taenker bare: hvis de 144.000 er fra for 2000 aar siden og til i dag - mon ikke vi saa er ved at vaere der? Well,what do I know.
Kan desvaerre ikke skrive mere, for det her lorte-tastatur saetter min taalmodighed paa en vanvittig proeve og folkene omkring mig er begyndt at glo. ¡Adios amigos!
Ps. Jeg har kun 10 dage tilbage sammen med familien :-(
Kan desvaerre ikke skrive mere, for det her lorte-tastatur saetter min taalmodighed paa en vanvittig proeve og folkene omkring mig er begyndt at glo. ¡Adios amigos!
Ps. Jeg har kun 10 dage tilbage sammen med familien :-(
tirsdag den 12. april 2011
Al mar
Her sidder jeg saa, paa netcafeen i lille La Esperanza. Jeg har lige undervist primero og segundo basico. Jeg slog en handel af med Sandra: hvis jeg tager primero og über nederen segundo, saa kunne jeg gaa foer og hun skulle blive og tage tercero. So here I am. Laererne strejker for tiden, saa vi har ikke rigtig undervist i denne uge. De vil have mere i loen, som de var blevet lovet af staten, men som saa mange andre ting, er der selvfoelgelig ikke sket noget paa den front Vi har kun 2 gange tilbage med hver klasse - bien loco at taenke paa. Den sidste gang med klasserne vil vi lave noget sjovt og give dem nogle godter (paa trods af at vi for tiden underviser i madpyramiden). Jeg glaeder mig til at komme videre nu, jeg har stenet alt for meget paa det sidste. Har faaet laest "The hobbit" og "En kvindes pris" paa rekordtid. Nu er jeg gaaet igang med en bog af Issabel Allende. Men jeg glaeder mig selvfoelgelig ikke til at sige "adios, querida familia". Mayra informerer mig hver dag om, hvor mange dage jeg har igen og hvor meget hun kommer til at graede. Aah, det bliver ikke koent, jeg kommer selv til at graede for haardt. I gaar spurgte jeg Vanesa (min lilesoester) om hun ville med mig til Danmark - den var hun helt med paa. Meget fristende.
I loerdags tog hele familien, Sandra og jeg til stranden. Det var SAA GODT! Lige hvad vi traengte til. Vi skulle sidde 10 paa ladet af vores pick-up i hele 2 timer. Det var ikke vildt comfy. Paa en eller anden mirakuloes maade faldte jeg ikke udover kanten, saa det var nice nok. Man kunne maerke at det blev varmere og varmere jo mere vi naermede os, der var ingen bjerge og vi saa nye typer traeer. Da vi endelig kom frem, spaenede vi alle ud til havet. Bogstaveligtalt! For det sorte sand braendte en, hvis man stod paa det mere end et splitsekund. Det gjorde vildt ondt. Vandet havde ogsaa en god temperatur og boelgerne var store - saa jeg var i mit es. Det foerste vi saa var pelikaner! Feeedt! De var enorme! Jeg fik pro-tannet, maaske var det ikke helt pro-tanning, for blev sgu lidt roed. Det var Vanesa, Jose og Ivans foerste gang ved havet. Det var sjovt at observere dem, for de var langt fra trygge ved vandet og de store boelger, men senere paa dagen boltrede de sig ligesom vandhunde. Vi fik moedt en masse herlige freaks paa stranden, alt fra 40-year-old virgen, der ville have taget billeder (mm.), til fulde muddermonstre og en gammel restaurantejer, der lavede tricks og sang (meget) lange sange om vores smukke oejne. Det var ikke kun maendene der overfaldt en. Lige pludselig opdagede jeg, at en rejestime havde overfaldt mine bryster og min bikini. Orh, det var nasty! Men alt i alt var det bare en skoen dag med familien, vi har ikke vaeret paa udflugt med dem foer, pga Mayras butik, saa det var skoent at komme lidt vaek fra hjemmet med dem. Paa loerdag vil de have os med til PISCINAS!!! (POOLS!!!)
Nu er det ogsaa snart paaske. Sandra og jeg tager til Antigua (meget kendt by i Guate) og jeg tror, at det hele kommer til at gaa lidt amok, for de gaar virkelig meget op i deres paaske-traditioener. Jeg glaeder mig! Nu vil jeg smutte, inden der gaar hul paa den meget sorte sky, der befinder sig uden for mit vindue. I aften gaar stroemmen vidst klokken 7, saa oensk mig held og lykke med at faa tiden til at gaa.
¡Hasta luego!
I loerdags tog hele familien, Sandra og jeg til stranden. Det var SAA GODT! Lige hvad vi traengte til. Vi skulle sidde 10 paa ladet af vores pick-up i hele 2 timer. Det var ikke vildt comfy. Paa en eller anden mirakuloes maade faldte jeg ikke udover kanten, saa det var nice nok. Man kunne maerke at det blev varmere og varmere jo mere vi naermede os, der var ingen bjerge og vi saa nye typer traeer. Da vi endelig kom frem, spaenede vi alle ud til havet. Bogstaveligtalt! For det sorte sand braendte en, hvis man stod paa det mere end et splitsekund. Det gjorde vildt ondt. Vandet havde ogsaa en god temperatur og boelgerne var store - saa jeg var i mit es. Det foerste vi saa var pelikaner! Feeedt! De var enorme! Jeg fik pro-tannet, maaske var det ikke helt pro-tanning, for blev sgu lidt roed. Det var Vanesa, Jose og Ivans foerste gang ved havet. Det var sjovt at observere dem, for de var langt fra trygge ved vandet og de store boelger, men senere paa dagen boltrede de sig ligesom vandhunde. Vi fik moedt en masse herlige freaks paa stranden, alt fra 40-year-old virgen, der ville have taget billeder (mm.), til fulde muddermonstre og en gammel restaurantejer, der lavede tricks og sang (meget) lange sange om vores smukke oejne. Det var ikke kun maendene der overfaldt en. Lige pludselig opdagede jeg, at en rejestime havde overfaldt mine bryster og min bikini. Orh, det var nasty! Men alt i alt var det bare en skoen dag med familien, vi har ikke vaeret paa udflugt med dem foer, pga Mayras butik, saa det var skoent at komme lidt vaek fra hjemmet med dem. Paa loerdag vil de have os med til PISCINAS!!! (POOLS!!!)
Nu er det ogsaa snart paaske. Sandra og jeg tager til Antigua (meget kendt by i Guate) og jeg tror, at det hele kommer til at gaa lidt amok, for de gaar virkelig meget op i deres paaske-traditioener. Jeg glaeder mig! Nu vil jeg smutte, inden der gaar hul paa den meget sorte sky, der befinder sig uden for mit vindue. I aften gaar stroemmen vidst klokken 7, saa oensk mig held og lykke med at faa tiden til at gaa.
¡Hasta luego!
tirsdag den 5. april 2011
Tikal y Semuc Champey
Uddrag fra dagbog:
2/4-11
Lige nu befinder jeg mig i Semuc Champey. Her er den smukkeste flod. Vi har lige vaeret nede at bade lidt. Vandet har en helt speciel turkis farve - gad vide, hvad det er? JEG har desuden hoppet ud fra en 8 meter hoej bro direkte ned i floden. Det var sindsygt. Jeg troede virkelig ikke, at jeg ville goere det, men jeg gjorde det sgu og jeg doede ikke engang. Sikke et adrenalin-kick! I morgen skal vi se de smukke, kendte pools. De ligger ca 75 m. vaek fra vores hostel. Jeg glaeder mig til en hel dag i vandhundens tegn!
I gaar saa vi noget saa fantastisk som de gamle templer i Tikal. Det var overvaeldende smukt. De gamle templer ligger midt inde i en regnskov, saa omgivelserne var ogsaa superflotte. Jeg vidste, at Tikal ville blive en af hoejdepunkterne paa denne rejse. Til tider foeltes det helt uvirkeligt, endelig at vaere der, naar jeg tydeligt husker, at sidde derhjemme i DK og soege paa Tikal og laese om det ogsaa lige pludselig at vaere der. Vi saa ogsaa aber, eksotiske fugle og skildpadder. Jeg ville rigtig gerne have set broeleaber, men vi saa kun spidermonkeys, men de var sgu ogsaa vildt soede.
Templerne er ENORME og til tider skulle vi bestige sygt stejle trapper, for at kunne op paa toppen. Mayaernes gennemsnitshoejde var altsaa kun 1,50 m, saa stakkels dem. Der var et tempel, som vi ikke maatte gaa op paa, fordi en pige snublede og rullede ned ad trapperne og doede af det for 2 aar siden. Hun spurtede op ad trapperne og det havde lige regnet, saa trinene var glatte. Jeg synes det var lidt dumt, for det kan jo ligesaa godt ske paa de andre templer...
Mayaerne har vaeret langt foran os andre. De havde kalenderne og hjul og det hele, imens vi stadig rendte rundt med koeller :-D Templerne var heller ikke placeret tilfaeldigt - langt fra. (Meget kompliceret, noget med at naar solen stiger op den og den dag, rammer straalerne praecis der og der. Og der var et sted, hvor man kunne klappe og genlyden ville vaere praecis ligesom den lyd deres nationalfugl laver). De havde et boldspil, hvor vinderen skulle ofres til guderne (spyd gennem siderne). Spillerne ville virkelig gerne vinde, for det var en aere og de ville forhaabenlig blive genfoedt som en stor, staerk jaguar. Deres vigtigste Gud var regnguden, for derude i skoven var der ikke rindende vand.
Der har lige vaeret to unge guatemaltekerne henne for at rose min blonde top. Jeg koebte den i forgaars i Chisec. I denne del af Guatemala er den en del af deres nationaldragt. Det er sjovt at se, hvordan deres dragter aendrer sig, alt efter hvor man befinder sig i Guatemala. Der er mange der har kommenteret den, jeg tror de synes, at det er nice at vi turister ogsaa kan lide deres toej. Jeg ELSKER deres dragter.
Sandra, Jonas, Mie og jeg bor i et dorm, der er totalt aaben ud til regnskoven med palmeblade som tag. Jeg er spaendt paa, om vi bare er 4 grande myggestik, naar vi vaagner. Vi har koert rigtig meget i bus, for at komme herop til Peten og nu Semuc. Ca 26 timer fra i onsdags i dag er det loerdag. Man kan godt sidde og blive lidt smaasindsyg paa de smaa, stoevede, bumpede veje - det taerer paa talmodigheden. I aften skal vi bare slappe helt af med lidt roedvin (saa vi kan sove myggene, chikaderne og varmen vaek). Her er psykopat varmt. Det skriver jeg vist i hvert blogindlaeg... men det goer det ikke mindre sandt!
Dagbog 3/4-11
I dag kan Sandra og jeg fejre 100's dag! Vi har vaeret paa farten i praecis 100 dage. Det er noget af en rekord for mig. Det har virkelig vaeret noget af en 100's dag. Vi har badet i de smukke turkis, naturlige pools her i Semuc Champey. Det var som en droem! Inden vi skulle bade, ville vi op at se El mirador (udsigten) og paa vejen op (som by the way var BRUTAL) saa vi broeleaber!!! YEAY! Vi hoerte dem inden vi saa dem, der er en god grund til at de hedder broeleaber. Det var en hel lille familie vi stoedte ind i.
Det var en fantastisk foelelse endelig at ligge i de pools. Det havde jeg gaaet og glaedet mig til i laaaaang tid! I vandet var der smaa fisk, som bed i mine vabler - det gjorde heldigvis ikke ondt.
Senere paa dagen var Erica, Sandra og jeg ude at flyde paa floden, det var laekkert bare at lade sig rive med stroemmen. Floden var omringet af folk der matcher mine tanker om indianere. De var brune, traenede, havde naesten ingen toej paa, de lavede hoeje lyde til hinanden, spurtede i bare taer i skoven og havde spyd til at fange fisk med. Det var nice at opleve det!
I morgen skal vi besoege nogle grotter, der ligger taet paa os. Ja, vi valgte lige at blive en dag til i Paradis. Jeg kunne sagtens have blevet en uge mere, but we got a job to do. Vores hotelejer siger, at han gang paa gang oplever at folk bliver 1 dag eller 1 uge ekstra. Han er ret glad for mig, den gamle coche. Kommer over og tilbyder mig hjemmelavet mygge-creme, giver mig vin og siger han kan lide mine roede kinder. Haha.. han er nu meget soed.. og gammel!
Hov, jeg har helt glemt at fortaelle om ''slangen i Paradis''. Der var en aeldre mand der havde hoppet ned i poolen og kom op igen med en braekket finger. Det var forfaerdeligt, im tellin ya! Han sad bare helt rolig med haanden i vejret og sagde: "Ohoh, broken finger, broken finger!" Hans ringefinger... aah, kan ikke beskrive det, den var helt deform! Det kunne jeg virkelig godt have vaeret foruden at se. Ogsaa da den blev sat paa plads.... nejnejnej...
Nu er jeg hjemme igen i mit eget lille Paradis. Det var skoent at komme hjem i sin egen seng og hoere lille baby-Joses stemme igen. Familien var rigtig imponeret over mine billeder. De har ikke selv vaeret der. Det er en skam, men det er aaalt for dyrt. Taenk engang, de bor i her i Guatemala og de kommer maaske aldrig til at se deres stoerste og mest kendte sevaerdighed. MEN! Paa loerdag smutter vi en tur til havet og det er ogsaa rigtig stort for dem... og for mig! Det glaeder vi os allesammen til. De lukker butikken, laver tamales (licious mad) ogsaa tager vi tidligt afsted, saa vi kan nyde hele dagen paa stranden. Nu har jeg ikke mere herfra. Adios amigos!
2/4-11
Lige nu befinder jeg mig i Semuc Champey. Her er den smukkeste flod. Vi har lige vaeret nede at bade lidt. Vandet har en helt speciel turkis farve - gad vide, hvad det er? JEG har desuden hoppet ud fra en 8 meter hoej bro direkte ned i floden. Det var sindsygt. Jeg troede virkelig ikke, at jeg ville goere det, men jeg gjorde det sgu og jeg doede ikke engang. Sikke et adrenalin-kick! I morgen skal vi se de smukke, kendte pools. De ligger ca 75 m. vaek fra vores hostel. Jeg glaeder mig til en hel dag i vandhundens tegn!
I gaar saa vi noget saa fantastisk som de gamle templer i Tikal. Det var overvaeldende smukt. De gamle templer ligger midt inde i en regnskov, saa omgivelserne var ogsaa superflotte. Jeg vidste, at Tikal ville blive en af hoejdepunkterne paa denne rejse. Til tider foeltes det helt uvirkeligt, endelig at vaere der, naar jeg tydeligt husker, at sidde derhjemme i DK og soege paa Tikal og laese om det ogsaa lige pludselig at vaere der. Vi saa ogsaa aber, eksotiske fugle og skildpadder. Jeg ville rigtig gerne have set broeleaber, men vi saa kun spidermonkeys, men de var sgu ogsaa vildt soede.
Templerne er ENORME og til tider skulle vi bestige sygt stejle trapper, for at kunne op paa toppen. Mayaernes gennemsnitshoejde var altsaa kun 1,50 m, saa stakkels dem. Der var et tempel, som vi ikke maatte gaa op paa, fordi en pige snublede og rullede ned ad trapperne og doede af det for 2 aar siden. Hun spurtede op ad trapperne og det havde lige regnet, saa trinene var glatte. Jeg synes det var lidt dumt, for det kan jo ligesaa godt ske paa de andre templer...
Mayaerne har vaeret langt foran os andre. De havde kalenderne og hjul og det hele, imens vi stadig rendte rundt med koeller :-D Templerne var heller ikke placeret tilfaeldigt - langt fra. (Meget kompliceret, noget med at naar solen stiger op den og den dag, rammer straalerne praecis der og der. Og der var et sted, hvor man kunne klappe og genlyden ville vaere praecis ligesom den lyd deres nationalfugl laver). De havde et boldspil, hvor vinderen skulle ofres til guderne (spyd gennem siderne). Spillerne ville virkelig gerne vinde, for det var en aere og de ville forhaabenlig blive genfoedt som en stor, staerk jaguar. Deres vigtigste Gud var regnguden, for derude i skoven var der ikke rindende vand.
Der har lige vaeret to unge guatemaltekerne henne for at rose min blonde top. Jeg koebte den i forgaars i Chisec. I denne del af Guatemala er den en del af deres nationaldragt. Det er sjovt at se, hvordan deres dragter aendrer sig, alt efter hvor man befinder sig i Guatemala. Der er mange der har kommenteret den, jeg tror de synes, at det er nice at vi turister ogsaa kan lide deres toej. Jeg ELSKER deres dragter.
Sandra, Jonas, Mie og jeg bor i et dorm, der er totalt aaben ud til regnskoven med palmeblade som tag. Jeg er spaendt paa, om vi bare er 4 grande myggestik, naar vi vaagner. Vi har koert rigtig meget i bus, for at komme herop til Peten og nu Semuc. Ca 26 timer fra i onsdags i dag er det loerdag. Man kan godt sidde og blive lidt smaasindsyg paa de smaa, stoevede, bumpede veje - det taerer paa talmodigheden. I aften skal vi bare slappe helt af med lidt roedvin (saa vi kan sove myggene, chikaderne og varmen vaek). Her er psykopat varmt. Det skriver jeg vist i hvert blogindlaeg... men det goer det ikke mindre sandt!
Dagbog 3/4-11
I dag kan Sandra og jeg fejre 100's dag! Vi har vaeret paa farten i praecis 100 dage. Det er noget af en rekord for mig. Det har virkelig vaeret noget af en 100's dag. Vi har badet i de smukke turkis, naturlige pools her i Semuc Champey. Det var som en droem! Inden vi skulle bade, ville vi op at se El mirador (udsigten) og paa vejen op (som by the way var BRUTAL) saa vi broeleaber!!! YEAY! Vi hoerte dem inden vi saa dem, der er en god grund til at de hedder broeleaber. Det var en hel lille familie vi stoedte ind i.
Det var en fantastisk foelelse endelig at ligge i de pools. Det havde jeg gaaet og glaedet mig til i laaaaang tid! I vandet var der smaa fisk, som bed i mine vabler - det gjorde heldigvis ikke ondt.
Senere paa dagen var Erica, Sandra og jeg ude at flyde paa floden, det var laekkert bare at lade sig rive med stroemmen. Floden var omringet af folk der matcher mine tanker om indianere. De var brune, traenede, havde naesten ingen toej paa, de lavede hoeje lyde til hinanden, spurtede i bare taer i skoven og havde spyd til at fange fisk med. Det var nice at opleve det!
I morgen skal vi besoege nogle grotter, der ligger taet paa os. Ja, vi valgte lige at blive en dag til i Paradis. Jeg kunne sagtens have blevet en uge mere, but we got a job to do. Vores hotelejer siger, at han gang paa gang oplever at folk bliver 1 dag eller 1 uge ekstra. Han er ret glad for mig, den gamle coche. Kommer over og tilbyder mig hjemmelavet mygge-creme, giver mig vin og siger han kan lide mine roede kinder. Haha.. han er nu meget soed.. og gammel!
Hov, jeg har helt glemt at fortaelle om ''slangen i Paradis''. Der var en aeldre mand der havde hoppet ned i poolen og kom op igen med en braekket finger. Det var forfaerdeligt, im tellin ya! Han sad bare helt rolig med haanden i vejret og sagde: "Ohoh, broken finger, broken finger!" Hans ringefinger... aah, kan ikke beskrive det, den var helt deform! Det kunne jeg virkelig godt have vaeret foruden at se. Ogsaa da den blev sat paa plads.... nejnejnej...
Nu er jeg hjemme igen i mit eget lille Paradis. Det var skoent at komme hjem i sin egen seng og hoere lille baby-Joses stemme igen. Familien var rigtig imponeret over mine billeder. De har ikke selv vaeret der. Det er en skam, men det er aaalt for dyrt. Taenk engang, de bor i her i Guatemala og de kommer maaske aldrig til at se deres stoerste og mest kendte sevaerdighed. MEN! Paa loerdag smutter vi en tur til havet og det er ogsaa rigtig stort for dem... og for mig! Det glaeder vi os allesammen til. De lukker butikken, laver tamales (licious mad) ogsaa tager vi tidligt afsted, saa vi kan nyde hele dagen paa stranden. Nu har jeg ikke mere herfra. Adios amigos!
fredag den 25. marts 2011
"Hot like Mexico"
Hey hey. Saa er jeg i Mexico. Vi er her bare lige for at faa et nyt stempel i vores pas. Det var ret spontant, for vi havde faktisk glemt, at vi snart ikke havde flere dage at loebe paa. Saa nu befinder vi os i en by, der hedder Tapachula. Her er skidevarmt. Vi skal vaere her indtil soendag. Man kan godt maerke, at man er kommet til et andet land, selvom det bare lige er paa den anden side af graensen. De er meget rigere her, deres huse er i bedre stand, der ligger ikke skrald over det hele, vejene er 50 gange bedre og folk er ikke for koenne. Der er meget smukkere i Guatemala, selvom der ligger en masse skrald. Det er somom der er lidt oede her. Men nu befinder vi os jo ogsaa bare i en graenseby, saa man kan nok ikke sige: "saadan er hele Mexico!".
Jeg havde det lidt daarligt med at forlade familien i denne weekend igen, for da jeg kom hjem fra Tajumulco, havde Jose savnet mig saa meget, at han var begyndt at graede (det fandt jeg ud af, ved at spoerge til hans smaa, haevede, roede oejne). Lille stakkel. Saa om lidt vil jeg gaa paa jagt efter en lille gave til ham. Her i Tapachula er der nemlig to kaempe indkoebscentre, som vi snart skal ind at udforske. Naeste weekend staar den paa Tikal! Det bliver saaa vildt. Jeg tror godt man kan sige allerede nu, at det bliver en af hoejdepunkterne for denne tur. Soeg paa 'Tikal' og I vil straks finde ud af hvorfor.
Tiden gaar aaaaalt for hurtigt hernede. Vi har naermest kun 1 maaned tilbage sammen med familien. Sikke en forfaerdelig tanke. Jeg propper serioest Jose ned i min rygsaek, samt 20 andre boern. Jeg bliver bare gladere og gladere for de boern jeg underviser i engelsk. Jeg har lovet min familie at komme tilbage at besoege dem. Jeg har sagt at jeg vil med naar der er bryllup og diverse. Wayner (den aeldste soen) er blevet forbudt at gifte sig inden for de naeste 5 aar - jeg skal jo lige naa at spare op!
KYS fra mig
Ps. TILLYKKE MED FOEDSELSDAGEN, FAR GRISMAND!
Jeg havde det lidt daarligt med at forlade familien i denne weekend igen, for da jeg kom hjem fra Tajumulco, havde Jose savnet mig saa meget, at han var begyndt at graede (det fandt jeg ud af, ved at spoerge til hans smaa, haevede, roede oejne). Lille stakkel. Saa om lidt vil jeg gaa paa jagt efter en lille gave til ham. Her i Tapachula er der nemlig to kaempe indkoebscentre, som vi snart skal ind at udforske. Naeste weekend staar den paa Tikal! Det bliver saaa vildt. Jeg tror godt man kan sige allerede nu, at det bliver en af hoejdepunkterne for denne tur. Soeg paa 'Tikal' og I vil straks finde ud af hvorfor.
Tiden gaar aaaaalt for hurtigt hernede. Vi har naermest kun 1 maaned tilbage sammen med familien. Sikke en forfaerdelig tanke. Jeg propper serioest Jose ned i min rygsaek, samt 20 andre boern. Jeg bliver bare gladere og gladere for de boern jeg underviser i engelsk. Jeg har lovet min familie at komme tilbage at besoege dem. Jeg har sagt at jeg vil med naar der er bryllup og diverse. Wayner (den aeldste soen) er blevet forbudt at gifte sig inden for de naeste 5 aar - jeg skal jo lige naa at spare op!
KYS fra mig
Ps. TILLYKKE MED FOEDSELSDAGEN, FAR GRISMAND!
søndag den 20. marts 2011
Tajumulco OMFG!
Foerste og sidste gang at den vulkan skulle bestiges! Det var saaaaaaaaa haardt! Bare efter 10 min var jeg ved at doe. Jeg er ikke slet ikke vant til at befinde mig i den altitude laengere. Der havde de andre danskere lidt et forspring, for de bor selv i ca 3000 meters hoejde. Jeg bor jo ved kysten. Der var slet ikke nok luft til mine lunger. Af med alt toejet og jeg var klar til at gaa videre.
Turen derop var rigtig smuk og vi kunne se andre vulkaner, Mexico og alle de smaa landsbyer rundt omkring. Skyerne overfaldt os til tider, men udover det var vejret perfekt. Det tog ca 5 timer at gaa derop. Saa slog vi lejr, fik noget pasta for derefter at gaa tidligt i seng. Vi stod op ved 5 tiden for at gaa de sidste 400 meter til toppen - i moerke, vel at maerke! Den sidste del var virkelig stejl og nogle steder skulle vi direkte kravle! Det var skoent at gaa uden vores tunge rygsaekke paa denne del. Vi kom endelig op paa toppen og udsigten var FAN TA STISK ! Vi saa solopgangen og alt var perfekt. Jeg har glemt at fortaelle, at denne tur var planlagt saa godt, at der var fuldmaane, men ikke nok med det, saa var den stoerre, end den havde vaeret i 20 aar, fordi den var taettere paa jorden.. saa det var fedt nok!
Vi gik ned igen paa 1,5 timer, saa det var et helt andet tempo. Mine ben goer ok naller og jeg har faaet nogle herlige vabler. De skal danses vaek i aften ;-)
Turen derop var rigtig smuk og vi kunne se andre vulkaner, Mexico og alle de smaa landsbyer rundt omkring. Skyerne overfaldt os til tider, men udover det var vejret perfekt. Det tog ca 5 timer at gaa derop. Saa slog vi lejr, fik noget pasta for derefter at gaa tidligt i seng. Vi stod op ved 5 tiden for at gaa de sidste 400 meter til toppen - i moerke, vel at maerke! Den sidste del var virkelig stejl og nogle steder skulle vi direkte kravle! Det var skoent at gaa uden vores tunge rygsaekke paa denne del. Vi kom endelig op paa toppen og udsigten var FAN TA STISK ! Vi saa solopgangen og alt var perfekt. Jeg har glemt at fortaelle, at denne tur var planlagt saa godt, at der var fuldmaane, men ikke nok med det, saa var den stoerre, end den havde vaeret i 20 aar, fordi den var taettere paa jorden.. saa det var fedt nok!
Vi gik ned igen paa 1,5 timer, saa det var et helt andet tempo. Mine ben goer ok naller og jeg har faaet nogle herlige vabler. De skal danses vaek i aften ;-)
torsdag den 17. marts 2011
Japan
Det er godt nok forfærdeligt, det der er sket i Japan. Jeg føler virkelig med dem! Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det land er ramt. Gang på gang føler jeg mig så heldig, fordi jeg er dansker (halv dansker).
Jeg vågnede ved at min bror fortalte mig, med meget store øjne, at der havde været "terremoto" i Japón. (Sæbe på spansk er jabón) På det tidspunkt var jeg tydeligvis ikke helt klar over hvad terremoto betød. Han blev ved med at gentage terremoto og Japón og lavede alle mulige fakter. Jeg var meget ivrig efter at forstå ham, så min konklusion blev: "vil du gerne låne noget sæbe?" Selv om han var meget oppe at køre, kunne han ikke lade være med at grine. Da jeg fandt ud af at terremoto betyder jordskælv, blev jeg selvfølgelig meget chokeret. Men kunne godt se det sjove i mit malplacerede spørgsmål.
Senere på dagen fandt jeg ud af, at der var udsendt advarsel til Guatemala blandt andre. Der blev jeg ok bange, for jeg bor tæt på kysten. Maira-mor prøvede på at berolige mig med: "Jeg ligger mit liv i Guds hænder. Han kan stoppe bølgen, hvis han ønsker det, han har gjort det før. Du bliver bare nød til at stole på Gud. Hvis han ønsker at vi skal dø, så dør vi." Efter det blev jeg bare mere urolig. Jeg ville vide om der var en chance for at bølgen kunne ramme os eller ej. Så jeg ringede hjem til DK og far kunne heldigvis berolige mig. Om aftenen gik snakken ved middagsbordet på: "når der sker sådan nogle store ting, som det her, så betyder det at Jesus snart kommer." Et par murer, som er ved at bygge et hus til Wayner (den ældste søn), havde til og med en forklaring på, hvorfor det lige skulle gå ud over Japan: "I Japan tror de på dyr og natur. Der er mange diskoteker og de drikker. Mænd gifter sig med mænd og kvinder med kvinder." Der fik jeg nok. IKKE MERE GUDE-SNAK, HVIS DET ER SÅDAN NOGET DÉR! Havde lyst til at fortælle dem, hvor ondt det de sagde, egentlig var. Jeg husker ikke præcist hvad jeg sagde, men bagefter rejste jeg mig fra bordet og gik, og de blev helt stille. Så jeg tor de forstod, at jeg ikke var helt tilfreds.
Nå, ikke mere om religion. Det giver mig bare lyst til at drikke. Eller også har jeg bare generelt lyst til en drink eller to. Jeg har ikke været i byen siden Suchitoto. Det må være en eller anden rekord. Nu begynder hende der styrer internetcafeen endda at gå amok med stereoanlæget. Stik mig et par stiletter!
Ikke mere om drinks, det giver mig bare endnu mere lyst til at drikke. Denne her weekend bliver rigtig interessant, det kan jeg godt fortælle jer! Nogle danskere og mig selv, skal bestige det højeste punkt i hele Guatemala. Ikke nok med at det er det højeste punkt i Guatemala (faktisk hele Central Amerika), så er det også en vulkan. Volcán Tajumulco hedder den. Jeg er godt spændt. Tror det bliver fedt. Og hårdt... I min iver på at træne op, har jeg anskaffet mig en ordentlig vabel på min højre fod. Håber den forsvinder pronto!
Jeg håber alle har det rigtig godt derhjemme. Mit kamera fortæller mig, at jeg har været på farten i 83 dage. Der er en lang vej endnu og jeg skal nå at opleve mange ting endnu - det er en dejlig tanke! Jeg nyder min tid her og får lært en masse ting, ikke kun spansk.
Jeg vågnede ved at min bror fortalte mig, med meget store øjne, at der havde været "terremoto" i Japón. (Sæbe på spansk er jabón) På det tidspunkt var jeg tydeligvis ikke helt klar over hvad terremoto betød. Han blev ved med at gentage terremoto og Japón og lavede alle mulige fakter. Jeg var meget ivrig efter at forstå ham, så min konklusion blev: "vil du gerne låne noget sæbe?" Selv om han var meget oppe at køre, kunne han ikke lade være med at grine. Da jeg fandt ud af at terremoto betyder jordskælv, blev jeg selvfølgelig meget chokeret. Men kunne godt se det sjove i mit malplacerede spørgsmål.
Senere på dagen fandt jeg ud af, at der var udsendt advarsel til Guatemala blandt andre. Der blev jeg ok bange, for jeg bor tæt på kysten. Maira-mor prøvede på at berolige mig med: "Jeg ligger mit liv i Guds hænder. Han kan stoppe bølgen, hvis han ønsker det, han har gjort det før. Du bliver bare nød til at stole på Gud. Hvis han ønsker at vi skal dø, så dør vi." Efter det blev jeg bare mere urolig. Jeg ville vide om der var en chance for at bølgen kunne ramme os eller ej. Så jeg ringede hjem til DK og far kunne heldigvis berolige mig. Om aftenen gik snakken ved middagsbordet på: "når der sker sådan nogle store ting, som det her, så betyder det at Jesus snart kommer." Et par murer, som er ved at bygge et hus til Wayner (den ældste søn), havde til og med en forklaring på, hvorfor det lige skulle gå ud over Japan: "I Japan tror de på dyr og natur. Der er mange diskoteker og de drikker. Mænd gifter sig med mænd og kvinder med kvinder." Der fik jeg nok. IKKE MERE GUDE-SNAK, HVIS DET ER SÅDAN NOGET DÉR! Havde lyst til at fortælle dem, hvor ondt det de sagde, egentlig var. Jeg husker ikke præcist hvad jeg sagde, men bagefter rejste jeg mig fra bordet og gik, og de blev helt stille. Så jeg tor de forstod, at jeg ikke var helt tilfreds.
Nå, ikke mere om religion. Det giver mig bare lyst til at drikke. Eller også har jeg bare generelt lyst til en drink eller to. Jeg har ikke været i byen siden Suchitoto. Det må være en eller anden rekord. Nu begynder hende der styrer internetcafeen endda at gå amok med stereoanlæget. Stik mig et par stiletter!
Ikke mere om drinks, det giver mig bare endnu mere lyst til at drikke. Denne her weekend bliver rigtig interessant, det kan jeg godt fortælle jer! Nogle danskere og mig selv, skal bestige det højeste punkt i hele Guatemala. Ikke nok med at det er det højeste punkt i Guatemala (faktisk hele Central Amerika), så er det også en vulkan. Volcán Tajumulco hedder den. Jeg er godt spændt. Tror det bliver fedt. Og hårdt... I min iver på at træne op, har jeg anskaffet mig en ordentlig vabel på min højre fod. Håber den forsvinder pronto!
Jeg håber alle har det rigtig godt derhjemme. Mit kamera fortæller mig, at jeg har været på farten i 83 dage. Der er en lang vej endnu og jeg skal nå at opleve mange ting endnu - det er en dejlig tanke! Jeg nyder min tid her og får lært en masse ting, ikke kun spansk.
torsdag den 10. marts 2011
Min hverdag
Åh, det regner helt vildt lige nu - endelig en kølig brise. Det er skønt! Jeg sidder på en internetcafé ca 1½ kilometer fra mit hus. Her er jeg et par gange om ugen. Det koster 8 Quetzales i timen, i danske kroner er det ca 5-6 kr. Ret billigt vil jeg sige, men i størrere byer er det endnu billigere. Jeg er i gang med at uploade billeder til facebook. Det er dejligt at kunne vise venner og familie, hvad man går og laver, hvem ens familie er, hvor man arbejder og hvordan området ser ud. Men billeder er bare ikke godt nok nogle gange. Når jeg tager billeder af de smukke træer, de klamme insekter, de små børn, husene osv. så er det som om, at det kun er en lille del, der kommer med på billedet. På billederne kan man for eksempel ikke høre José's stemme, når han er sur, man kan ikke fornemme stemningen i landsbyen, lugte maden, føle varmen, alle de nye lyde og farverne er bare heller ikke de samme på billederne. Køb et bedre kamera, film det, tænker I måske, men jeg vil meget hellere VISE jer det. Der er så smukt her!
Sandra og jeg går ofte lange ture, både fordi det er dejligt at være i naturen, men også for at komme lidt væk fra alle de legesyge unger. Der er en masse små floder i området. Vi ser ofte nye og spændende dyr/insekter. Her den anden dag var der et smukt, ungt fuglepar, der besluttede sig for at lave babyer lige foran os. Der findes selvfølgelig også en lidt mørkere side, når vi snakker om insekter... I mit bad plejede der at være ca 5 store kakkerlakker. Jeg vil ikke sige, at jeg havde vænnet mig til dem, men vi havde det nogenlunde sammen. Men nu har jeg endelig fundet ud af, hvad alle de små, sorte buler rundt omkring er: Æg! Yep, thats right - der er babykakkerlakker overalt! I går aftes var der tilmed en lang slimet orm, der snog sig op ad væggen. Så mine bad er hurtige og korte! (Og forfriskende, for vi har kun koldt vand)
Jeg bliver stadig gladere og gladere for min familie. Hver morgen bliver jeg mødt med et "godmorgen" af Selvin og jeg bliver lige overrasket hver gang, for han udtaler det perfekt. Maira (moren) er vidst ret stolt af mig, for hver gang vi får gæster for de hele smøren: "Ja, Lena, hun kan jo lide alt mad hernede. Hun spiser det hele op, er det ikke smukt? Hun vasker også selv tøj og hun hjælper mig med opvasken! Hun er rigtig intelligent." Og hvis jeg har lavet guacamole eller vendt tortillaerne, så skal gæsterne nok få det at vide. Hvad gæsterne ikke får at vide, er at jeg ikke altid spiser op, eller at jeg til tider ikke spiser alt mit kød. (Hun giver mig kæmpe-portioner og kødet er nogle gange det rene fedt). Men hende Maira, hende er jeg sgu glad for! Og hun laver virkelig noget lækkert mad.
Nu til noget helt andet: Mændene hernede tror virkelig de er guds gave til kvinderne! Små drenge fra 12 til pensionister på 60-70 pifter efter os, laver kyssemunde og spørger os om alt muligt underligt. Sådan her forestiller jeg mig deres tankegang er: "HENDE DER! Hun kan simpelthen ikke leve uden mig! Hun vil have min krop, jeg kan se det på hende! Nu vil jeg gå hen og tilbyde alt, hvad jeg ejer og har." Det er nogen gange til at blive lidt småsindsyg af. Mænd der kører langsomt op på siden af en, mænd, med børn og kone, der flirter, mænd, der spørger om man har en mobil, mænd, der spørger om man er gift (kærester er nemlig ikke nogen forhindring), mænd der blokerer ens vej, så man er tvunget til at snakke med dem. EL MACHISMO LEVER - det vil jeg godt skrive under på.
Sandra og jeg går ofte lange ture, både fordi det er dejligt at være i naturen, men også for at komme lidt væk fra alle de legesyge unger. Der er en masse små floder i området. Vi ser ofte nye og spændende dyr/insekter. Her den anden dag var der et smukt, ungt fuglepar, der besluttede sig for at lave babyer lige foran os. Der findes selvfølgelig også en lidt mørkere side, når vi snakker om insekter... I mit bad plejede der at være ca 5 store kakkerlakker. Jeg vil ikke sige, at jeg havde vænnet mig til dem, men vi havde det nogenlunde sammen. Men nu har jeg endelig fundet ud af, hvad alle de små, sorte buler rundt omkring er: Æg! Yep, thats right - der er babykakkerlakker overalt! I går aftes var der tilmed en lang slimet orm, der snog sig op ad væggen. Så mine bad er hurtige og korte! (Og forfriskende, for vi har kun koldt vand)
Jeg bliver stadig gladere og gladere for min familie. Hver morgen bliver jeg mødt med et "godmorgen" af Selvin og jeg bliver lige overrasket hver gang, for han udtaler det perfekt. Maira (moren) er vidst ret stolt af mig, for hver gang vi får gæster for de hele smøren: "Ja, Lena, hun kan jo lide alt mad hernede. Hun spiser det hele op, er det ikke smukt? Hun vasker også selv tøj og hun hjælper mig med opvasken! Hun er rigtig intelligent." Og hvis jeg har lavet guacamole eller vendt tortillaerne, så skal gæsterne nok få det at vide. Hvad gæsterne ikke får at vide, er at jeg ikke altid spiser op, eller at jeg til tider ikke spiser alt mit kød. (Hun giver mig kæmpe-portioner og kødet er nogle gange det rene fedt). Men hende Maira, hende er jeg sgu glad for! Og hun laver virkelig noget lækkert mad.
Nu til noget helt andet: Mændene hernede tror virkelig de er guds gave til kvinderne! Små drenge fra 12 til pensionister på 60-70 pifter efter os, laver kyssemunde og spørger os om alt muligt underligt. Sådan her forestiller jeg mig deres tankegang er: "HENDE DER! Hun kan simpelthen ikke leve uden mig! Hun vil have min krop, jeg kan se det på hende! Nu vil jeg gå hen og tilbyde alt, hvad jeg ejer og har." Det er nogen gange til at blive lidt småsindsyg af. Mænd der kører langsomt op på siden af en, mænd, med børn og kone, der flirter, mænd, der spørger om man har en mobil, mænd, der spørger om man er gift (kærester er nemlig ikke nogen forhindring), mænd der blokerer ens vej, så man er tvunget til at snakke med dem. EL MACHISMO LEVER - det vil jeg godt skrive under på.
torsdag den 3. marts 2011
Los niños
Her i La Esperanza gaar det stadig godt. Jeg synes tiden gaar meget hurtigt. Undervisningen gaar ogsaa derudaf. Vi har 10 forskellige klasser = 250 nye navne. Dios mio! Men boernene hernede er bare saa nuttede. Jeg skulle skrive navnene ned ogsaa en beskrivelse af dem, for at kunne huske dem bedre. Jeg kunne have skrevet "store, nuttede oejne" ved alle.
Naar vi kommer i skole bliver vi moedt med smil, kram og et "goodmorning". Saa kan det ikke blive andet end en god dag! Jeg er i en boernehaveklasse, hvor der er en dreng, der begynder at graede hver gang han ser paa mig. Han er alt for kaer. Han graeder dagligt, siger laeren. De smaa boern raaber konstant efter een. Saa skal man se deres tegning eller ogsaa skal de lige sladre om en anden elev eller paa toilet. Men ens taalmodighed kommer ogsaa tit paa proeve. Jeg troede egentlig jeg havde mere taalmodighed end hvad jeg har. Det er varmens skyld... Hehehe.
Jeg bliver gladere og gladere for min familie hernede. Isaer Vanesa og Jose har faaet taget paa mig. Naar jeg kommer hjem fra en lang dag, saa skal der leges. Der er ikke noget der hedder 'jeg orker ikke' eller 'jeg vil godt vaere lidt alene'. Vi tegner, vi laver oevelser, loeber op og ned ad bakker og spiller et puslespil jeg har taget med. Den anden dag var jeg lidt nede. Foerst kom den ene ind og troestede mig ogsaa den anden og den tredje. Jeg kunne ikke lade vaere med at grine da Vanesa laa og troestede mig og sagde: 'Du skal bare lege med os, saa skal det hele nok gaa. Bare leg med os.'
Nu vil jeg smutte. Jeg haaber det gaar godt derhjemme og at vejrguderne ikke er alt for onde ved jer.
Naar vi kommer i skole bliver vi moedt med smil, kram og et "goodmorning". Saa kan det ikke blive andet end en god dag! Jeg er i en boernehaveklasse, hvor der er en dreng, der begynder at graede hver gang han ser paa mig. Han er alt for kaer. Han graeder dagligt, siger laeren. De smaa boern raaber konstant efter een. Saa skal man se deres tegning eller ogsaa skal de lige sladre om en anden elev eller paa toilet. Men ens taalmodighed kommer ogsaa tit paa proeve. Jeg troede egentlig jeg havde mere taalmodighed end hvad jeg har. Det er varmens skyld... Hehehe.
Jeg bliver gladere og gladere for min familie hernede. Isaer Vanesa og Jose har faaet taget paa mig. Naar jeg kommer hjem fra en lang dag, saa skal der leges. Der er ikke noget der hedder 'jeg orker ikke' eller 'jeg vil godt vaere lidt alene'. Vi tegner, vi laver oevelser, loeber op og ned ad bakker og spiller et puslespil jeg har taget med. Den anden dag var jeg lidt nede. Foerst kom den ene ind og troestede mig ogsaa den anden og den tredje. Jeg kunne ikke lade vaere med at grine da Vanesa laa og troestede mig og sagde: 'Du skal bare lege med os, saa skal det hele nok gaa. Bare leg med os.'
Nu vil jeg smutte. Jeg haaber det gaar godt derhjemme og at vejrguderne ikke er alt for onde ved jer.
Amor
Dame un corazon grande para amar
Dame un corazon fuerte para luchar
Unas veces hay amor para siempre,
otras veces solo hay sufrimiento...
Dame un corazon fuerte para luchar
Unas veces hay amor para siempre,
otras veces solo hay sufrimiento...
fredag den 25. februar 2011
La Esperanza
I dag er det fredag. Den sidste uges tid har vaeret rigtig god. Jeg bor nu i et nyt, lille samfund, som hedder La Esperanza. Her bor jeg med Maira (moren), Selvin (faren) og deres boern: 1. Wayner, 2. Selvin , 3. Ivan, 4. Vanessa og sidst, men ikke mindst 5. Jose. I starten troede jeg, at vi boede ca. 50 i huset, fordi der altid render alle mulige rundt inde i huset. En smule forvirrende. Men her bor ogsaa en pige, paa 20, som hedder Sheyla. De er alle sammen mega rare. Maira og Sheyla laver laekker mad til mig, Selvin er laerer, den aeldste soen er mekaniker, nummer 2, som hedder Selvin efter faderen, studerer til at blive laerer, saa jeg har hjulpet ham med nogle engelsk lektier. Ivan gaar i skole, det samme goer Vanessa og Jose. Vanessa snakker, fniser og tygger paa sit haar dagen lang, Jose siger ikke saa meget, men naar han goer, saa gaar det hurtigt og jeg tror endnu ikke, at jeg har forstaaet et eneste ord fra ham - men alligevel er han den jeg allerbedst kan lide! :-) Jeg har laert boernene i familien alfabetet paa engelsk. Det tog en evighed, men det var superhyggeligt.
Stort set alle hernede har rigtig svaert ved at udtale det engelske sprog. Ord som thirteen, thirty, eleven, I am, osv er rigtig svaere. Indtil videre har vi undervist i to 5. klasser. Det var vildt fedt at komme igang. Boernene er helt vilde efter at laere engelskog at laere os at kende. Det er rigtig skoent. Men det er sgu lidt svaert at undervise, naar man stort set aldrig har proevet det foer, aldrig er blevet fortalt, hvordan det skal goeres og ingen til at sige, om man goer det godt eller daarligt. Men jeg tror vi har nogenlunde styr paa det. Vi skal gaa langsomt frem, for engelsk er rigtig svaert for dem. Vi har laert dem tallene og paa et tidspunkt legede vi en leg, hvor de skulle kaste en bold og sige 1-2-3- osv op til 20. Det var en smule frustrerende, at nogle af pigerne ikke snakkede. Naar de fik bolden, kiggede de genert rundt og vi spurgte dem, hvad deres tal var. Saa smilte de bare og sagde ikke et ord. Det var ikke, fordi de ikke vidste det (det stod desuden ogsaa paa tavlen). Mange af pigerne er bare bange af sig... Hmm, jeg ved ikke rigtig, hvad man kan goere ved det. Jeg har lyst til at ruske dem, men det bliver det nok bare vaerre af. Taalmodighed og det at vi staar som kvinder og underviser, griner og er selvstaendige kan maaske i sig selv goere en lille forskel.
Jeg er atter havnet i en religioes familie. Jeg har vaeret i kirke - det var lidt slemt... Isaer for min bror styrede selve 'showet' og han kan virkelig ikke synge :-) Bagefter ville de have mig med til 'Culto'. Der maatte jeg saette graensen. (Culto = mere sang, mere beden til Gud og en masse tak bare i et privat hus) Jeg ved ikke, om de regner med, at jeg skal med i kirke hver soendag fra nu af...
Vil I se mit skema? Her kommer det (husker ikke lige tiderne):
Mandag: undervisning med 4. klasse, derefter 5. + 6. klasse og dagen afsluttes med leg med boernehave klassen.
Tirsdag: 5.a i 2 timer, derefter 5.b i 2 timer paa en anden skole. Om eftermiddagen skal vi undervise basico primero, segundo og tercero, de er lidt aeldre.
Onsdag: samme som mandag
Torsdag: undervisning kun om eftermiddagen af de unge og voksne, som oensker at laere engelsk.
Fredag: samme som tirsdag, bare at 5. klasserne er eskiftet ud med 6. klasserne.
Nu vil jeg smutte igen. Haaber alle derhjemme har det rigtig godt. Jeg savner min familie, lille Byrsted og min baby, Rynke. Men jeg har det skam rigtig godt. Jeg har haft besoeg af Wil, en fyr fra El Salvador, de sidste tre dage. Han rejste helt herop bare for at se lille mig (La Esperanza ligger taet paa kysten, 45 min fra Mexico) ... det synes jeg er lidt vildt!
Ps. JEG BOR I EN REGNSKOV!!! ¡Que chivo! Y bien bonito tambien.
Stort set alle hernede har rigtig svaert ved at udtale det engelske sprog. Ord som thirteen, thirty, eleven, I am, osv er rigtig svaere. Indtil videre har vi undervist i to 5. klasser. Det var vildt fedt at komme igang. Boernene er helt vilde efter at laere engelskog at laere os at kende. Det er rigtig skoent. Men det er sgu lidt svaert at undervise, naar man stort set aldrig har proevet det foer, aldrig er blevet fortalt, hvordan det skal goeres og ingen til at sige, om man goer det godt eller daarligt. Men jeg tror vi har nogenlunde styr paa det. Vi skal gaa langsomt frem, for engelsk er rigtig svaert for dem. Vi har laert dem tallene og paa et tidspunkt legede vi en leg, hvor de skulle kaste en bold og sige 1-2-3- osv op til 20. Det var en smule frustrerende, at nogle af pigerne ikke snakkede. Naar de fik bolden, kiggede de genert rundt og vi spurgte dem, hvad deres tal var. Saa smilte de bare og sagde ikke et ord. Det var ikke, fordi de ikke vidste det (det stod desuden ogsaa paa tavlen). Mange af pigerne er bare bange af sig... Hmm, jeg ved ikke rigtig, hvad man kan goere ved det. Jeg har lyst til at ruske dem, men det bliver det nok bare vaerre af. Taalmodighed og det at vi staar som kvinder og underviser, griner og er selvstaendige kan maaske i sig selv goere en lille forskel.
Jeg er atter havnet i en religioes familie. Jeg har vaeret i kirke - det var lidt slemt... Isaer for min bror styrede selve 'showet' og han kan virkelig ikke synge :-) Bagefter ville de have mig med til 'Culto'. Der maatte jeg saette graensen. (Culto = mere sang, mere beden til Gud og en masse tak bare i et privat hus) Jeg ved ikke, om de regner med, at jeg skal med i kirke hver soendag fra nu af...
Vil I se mit skema? Her kommer det (husker ikke lige tiderne):
Mandag: undervisning med 4. klasse, derefter 5. + 6. klasse og dagen afsluttes med leg med boernehave klassen.
Tirsdag: 5.a i 2 timer, derefter 5.b i 2 timer paa en anden skole. Om eftermiddagen skal vi undervise basico primero, segundo og tercero, de er lidt aeldre.
Onsdag: samme som mandag
Torsdag: undervisning kun om eftermiddagen af de unge og voksne, som oensker at laere engelsk.
Fredag: samme som tirsdag, bare at 5. klasserne er eskiftet ud med 6. klasserne.
Nu vil jeg smutte igen. Haaber alle derhjemme har det rigtig godt. Jeg savner min familie, lille Byrsted og min baby, Rynke. Men jeg har det skam rigtig godt. Jeg har haft besoeg af Wil, en fyr fra El Salvador, de sidste tre dage. Han rejste helt herop bare for at se lille mig (La Esperanza ligger taet paa kysten, 45 min fra Mexico) ... det synes jeg er lidt vildt!
Ps. JEG BOR I EN REGNSKOV!!! ¡Que chivo! Y bien bonito tambien.
onsdag den 16. februar 2011
Capzincito
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Det er måske bedre at I lige får et uddrag fra min dagbog:
(13/2-11)
Så sidder jeg her sgu. Jeg befinder mig nu i mit lille communidad, kaldet Capzincito. Landsbyen ligger midt ude i ingenting. Du kan tro, t i dag har været store tudedag. Her er ingen elektricitet, ingen vand, ingen bad, intet signal, ingen lys og mit toilet, som faktisk bare er et hul, ligger 300 m væk. Her er faktisk ingen af de ting, som Mellemfolkeligt Samvirke har lovet os. Jeg er så gal! De skulle aldrig have lovet os disse (basale) ting, når de på ingen måde er her. Hvornår kan jeg få et bad igen? Jo, ser du. Det kan jeg næste gang det regner... Jeg er oven i købet blevet syg. Den første aften sad jeg i 'min' families køkken og blev nærmest røgforgiftet (de har brændekomfur), derefter gik jeg i seng og frøs max, fik ondt i ryggen, af min bulede, hårde seng.
Nogen havde sagt til os, at vi skulle bo i en dal og tæt på en trafikkeret vej. Vi bor på et bjerg og ja, vi ser da en bil hver 2. time. Der er ikke så meget luft her, så man bliver forpustet af at gå 10 m. Når jeg skal ringe til nogen, skal jeg bestige endnu et bjerg.
Nu kan jeg se at mit stearinlys, som står i en klat tortilla-dej, er ved at brænde ud, så nu til det POSITIVE:
Her er utroligt smukt.Vi er omringet af bjerge med kæmpe sten. Desuden har jeg fået en superrar familie. Forældrene er præster (evangelister)... i dag ville de have mig med i kirke i 3 timer. Jeg takker Gud for, at jeg var syg. Da Sandra og jeg var på vej op for at tjekke vores kommende skole ud, rendte vi ind i en dame, der spurgte, om vi ikke skulle i kirke. Vi fortalte hende, at vi ikke er særlig religiøse. Hun svarede: "Nå okay, men alle har brug for at høre Guds ord en gang imellem". Hmm... ja, de er meget religiøse her. De fleste i byen er rigtig flinke ved os. De siger hej, farvel og hvordan går det. Men mange er også lidt bange for os, de tør ikke svare, når vi siger buenos dias. Sandra og jeg skal arbejde sammen med to unge lærer, kaldet Werner og José. De er brødre og ligner slet ikke alle de andre herfra. Vi mistænker dem for at være vampyrere. OPTUR - vi er med i Twilight!!! Nu vil jeg sove. Håber jeg har det bedre i morgen.
Ja, okay. I dag er det onsdag d. 16. Jeg befinder mig nu i Quetzaltenango, Guatemala. Vi blev hentet af PEILE (organisationen her i Guate) dagen efter. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har lyst til at råbe og skrige ind i hovedet af nogen. Det vi blev udsat for, var så nederen og trist. Hele min familie begyndte at græde, da jeg sagde, at vi skulle videre. Jeg var klar på at give det 2 uger, for at afprøve det, men sådan blev det ikke. Hele den her landsby, havde glædet sig til at vi skulle komme. Familien havde lavet mange forberedelser. Børnene tog så godt imod os. Men der var ikke de ting, som MS havde lovet os. Så nu bliver vi flyttet hen til en anden communidad. PEILE og MS arbejder åbenbart slet ikke sammen!!! GRRRR!!!!!!!nbvgfsakdsjgs!!!!!!!!!!!!!!
Jeg har aldrig været i så nederen en situation... at se på alle de mennesker, blive så skuffet. Det var så hårdt! PEILE havde sagt til os inden vi tog afsted, at vi kunne bare ringe, hvis der var det mindste. Sandras forældre havde snakket med MS, derfor blev vi hentet dagen efter. Men glade, det var de godt nok ikke. De sagde alt muligt lort med, at de ikke havde lovet os noget. Nej, det havde de heller ikke. Men det havde MS. Men så begyndte PEILE at sige, at de havde tjekket vores huse ud inden og at familierne havde snydt dem, ved at på en eller anden magisk måde havde fremstillet elektricitet og diverse imens de var der! MEN MEN MEN!! Hvis PEILE ikke havde lovet os det, hvorfor i alverden ville de så overhovedet tjekke om forholdene var i orden? Og som om min præste-far ville snyde nogen som helst??!!! Det kan godt være det ikke giver mening alt det her, men jeg er bare så sur lige nu. PEILE begyndte bare at sige: det var familiernes skyld, IKKE deres. Og min familie var så sød... SÅ DET GØR MIG GAAAL!!!!! Og så blev de ellers bare provokerende: "I skal vide, at vores land ikke er ligesom jeres... i skal nok få store, flotte huse at bo i... osv osv." DET ER FUCKING IKKE DET VI ER UDE EFTER!!!!!!!! Vi ville bare gerne kunne komme i kontakt med vores familie i DK(der var intet signal, intet sted at kunne oplade mobilen), tage et bad og Sandra ville gerne have sit eget værelse (hun sov med hele familien + 3 katte + høns) Vi kræver altså ikke det helt store...................... Det var i hvert fald ikke folkene i landsbyen der var noget galt med. De var så søde ved os.
Pt er jeg syg. Jeg har de sygeste mavesmerter(jeg har åbenbart fået nogle bakterier af en art), ondt i hoved/hals og ryggen. Men jeg håber det snart går over, for jeg har fået nogle piller hos lægen i dag. På lørdag tager vi videre mod vores nye communidad. Jeg vil bare gerne i gang med at arbejde. Jeg vil gerne i gang med at undervise, lege med børnene og få en hverdag med min nye familie... Vi har fået snakket med PEILE. Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke mig bedre på spansk, så jeg kunne fortælle dem, hvordan det har været for os. Jeg synes det er for dårligt, at MS og PEILE stort set ikke arbejder sammen. PEILE ved ikke engang, hvad MS lover.
Okay, jeg må hellere stoppe her, inden jeg kaster computeren ind i en væg.
(13/2-11)
Så sidder jeg her sgu. Jeg befinder mig nu i mit lille communidad, kaldet Capzincito. Landsbyen ligger midt ude i ingenting. Du kan tro, t i dag har været store tudedag. Her er ingen elektricitet, ingen vand, ingen bad, intet signal, ingen lys og mit toilet, som faktisk bare er et hul, ligger 300 m væk. Her er faktisk ingen af de ting, som Mellemfolkeligt Samvirke har lovet os. Jeg er så gal! De skulle aldrig have lovet os disse (basale) ting, når de på ingen måde er her. Hvornår kan jeg få et bad igen? Jo, ser du. Det kan jeg næste gang det regner... Jeg er oven i købet blevet syg. Den første aften sad jeg i 'min' families køkken og blev nærmest røgforgiftet (de har brændekomfur), derefter gik jeg i seng og frøs max, fik ondt i ryggen, af min bulede, hårde seng.
Nogen havde sagt til os, at vi skulle bo i en dal og tæt på en trafikkeret vej. Vi bor på et bjerg og ja, vi ser da en bil hver 2. time. Der er ikke så meget luft her, så man bliver forpustet af at gå 10 m. Når jeg skal ringe til nogen, skal jeg bestige endnu et bjerg.
Nu kan jeg se at mit stearinlys, som står i en klat tortilla-dej, er ved at brænde ud, så nu til det POSITIVE:
Her er utroligt smukt.Vi er omringet af bjerge med kæmpe sten. Desuden har jeg fået en superrar familie. Forældrene er præster (evangelister)... i dag ville de have mig med i kirke i 3 timer. Jeg takker Gud for, at jeg var syg. Da Sandra og jeg var på vej op for at tjekke vores kommende skole ud, rendte vi ind i en dame, der spurgte, om vi ikke skulle i kirke. Vi fortalte hende, at vi ikke er særlig religiøse. Hun svarede: "Nå okay, men alle har brug for at høre Guds ord en gang imellem". Hmm... ja, de er meget religiøse her. De fleste i byen er rigtig flinke ved os. De siger hej, farvel og hvordan går det. Men mange er også lidt bange for os, de tør ikke svare, når vi siger buenos dias. Sandra og jeg skal arbejde sammen med to unge lærer, kaldet Werner og José. De er brødre og ligner slet ikke alle de andre herfra. Vi mistænker dem for at være vampyrere. OPTUR - vi er med i Twilight!!! Nu vil jeg sove. Håber jeg har det bedre i morgen.
Ja, okay. I dag er det onsdag d. 16. Jeg befinder mig nu i Quetzaltenango, Guatemala. Vi blev hentet af PEILE (organisationen her i Guate) dagen efter. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har lyst til at råbe og skrige ind i hovedet af nogen. Det vi blev udsat for, var så nederen og trist. Hele min familie begyndte at græde, da jeg sagde, at vi skulle videre. Jeg var klar på at give det 2 uger, for at afprøve det, men sådan blev det ikke. Hele den her landsby, havde glædet sig til at vi skulle komme. Familien havde lavet mange forberedelser. Børnene tog så godt imod os. Men der var ikke de ting, som MS havde lovet os. Så nu bliver vi flyttet hen til en anden communidad. PEILE og MS arbejder åbenbart slet ikke sammen!!! GRRRR!!!!!!!nbvgfsakdsjgs!!!!!!!!!!!!!!
Jeg har aldrig været i så nederen en situation... at se på alle de mennesker, blive så skuffet. Det var så hårdt! PEILE havde sagt til os inden vi tog afsted, at vi kunne bare ringe, hvis der var det mindste. Sandras forældre havde snakket med MS, derfor blev vi hentet dagen efter. Men glade, det var de godt nok ikke. De sagde alt muligt lort med, at de ikke havde lovet os noget. Nej, det havde de heller ikke. Men det havde MS. Men så begyndte PEILE at sige, at de havde tjekket vores huse ud inden og at familierne havde snydt dem, ved at på en eller anden magisk måde havde fremstillet elektricitet og diverse imens de var der! MEN MEN MEN!! Hvis PEILE ikke havde lovet os det, hvorfor i alverden ville de så overhovedet tjekke om forholdene var i orden? Og som om min præste-far ville snyde nogen som helst??!!! Det kan godt være det ikke giver mening alt det her, men jeg er bare så sur lige nu. PEILE begyndte bare at sige: det var familiernes skyld, IKKE deres. Og min familie var så sød... SÅ DET GØR MIG GAAAL!!!!! Og så blev de ellers bare provokerende: "I skal vide, at vores land ikke er ligesom jeres... i skal nok få store, flotte huse at bo i... osv osv." DET ER FUCKING IKKE DET VI ER UDE EFTER!!!!!!!! Vi ville bare gerne kunne komme i kontakt med vores familie i DK(der var intet signal, intet sted at kunne oplade mobilen), tage et bad og Sandra ville gerne have sit eget værelse (hun sov med hele familien + 3 katte + høns) Vi kræver altså ikke det helt store...................... Det var i hvert fald ikke folkene i landsbyen der var noget galt med. De var så søde ved os.
Pt er jeg syg. Jeg har de sygeste mavesmerter(jeg har åbenbart fået nogle bakterier af en art), ondt i hoved/hals og ryggen. Men jeg håber det snart går over, for jeg har fået nogle piller hos lægen i dag. På lørdag tager vi videre mod vores nye communidad. Jeg vil bare gerne i gang med at arbejde. Jeg vil gerne i gang med at undervise, lege med børnene og få en hverdag med min nye familie... Vi har fået snakket med PEILE. Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke mig bedre på spansk, så jeg kunne fortælle dem, hvordan det har været for os. Jeg synes det er for dårligt, at MS og PEILE stort set ikke arbejder sammen. PEILE ved ikke engang, hvad MS lover.
Okay, jeg må hellere stoppe her, inden jeg kaster computeren ind i en væg.
torsdag den 10. februar 2011
Fjollet info
Hunde paa taget: hernede har alle (mas o menos) hunde paa deres flade tag, for at beskytte mod indbrud. Stakkels hunde, taenker jeg bare. De holder ikke hunde, som vi goer derhjemme. Ejemplo: En pige, der hedder Sonja, har mistet sin hund derhjemme i dk. Det er hun selvfoelgelig rigtig ked af. Da jeg fortalte min spansklaerer om dette, begyndte han naermest at grine. Grrr!
Tortillas: jeg har endnu ikke faaet et maaltid uden tortillas til. Heldigt for mig, at jeg elsker dem.
Paa internet cafeen: det er meget normalt, at de andre paa internetcaffen laeser dine private beskeder over dine skuldre. De proever faktisk ikke engang at skjule det.
Busserne: de gamle, gule skolebusser fra 50'erne i Amerika er paa et eller andet tidspunkt blevet koert herned og fungere nu som de offentlige busser. De er paent slidte, men meget flotte. Desuden er der ogsaa mange privat busser, som altid er totalt proppet. Men det er billigt. 1,25 quetzales (= 0 kr. ca.)
Soede boern: Det er ikke kun i DK at boern siger: "Ved du hved? Ved du hvad?" I mit hus, bor de soedste smaa piger paa 4 og 5. Naar jeg kommer hjem fra undervisning, bliver jeg moedt af: "¿Sabes que? ¿Sabes que?" ogsaa fortaeller de oftest noget a la: "min veninde har sparket mig" eller "jeg har glemt min blyant paa skolen."
Naa, nu maa jeg smutte. Adios!
Tortillas: jeg har endnu ikke faaet et maaltid uden tortillas til. Heldigt for mig, at jeg elsker dem.
Paa internet cafeen: det er meget normalt, at de andre paa internetcaffen laeser dine private beskeder over dine skuldre. De proever faktisk ikke engang at skjule det.
Busserne: de gamle, gule skolebusser fra 50'erne i Amerika er paa et eller andet tidspunkt blevet koert herned og fungere nu som de offentlige busser. De er paent slidte, men meget flotte. Desuden er der ogsaa mange privat busser, som altid er totalt proppet. Men det er billigt. 1,25 quetzales (= 0 kr. ca.)
Soede boern: Det er ikke kun i DK at boern siger: "Ved du hved? Ved du hvad?" I mit hus, bor de soedste smaa piger paa 4 og 5. Naar jeg kommer hjem fra undervisning, bliver jeg moedt af: "¿Sabes que? ¿Sabes que?" ogsaa fortaeller de oftest noget a la: "min veninde har sparket mig" eller "jeg har glemt min blyant paa skolen."
Naa, nu maa jeg smutte. Adios!
onsdag den 9. februar 2011
XELA
Nu befinder jeg mig i smukke, smukke Guatemala. Jeg har ikke saa meget tid lige nu, saa det bliver nok lidt rodet og kort.
Jeg bor ved verdens soedeste familie her i Xela. (Xela er den 2. stoerste by i Guate). Moren hedder Angelina og har 7 dejlige boern og hun har ogsaa de soedste boerneboern. Desvaerre er denne familie kun midlertidig, for paa loerdag skal Sandra og jeg videre ud til vores lille communidad - ogsaa skal der undervises i engelsk. Jeg glaeder mig supermeget.
I gaar fik vi lidt info om vores lille by:
Vi skal bo i en dal = varmere end her i Xela som ligger en smule hoejt. Der er meget sol = yeaaay! Der bor omkring 40 familier, og der er vidst nok kun en skole med 2 aulaer, altsaa kun to rum. Der er ikke saa mange boern i byen, men dem der er skal vi daelme nok faa laert noget engelsk :-) Desuden var der mange unde (12-13-aarige) der bliver gravide, saa vi skal helt sikkert ogsaa have gang i noget seksualundervisning.
Vand skal hentes ca 4 km vaek. Han kunne ikke fortaelle os, om der er elektricitet, men jeg haaber haaber. Jeg har desvaerre ikke faaet noget at vide om min familie endnu. Jeg haaber de laver lige saa god mad som Angelina. Far - jeg tror maaske du har moedt din overmand... eller maaske ligemand. Hun laver de laekreste tortillas. Her til morgen fik jeg omelet med poelser i!!! Licious.
Naa, jeg maa smutte. Skal paa museum og maaske koebe mig en nationaldragt-lignende-thingy!
Bye
ps. har koebt en mobil hernede, her er mit nummer: 59042319
men man skal nok saette nogle tal foran, jeg ved ikke lige, hvad det er for nogen.
Jeg bor ved verdens soedeste familie her i Xela. (Xela er den 2. stoerste by i Guate). Moren hedder Angelina og har 7 dejlige boern og hun har ogsaa de soedste boerneboern. Desvaerre er denne familie kun midlertidig, for paa loerdag skal Sandra og jeg videre ud til vores lille communidad - ogsaa skal der undervises i engelsk. Jeg glaeder mig supermeget.
I gaar fik vi lidt info om vores lille by:
Vi skal bo i en dal = varmere end her i Xela som ligger en smule hoejt. Der er meget sol = yeaaay! Der bor omkring 40 familier, og der er vidst nok kun en skole med 2 aulaer, altsaa kun to rum. Der er ikke saa mange boern i byen, men dem der er skal vi daelme nok faa laert noget engelsk :-) Desuden var der mange unde (12-13-aarige) der bliver gravide, saa vi skal helt sikkert ogsaa have gang i noget seksualundervisning.
Vand skal hentes ca 4 km vaek. Han kunne ikke fortaelle os, om der er elektricitet, men jeg haaber haaber. Jeg har desvaerre ikke faaet noget at vide om min familie endnu. Jeg haaber de laver lige saa god mad som Angelina. Far - jeg tror maaske du har moedt din overmand... eller maaske ligemand. Hun laver de laekreste tortillas. Her til morgen fik jeg omelet med poelser i!!! Licious.
Naa, jeg maa smutte. Skal paa museum og maaske koebe mig en nationaldragt-lignende-thingy!
Bye
ps. har koebt en mobil hernede, her er mit nummer: 59042319
men man skal nok saette nogle tal foran, jeg ved ikke lige, hvad det er for nogen.
søndag den 30. januar 2011
Den sidste tid i Suchitoto
Bare overskriften giver mig lyst til at tude. Jeg har virkelig haft det så dejligt her i den lille, rolige by. Vi rejser mod Guatemala på torsdag (d. 3). Jeg har ikke lyst til at rejse allerede. Selvom hele pointen med min rejse, jo er mit volontørophold i Guatemala. Jeg glæder mig da også max til at møde min familie, komme igang med at undervise i engelsk og lære en masse spansk. But still... Så bliver alle volontørerne splittet ad, jeg bliver tvunget til at sige farvel til alle mine el salvadorianske venner, min spansklærer, poolen og ikke flere gode stunder på El Necio. Altsåå :-(
Men jeg må bare nyde den sidste tid... Hvad har jeg ellers lavet på det sidste? Jo, ser du. Vi har haft en masse at gøre med en gruppe unge, fra et sted, der hedder Sitio Zapotal. Vi har bl.a. spillet fodbold med dem, leget en masse lege, inviteret dem på aftensmad og ikke mindst DANSET! Jeg troede, at jeg havde ok styr på mit shit på et dansegulv, lige indtil jeg fandt ud af, at jeg faktisk har bundet to store betonklodser til mine ben. De går amok hernede og det ser så fedt ud og jeg ville så meget ønske, at min mor havde tvunget mig til dans lige da jeg begyndte at kunne gå. De er alle selvlært, de har rytme og et par ekstra led i hofterne. Og når fyrene danser, er det ikke sådan gay dans, så det er fedt! I sidste weekend boede vi i par hos en familie i Zapotal. Jonas og jeg kom hen til en fantastisk familie. Oti, Jorge, Camilo og Wil. Jeg lavede mad med moren, vaskede op og hele molevitten. Det var en rigtig god oplevelse og hvis jeg nogensinde kommer tilbage, ved jeg, at jeg har et sted, hvor jeg kan bo.
Bum bum, hvad har vi ellers lavet at sjove ting? Den anden nat fik vi besøg af politiet. Funny story. Vi var et par stykker, der holdt fest på platformen og spillede alt for højt musik (uden at tænke over det). Det ringede pludselig på døren og jeg åbner. Okay, der står ikke nogen, jeg skal lige til at lukke i, da der dukker to hoveder op på hver sin side. Jeg ser to politimænd, der ser overgenerte ud. Jeg bliver en smule chokeret og bange, fordi de står med deres slåpinde, pistoler, macheter osv. (dét vænner man sig virkelig ikke til, selvom man ser det overalt). Den ene begynder at hviske, siger undskyld gentagne gange og beder mig om at skrue bare en lille bitte smule ned. Jeg undskylder mange gange og vi slukker straks for musikken etc. Det var først bagefter, jeg kom til at tænke på, hvor underlig en situation, det egentlig havde været. Hvorfor skulle DE være urolige ved at snakke med MIG? Hvad kunne jeg gøre? Prikke dem i øjet? Men det er selvfølgelig også bare en uniform de tager på... de er vel helt almindelige mennesker + våben. Som de fleste andre, behandler de os rigtig godt. Nogen gange for godt. Nogen kunne godt trænge til at indse, at vi også bare er mennesker, i vores 'hvide skind-uniform'.
Og nu til noget helt andet. MISSEMOR FØDTE I GÅR AFTES!!! 6 små, grimme killinger. Åh, de er så nuser. Hvor lang tid går der egentlig, før sådan nogle åbner øjnene? Vi var allesammen ved at være bange for, at vi skulle have nøjes med at glo på dens tykkende, vraklende mave i en hel måned, uden at se resultater. Nu har den født... i Sonjas seng. Sonja, som ikke kan tåle katte. Hun ved det heldigvis ikke endnu. Jeg glæder mig til at se hendes udtryk ;-)
De andre er taget på vandfaldstur, Sandra og jeg valgte at blive på platformen. Til dels fordi vi trængte til at slappe af. Vi har ikke haft en chill-weekend siden DK, og til dels fordi vi har set vandfaldet (Iguazu), til dels fordi vi er nogle fattige tøsebørn... men nok allermest fordi... Ja, mor, jeg ved godt du sagde, at jeg ikke måtte forelske mig hernede. Pero no es mi culpa (men det er ikke min skyld). Øv, hvor bliver det hårdt at sige farvel.
Men jeg må bare nyde den sidste tid... Hvad har jeg ellers lavet på det sidste? Jo, ser du. Vi har haft en masse at gøre med en gruppe unge, fra et sted, der hedder Sitio Zapotal. Vi har bl.a. spillet fodbold med dem, leget en masse lege, inviteret dem på aftensmad og ikke mindst DANSET! Jeg troede, at jeg havde ok styr på mit shit på et dansegulv, lige indtil jeg fandt ud af, at jeg faktisk har bundet to store betonklodser til mine ben. De går amok hernede og det ser så fedt ud og jeg ville så meget ønske, at min mor havde tvunget mig til dans lige da jeg begyndte at kunne gå. De er alle selvlært, de har rytme og et par ekstra led i hofterne. Og når fyrene danser, er det ikke sådan gay dans, så det er fedt! I sidste weekend boede vi i par hos en familie i Zapotal. Jonas og jeg kom hen til en fantastisk familie. Oti, Jorge, Camilo og Wil. Jeg lavede mad med moren, vaskede op og hele molevitten. Det var en rigtig god oplevelse og hvis jeg nogensinde kommer tilbage, ved jeg, at jeg har et sted, hvor jeg kan bo.
Bum bum, hvad har vi ellers lavet at sjove ting? Den anden nat fik vi besøg af politiet. Funny story. Vi var et par stykker, der holdt fest på platformen og spillede alt for højt musik (uden at tænke over det). Det ringede pludselig på døren og jeg åbner. Okay, der står ikke nogen, jeg skal lige til at lukke i, da der dukker to hoveder op på hver sin side. Jeg ser to politimænd, der ser overgenerte ud. Jeg bliver en smule chokeret og bange, fordi de står med deres slåpinde, pistoler, macheter osv. (dét vænner man sig virkelig ikke til, selvom man ser det overalt). Den ene begynder at hviske, siger undskyld gentagne gange og beder mig om at skrue bare en lille bitte smule ned. Jeg undskylder mange gange og vi slukker straks for musikken etc. Det var først bagefter, jeg kom til at tænke på, hvor underlig en situation, det egentlig havde været. Hvorfor skulle DE være urolige ved at snakke med MIG? Hvad kunne jeg gøre? Prikke dem i øjet? Men det er selvfølgelig også bare en uniform de tager på... de er vel helt almindelige mennesker + våben. Som de fleste andre, behandler de os rigtig godt. Nogen gange for godt. Nogen kunne godt trænge til at indse, at vi også bare er mennesker, i vores 'hvide skind-uniform'.
Og nu til noget helt andet. MISSEMOR FØDTE I GÅR AFTES!!! 6 små, grimme killinger. Åh, de er så nuser. Hvor lang tid går der egentlig, før sådan nogle åbner øjnene? Vi var allesammen ved at være bange for, at vi skulle have nøjes med at glo på dens tykkende, vraklende mave i en hel måned, uden at se resultater. Nu har den født... i Sonjas seng. Sonja, som ikke kan tåle katte. Hun ved det heldigvis ikke endnu. Jeg glæder mig til at se hendes udtryk ;-)
De andre er taget på vandfaldstur, Sandra og jeg valgte at blive på platformen. Til dels fordi vi trængte til at slappe af. Vi har ikke haft en chill-weekend siden DK, og til dels fordi vi har set vandfaldet (Iguazu), til dels fordi vi er nogle fattige tøsebørn... men nok allermest fordi... Ja, mor, jeg ved godt du sagde, at jeg ikke måtte forelske mig hernede. Pero no es mi culpa (men det er ikke min skyld). Øv, hvor bliver det hårdt at sige farvel.
De uskyldige danskere (fortsat)
Nå, jeg må hellere starte ud med at fortælle historien om de 6 uskyldige danskere. Ja, vi lå Andreas, Camilla, Mie, Jonas, Sandra og jeg på stranden. Vi kiggede på den flotte stjernehimmel og håbede på at se stjerneskud. Vi lå stort set i en kæmpe ske. Det var superhyggeligt. Mere uskyldigt bliver det ikke, vel? Jeg kigger og kigger, da jeg hører en mandestemme. Jeg fatter nada af, hvad han siger, kigger ikke op og håber på at han snart går væk. Pludselig kan jeg mærke at alle rejser sig - hurtigt. Jeg ser ham og tænker OMG!!! Han var en rimelig stor fyr og den sten han holdt i hånden var på størrelse med mit hoved. Han stod på en meget truende måde og begyndte lige pludselig at råbe. Vi blev alle hurtigt ædru (ikke fordi vi var vildt fulde) og var helt oppe på dupperne. Han sagde: "Mata!" (Jeg dræber) og noget med 50 cent. Vi forsøgte at berolige ham, samtidig med at vi gik hen mod en restaurant. Jeg var sikker på, at vi alle skulle dø, inden vi nåede hen til den restaurant. Da vi endelig kom derhen, var der ingen der ville hjælpe os. Vi kunne se at alle tjenerne blev bange og på ingen måde ville blande sig. Han tilhørte banden Mara Salvatrucha, som er en af verdens farligste og største bander. Jeg havde hørt og læst om banden inden og var derfor utrolig bange og utrolig sikker på, at jeg skulle dø. Sandra og jeg holdt i hånd og rystede som lespeløv.
Andreas prøvede at få ham til at falde til ro ved at 'mandeflirte' med ham, som han selv kalder det. Det hjalp heldigvis, men fyren var så fuld og langt væk på stoffer, at man aldrig kunne vide sig sikker. Vi ville hen på vores hostel, pakke vores ting og så bare så langt væk som overhovedet muligt. Han kunne jo sagtens bare ringe efter sine 'homies', som måske ville have haft andre former for våbner end sten. Men der var ca 200 m hen til vores hostel og 200 m er altså langt, når du ikke kan se, om en fyr med tatoveringer fra MS følger efter dig.
Men vi kom derhen. Sandra og jeg gik straks hen til dørmanden og fortalte, hvad der var sket, og man kunne se han tog det mere end seriøst, for han begyndte at løbe rundt og fandt en pistol frem og advarede de andre dørmænd udenfor. Han forsikrede os, at der ikke ville ske os noget, men jeg sov ikke særlig godt den nat. Jeg følte mig først sikker, da jeg kom tilbage til Suchitoto. Jeg skal aldrig mere bade på El Tunco igen.
Vi forstod egentlig ikke, hvorfor han mente, at vi bare skulle dø. Vi havde snakket meget lidt med ham tidligere på aftenen, hvor vi bestilte margaritas. Han spurgte om vi kunne lide maragaritas, vi fortalte ham stille og roligt, at det kunne vi godt... Jonas havde sagt "Adios!" (en smule provokerende) da han kom hen til os, men han havde en sten i hånden inden da. Og hvorfor han begyndte at snakke om 50 Cent, vil jeg tænke over resten af mit liv. Sandra troede (hahaha), at han ville have 50 cent. Jeg tror måske, han ville fortælle os, at han også var blevet skudt før... pero no sé (men jeg ved det ikke).
Men vi lever allesammen og har det utroligt godt og sikkert her i dejlige Suchitoto!
torsdag den 20. januar 2011
San Salvador, El Tunco og 50 cent
Bienvenido a mi blog! Jeg sidder i koekkenet/stuen/spisestuen/altanen på platformen i Suchitoto. Det er egentlig bare et "rum" med tag over. Man tænker ikke rigtig over, at man sidder udenfor, fordi der er så god damn varmt :-) Man ser dog musene, rotterne, myrerne, myggene (eller dem ser man aldrig, men tro mig og sårene på mine ben - de er her!), kakkerlakkerne, miderne, salamanderne osv.
Et par stykker fra platformen er taget ned for at spise pizza, men jeg er på køkkenhold med Jonas, så det er no go. Vi har vores egen madmor, som laver rigtig lækker mad til os. Hun hedder Yolanda. I dag står den på kartoffellasagne. Nogen gange kan jeg dog godt savne den danske mad... eller rettere: min fars mad (som sjælden er dansk). Yolanda er til tider lidt for glad for grøntsager.
For tiden er der mange syge. En pige har fået at vide, at hun har to forskellige slags amøber i kroppen og en fyr har kastet op og har haft diarre siden torsdag og en tredje er dækket af underlige røde knopper. Jeg har heldigvis ikke rigtig fejlet noget. Lige pt lider jeg dog lidt af tømmermænd, men det er heldigvis ikke noget længerevarende. Vi var på bar i går. El Necio. Alle burde smage deres margaritas og mojitos. Bare ikke for mange!
Nå, nu lidt om min weekend:
Fredag morgen tog vi til San Salvador, hovedstaden. Vi så et fattigt område kaldet Las Victorias. Der bor en masse mennesker oven på en gammel losseplads og de bor i små skure, lavet af bliktag og skrald. Der flyder skrald over det hele, spildevandet løber langs husene og der er giftige gasser, der damper op fra jorden og skaber deforme børn. Det var ret forfærdeligt at se. Men som de fleste andre man mæder hernede, så smiler de og hilser. Deres største ønske, at at få lov til at eje den jord de bor på, men staten vil selvfølgelig ikke give dem lov til at bo på så farlig en losseplads (hvor der oven i købet er tilfælde af enorme jordskred). Det er lidt af et dilemma, for de kan heller ikke flytte dem, for der er ikke plads til dem nogen steder. El Salvador er overbefolket. Der var en der fortalte, at den længste afstand mellem 2 huse i hele El Salvador ikke engang er på 1 km.
Senere den aften spiste vi på en mexicansk restaurant. Maden var lækker, men der var et lettere irreterende orkester som gik helt amok, så vi skulle sidde og råbe til hinanden. Men det var nu meget sjovt. Senere stod den på bar (atter) og der var virkelig nice. God musik, lækre drinks og nice guys med dreadlocks og lidt af hvert, der kunne ryste røv. Crazy!
Dagen efter stod den på strand for 6 af os. Camilla, Mie, Andreas, Sandra, Jonas og jeg. El Tunco hedder stranden. Det var en herlig strand. Store gode bølger, vandet var varmt, der var palmer og det hele. Vi chillede hele dagen lang ved den strand. Jeg ville ønske, at Lasse kunne have været der, for han ville have elsket de bølger. Hvis man lige fangede en bølge ordentligt, så kunne man komme helt ind til vandkanten. FEDT! Nå, nu skal vi til at spise. Glæd jer til at høre om historien om 6 uskyldige danskere, der kiggede på stjerner, da en fyr fra MS 13 pludselig dukkede op og ville dræbe dem med en kæmpe sten.
Kys og kram
Ps. Bare rolig, vi er ok! Skriver snart igen.
Et par stykker fra platformen er taget ned for at spise pizza, men jeg er på køkkenhold med Jonas, så det er no go. Vi har vores egen madmor, som laver rigtig lækker mad til os. Hun hedder Yolanda. I dag står den på kartoffellasagne. Nogen gange kan jeg dog godt savne den danske mad... eller rettere: min fars mad (som sjælden er dansk). Yolanda er til tider lidt for glad for grøntsager.
For tiden er der mange syge. En pige har fået at vide, at hun har to forskellige slags amøber i kroppen og en fyr har kastet op og har haft diarre siden torsdag og en tredje er dækket af underlige røde knopper. Jeg har heldigvis ikke rigtig fejlet noget. Lige pt lider jeg dog lidt af tømmermænd, men det er heldigvis ikke noget længerevarende. Vi var på bar i går. El Necio. Alle burde smage deres margaritas og mojitos. Bare ikke for mange!
Nå, nu lidt om min weekend:
Fredag morgen tog vi til San Salvador, hovedstaden. Vi så et fattigt område kaldet Las Victorias. Der bor en masse mennesker oven på en gammel losseplads og de bor i små skure, lavet af bliktag og skrald. Der flyder skrald over det hele, spildevandet løber langs husene og der er giftige gasser, der damper op fra jorden og skaber deforme børn. Det var ret forfærdeligt at se. Men som de fleste andre man mæder hernede, så smiler de og hilser. Deres største ønske, at at få lov til at eje den jord de bor på, men staten vil selvfølgelig ikke give dem lov til at bo på så farlig en losseplads (hvor der oven i købet er tilfælde af enorme jordskred). Det er lidt af et dilemma, for de kan heller ikke flytte dem, for der er ikke plads til dem nogen steder. El Salvador er overbefolket. Der var en der fortalte, at den længste afstand mellem 2 huse i hele El Salvador ikke engang er på 1 km.
Senere den aften spiste vi på en mexicansk restaurant. Maden var lækker, men der var et lettere irreterende orkester som gik helt amok, så vi skulle sidde og råbe til hinanden. Men det var nu meget sjovt. Senere stod den på bar (atter) og der var virkelig nice. God musik, lækre drinks og nice guys med dreadlocks og lidt af hvert, der kunne ryste røv. Crazy!
Dagen efter stod den på strand for 6 af os. Camilla, Mie, Andreas, Sandra, Jonas og jeg. El Tunco hedder stranden. Det var en herlig strand. Store gode bølger, vandet var varmt, der var palmer og det hele. Vi chillede hele dagen lang ved den strand. Jeg ville ønske, at Lasse kunne have været der, for han ville have elsket de bølger. Hvis man lige fangede en bølge ordentligt, så kunne man komme helt ind til vandkanten. FEDT! Nå, nu skal vi til at spise. Glæd jer til at høre om historien om 6 uskyldige danskere, der kiggede på stjerner, da en fyr fra MS 13 pludselig dukkede op og ville dræbe dem med en kæmpe sten.
Kys og kram
Ps. Bare rolig, vi er ok! Skriver snart igen.
mandag den 10. januar 2011
Hej laekker udsigt
(Lago de Suchitoto)
Saa er undervisningen gaaet i gang. Tro det eller ej - det er vildt skoent. Jeg glaeder mig saadan til at laere en masse spansk. Min laere er rigtig rar. Hun hedder Beatriz, 22 aar gammel og fniser hele tiden. Hun kan ikke et ord engelsk, men det goer ikke noget, for jeg er sygt klog, men nok ogsaa til dels, fordi hun er god til at forklare tingene med haenderne og med tegninger ;-) Vi er to om en laerer, saa ikke noget med at gemme sig lidt i baggrunden eller smaasove. Vores undervisning foregaar udenfor og vi har udsigt ud over Suchitotos store soe. Aaah, det er saa smukt. Inspiration er der nok af. Jeg kom til at afbryde undervisningen et par gange i dag... foerst saa jeg et kaempe egern, som jeg syntes alle andre ogsaa skulle se, derefter var der to eksotiske fugle, der slogedes (slaas?), som jeg blev vaeldig fascineret af og andre gange kigger jeg bare udover sooen og siger: "Aahhhhh!"
Jeg har det sgu godt. Jeg faar god mad. Jeg faar i hvert fald spist en masse frugter; papaya, melon, ananas, bananer og aebler. Jeg faar dog ogsaa spist en stor maengde is... der er bare saa varmt, saa nogen gange kan man ikke taenke paa andet end is eller en kold cola eller den ultra laekre pool ved hotellet El Tejado eller en mojito. Men jeg savner dog min lille baby. Den anden dag, da jeg skypede med min mor og far, kaldte jeg paa ham og han loeb forvirret rundt under skrivebordet. Det var ret soedt. Her paa platformen, er der to 6 maaneder gamle katte, som er hoejgravide. Jeg haaber de faar killinger imens vi er her. Den ene har sovet i Sandras seng i dag, saa jeg er spaendt paa om hun vaagner op med diverse roede prikker i morgen. Haehae! Kryds fingre for mig ;-)
Naa, jeg vil hoppe i seng. Mit hoved skal vaere klar paa 3,5 timers spanskundervisning i morgen. Haaber alle har det godt derhjemme. Jeg hoerer at sneen er ved at smelte? Good for you.
Un beso :-*
torsdag den 6. januar 2011
Elll Salvadorrr
Helloooooo wonderful country numero 3! Saa er vi daelme dytme i El Salvador. Og indtil videre elsker jeg det. Vi bor i en muy lille by, som hedder Suchitoto. Her er megahygge, alle hilser (og sender kys), der er markeder og alt er BILLIGT! Lad mig starte ud med at fortaelle lidt om Iguazu Falls og den lange rejse herhen:
Vi valgte spontant at tage til Iguazu alligevel (det var planen, men Romina droppede det) for vi ville bare ikke gaa glip af det. Det blev ret dyrt, men hvor var det bare hver en peso vaerd! Det var saa smuuuukt! Har aldrig og vil sikkert aldrig, se noget lignende. Hvis jeg skulle beskrive det med et ord, ville det vaere: VOLDSOMT! Saa meget vand paa et sted. Vandfaldet er omgivet af regnskov og det var vildt fedt at opleve. Vi saa en masse lianer, farverige sommerfugle, smukke fugle, leguaner, gigant-edderkoppe og et andet underligt/soedt dyr. Vi sejlede med en baad rigtig taet paa vandfaldene, det var fantastisk! Vi blev pladskvaade, men det var alt for fedt. Da turen var faerdig gik vi rundt og hyggede og tog billeder. Hvad er klokken? Fuckity! Der var kun en halv time til, at bagageopbevaringsrummet lukkede. P-A-N-I-K! Vi loeb forvirrede op og ned af stejle bakker, smaa stier og glatte broer. Vi loeb forbi folk og raabte PERMISO! Det betyder noget i retningen af Undskyld mig eller lad mig. Og jeg siger dig, vi har aldrig vaeret grimmere. Vi svedte max, vores toej var helt vaadt, vi var knaldroede i ansigterne og vi spurtede rundt med et skraemt udtryk i ansigtet. Jeg forstaar godt, hvorfor alle gloede og grinte af os. Naar jeg taenker tilbage, synes jeg sgu ogsaa at det er noget af det sjoveste :-D Men vi naaede lige praecis at faa vores bagage.
Saa skulle vi med fly fra Iguazu til Buenos Aires.
Fra BA til Peru.
Fra Peru til Ecuador.
Fra Ecuador til El Salvador.
Spoerg mig om vi var traette da vi ankom? Vi var bange for. at der ikke ville staa nogle fra platformen, da vi ankom. Men Junior stod der heldigvis med et skilt, hvor der stod "Global Platform". Vi var lykkelige. Nu faar I lige stikord, for der er alt for varmt i det her rum, til at jeg orker meget mere.
- Alene paa platformen, de andre kommer den naeste dag (i dag)
- Meget bange, mange underlige lyde.
- I dag: stod tidligt op og vaskede toej (i haanden), koebte et nyt haandklaede, som kunne erstatte mit lorterejsehaandklaede og andre smaating, tog hen paa hotel, hvor de har en kaempe pool. Im in love. Paradise om earth. Den flotteste udsigt over Suchitotos enorme soe.
- Nu: sveder, venter paa de andre kommer. Glaeder mig til at se dem.
Bye bye
Vi valgte spontant at tage til Iguazu alligevel (det var planen, men Romina droppede det) for vi ville bare ikke gaa glip af det. Det blev ret dyrt, men hvor var det bare hver en peso vaerd! Det var saa smuuuukt! Har aldrig og vil sikkert aldrig, se noget lignende. Hvis jeg skulle beskrive det med et ord, ville det vaere: VOLDSOMT! Saa meget vand paa et sted. Vandfaldet er omgivet af regnskov og det var vildt fedt at opleve. Vi saa en masse lianer, farverige sommerfugle, smukke fugle, leguaner, gigant-edderkoppe og et andet underligt/soedt dyr. Vi sejlede med en baad rigtig taet paa vandfaldene, det var fantastisk! Vi blev pladskvaade, men det var alt for fedt. Da turen var faerdig gik vi rundt og hyggede og tog billeder. Hvad er klokken? Fuckity! Der var kun en halv time til, at bagageopbevaringsrummet lukkede. P-A-N-I-K! Vi loeb forvirrede op og ned af stejle bakker, smaa stier og glatte broer. Vi loeb forbi folk og raabte PERMISO! Det betyder noget i retningen af Undskyld mig eller lad mig. Og jeg siger dig, vi har aldrig vaeret grimmere. Vi svedte max, vores toej var helt vaadt, vi var knaldroede i ansigterne og vi spurtede rundt med et skraemt udtryk i ansigtet. Jeg forstaar godt, hvorfor alle gloede og grinte af os. Naar jeg taenker tilbage, synes jeg sgu ogsaa at det er noget af det sjoveste :-D Men vi naaede lige praecis at faa vores bagage.
Saa skulle vi med fly fra Iguazu til Buenos Aires.
Fra BA til Peru.
Fra Peru til Ecuador.
Fra Ecuador til El Salvador.
Spoerg mig om vi var traette da vi ankom? Vi var bange for. at der ikke ville staa nogle fra platformen, da vi ankom. Men Junior stod der heldigvis med et skilt, hvor der stod "Global Platform". Vi var lykkelige. Nu faar I lige stikord, for der er alt for varmt i det her rum, til at jeg orker meget mere.
- Alene paa platformen, de andre kommer den naeste dag (i dag)
- Meget bange, mange underlige lyde.
- I dag: stod tidligt op og vaskede toej (i haanden), koebte et nyt haandklaede, som kunne erstatte mit lorterejsehaandklaede og andre smaating, tog hen paa hotel, hvor de har en kaempe pool. Im in love. Paradise om earth. Den flotteste udsigt over Suchitotos enorme soe.
- Nu: sveder, venter paa de andre kommer. Glaeder mig til at se dem.
Bye bye
søndag den 2. januar 2011
Party in the ARG
Romina har et skønt hus. Det er virkelig stort. Men det bedste ved huset er det, der ligger udenfor. EN POOL! Jeg har ingen idé om, hvor mange timer vi har tilbragt i den pool. Hvordan folk hernede, kan overleve uden en pool, er mig en gåde. Vi har lagt og daset ved den hver dag. Mit (undervands)kamera har rigtig fået lov til at shine. Vi har taget nogle rigtig fede billeder! Jeg kan ikke lige overskue at fortælle om hver eneste dag her i Corrientes, men jeg kan lige ridse det vigtigste op:
- Når vi skal til fest, så er vi begyndt at sige, skal vi til fest i nat eller skal vi til fest i morgen tidlig? Fordi man begynder mega sent hernede. Skal vi fx lige tage nytårsaften: Kl 22.30 spiste vi aftensmad, derefter drak vi her hos Roo, kl 04.00 tager vi videre til et diskotek, det lukkede kl 6, vi holdt afterparty hjemme ved Roo og kl 12 gik vi i seng. Sådan har det været mere eller mindre hver dag, bortset fra at vi går i seng lidt tidligere. Desuden har der ikke været en aften, siden vi ankom, hvor vi ikke har været til fest. Igen i aften skal vi ud. They're crazy, but I like it. Loca, loca, loca.
- Maden: Vi får god mad hernede! Deres kød er virkelig godt, så jeg kan godt forstå, hvorfor de stort set kun får kød til aftensmad.
- De danser rigtig meget hernede og de danser rigtig længe. Ikke ligesom i gaden, hvor man lige danser lidt, snakker lidt, går ud og ryger etc. Her er det bare DANS DANS DANS! Vi har da lært et par moves eller to. I går var vi på en pub og der var et band, der spillede Led Zeppelin, så hofterne fik en velfortjent pause.
- Hunde: Der går hjemløse hunde rundt overalt! Alle der kender mig, ved at jeg har et svagt punkt for dem. Derefter, kan jeg heller ikke lade være med, at kæle for dem. Selvom min læge har frarådet mig det. De er bare så nuttede... Der var også mange i BA. Det sødeste er, når de løber rundt i flok eller i par. Romina har selv 2 hunde.
- By the riverside: Der er en flod, tæt på Rominas hus. Der er så flot omkring den. Palmer, folk, der slapper af, en kæmpe bro og mange diskoteker. Vi tog derhen i dag og drak noget Maté (en form for grøn te) og bagefter fik vi is. De ved hvordan man laver is hernede, det er helt sikkert.
Jeg smutter igen. Jeg håber alle havde en god nytårsaften. (Jeg selv har lidt svært ved at tro på, at det var nytårsaften, fordi der var så varmt. Vi hoppede i poolen, da klokken var 20.00 (=00.00 hjemme i Danmark)
FELIZ AÑO!
- Når vi skal til fest, så er vi begyndt at sige, skal vi til fest i nat eller skal vi til fest i morgen tidlig? Fordi man begynder mega sent hernede. Skal vi fx lige tage nytårsaften: Kl 22.30 spiste vi aftensmad, derefter drak vi her hos Roo, kl 04.00 tager vi videre til et diskotek, det lukkede kl 6, vi holdt afterparty hjemme ved Roo og kl 12 gik vi i seng. Sådan har det været mere eller mindre hver dag, bortset fra at vi går i seng lidt tidligere. Desuden har der ikke været en aften, siden vi ankom, hvor vi ikke har været til fest. Igen i aften skal vi ud. They're crazy, but I like it. Loca, loca, loca.
- Maden: Vi får god mad hernede! Deres kød er virkelig godt, så jeg kan godt forstå, hvorfor de stort set kun får kød til aftensmad.
- De danser rigtig meget hernede og de danser rigtig længe. Ikke ligesom i gaden, hvor man lige danser lidt, snakker lidt, går ud og ryger etc. Her er det bare DANS DANS DANS! Vi har da lært et par moves eller to. I går var vi på en pub og der var et band, der spillede Led Zeppelin, så hofterne fik en velfortjent pause.
- Hunde: Der går hjemløse hunde rundt overalt! Alle der kender mig, ved at jeg har et svagt punkt for dem. Derefter, kan jeg heller ikke lade være med, at kæle for dem. Selvom min læge har frarådet mig det. De er bare så nuttede... Der var også mange i BA. Det sødeste er, når de løber rundt i flok eller i par. Romina har selv 2 hunde.
- By the riverside: Der er en flod, tæt på Rominas hus. Der er så flot omkring den. Palmer, folk, der slapper af, en kæmpe bro og mange diskoteker. Vi tog derhen i dag og drak noget Maté (en form for grøn te) og bagefter fik vi is. De ved hvordan man laver is hernede, det er helt sikkert.
Jeg smutter igen. Jeg håber alle havde en god nytårsaften. (Jeg selv har lidt svært ved at tro på, at det var nytårsaften, fordi der var så varmt. Vi hoppede i poolen, da klokken var 20.00 (=00.00 hjemme i Danmark)
FELIZ AÑO!
lørdag den 1. januar 2011
Me gusta Buenos Aires
Den 27/12 ankom vi endelig til Buenos Aires. Vi fik heldigvis sovet en god del i flyet og bl.a. også set facebook-filmen undervejs. Da vi kom ud af flyet og ind i den der gang, fik vi hurtigt en fornemmelse hvor god damn hot der er hernede! I min dagbog har jeg skrevet: "Forestil dig, at du står bag en ældgammel bil's udstødning og den følger dig overalt". Vi lignede begge et par svedmonstre.
Nå, men vi tog en taxi fra lufthavnen hen til Palermo House (vores hostel). Det er NICE! Der er graffiti overalt og med overalt, mener jeg OVERALT! De har også en altan med en bruser. Da vores "mixed dorm" ikke lige var klar til at vi kunne chekke ind, besluttede vi at gå ud at spise. Vi fik noget rigtig lækkert mad på en lille hyggelig restaurant/butik kaldet El beso último. Vi tog ind til centrum og shoppede en smule. Set i bakspejlet, skulle vi have gået AMOK i Atlanta, da vi ikke er vildt imponeret over meget af det tøj der bliver solgt hernede. Men det var hyggeligt bare at gå rundt. Vi fik en øl og smøg eller to om aftenen og kom i snak med en sød fyr fra Frankrig, Dávid og nogle englændere, hvor af en af dem vidste absolut INGENTING om Danmark. Det var ret sjovt. Det eneste han kunne fortælle var om en reklame med Tuborg (eller Carlsberg), hvor de i slutningen siger noget a la: So good, that the Danes doesn't want it too far away from home. Han spurgte, om vi havde set den. Jeg påpegede, at det måske ville være lidt underligt, hvis den blev vist hjemme ved os - i Danmark. En af de andre englændere fortalte, at han havde fået stjålet sin hat i en bus. Da bussen holdt for rødt, var der kommet en mand løbende og hoppet op og taget hans hat i det åbne vindue. Jeg fortalte, at jeg synes, at den mand fortjente hatten :P
Den 28/12 stod vi op ved 9 tiden og vi var så klar på at se Recoleta Cememtario. Men inden da tog vi en tur i Buenos Aires' zoologiske have. Ligesom i mange andre zoo's var der en masse søde dyr. Dog blev vi ret forelsket i et dyr vi kalder kaninhunden. Om dette er dens rigtige navn, skal jeg ikke kunne fortælle. Den gik frit og var bare sååååå sød. Well, well, well. Vi tog bus 59 hen til et område kaldet Recoleta. Det er enormt billigt at køre med bus. 1,20 pesos - og så kan du bare køre fra den ene ende til den anden ende af byen! Not like Dinamarca! Recoletta Cementario er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set! Det er en gravplads midt inde i Buenos Aires by, hvor der er begravet kendte, rige, politikere, højtstående mennesker osv. Glæd jer til at se billeder! Det var virkelig muy bonita. Og varmt. Det var her Sandra fik sine famøse røde skuldre. Aucch!
Til aften spiste vi nær the cememtario. Vi fik verdens lækreste bøf!!!!!!!! Jeg har aldrig smagt noget lignende. Den var så stor, så smagfuld og så saftig. Jeg kan godt forstå, hvorfor de argentinske bøffer er så berømte. Men det bedste af det hele var, at en sød, gammel, amerikansk (dirty old mand, som han selv beskrev sig som) betalte vores regning! Jeg havde hjulpet ham med at få fat på tjeneren og da han var færdig kom han lige hen og hilste. Vi begyndte at snakke om New York og han fortalte, hvad der var must-see. Han spurgte, om han måtte få en kop kaffe med os og selvfølgelig måtte han det. Han var en meget underholdende mand. Han fortalte om sit liv og det var meget spændende. Han kom fra Polen med sine forældre og arbejdede sig op. Virkelig langt OP. I dag ejer han omkring 130 ATM's rundt omkring i Amerika. Han har også ejet en masse gentlemen's clubs (stripklubber). Han lyder måske som en dirty, old man, men det var han bestemt ikke.
29/12-10: Vi så MALBA, Argentinas museum med moderne kunst. Jeg blev helt vild, da jeg så et selvportræt malet af Frida Kahlo. Dét var virkelig fedt. Der var mange flotte malerier og underlige skulpturer. Liget noget for min Mami :-) Inden da, var vi lige en tur i Rosedal Park - en flot park med mange roser. Vi var enormt trætte, da vi tog bussen mod La Boca (et meget farverigt område i BA) vi kunne knap nok stå på vores ben (overdrivelse fremmer forståelse). Vi var ret tæt på at melde pas på La Boca, men det gjorde vi heldigvis ikke. Da vi så, hvor flot der var og mærkede den fantastisk fede stemning livede vi lige pludselig op. Vi så tango, samba og trommedans og vi så regnbuens farver malet på alle husene.
Om aftenen mødtes vi med Signe, Javiera og Kiki (Rominas veninder, som vi også har gået på gym med, dog ikke Kiki, hun er fra Ecuador) ved Retiros busstation. Bussen mod Romina var meget forsinket, men vi kom da med. Det var en laaaang bustur, men bussen var komfortabel, så sov det meste af vejen.
Nå, men vi tog en taxi fra lufthavnen hen til Palermo House (vores hostel). Det er NICE! Der er graffiti overalt og med overalt, mener jeg OVERALT! De har også en altan med en bruser. Da vores "mixed dorm" ikke lige var klar til at vi kunne chekke ind, besluttede vi at gå ud at spise. Vi fik noget rigtig lækkert mad på en lille hyggelig restaurant/butik kaldet El beso último. Vi tog ind til centrum og shoppede en smule. Set i bakspejlet, skulle vi have gået AMOK i Atlanta, da vi ikke er vildt imponeret over meget af det tøj der bliver solgt hernede. Men det var hyggeligt bare at gå rundt. Vi fik en øl og smøg eller to om aftenen og kom i snak med en sød fyr fra Frankrig, Dávid og nogle englændere, hvor af en af dem vidste absolut INGENTING om Danmark. Det var ret sjovt. Det eneste han kunne fortælle var om en reklame med Tuborg (eller Carlsberg), hvor de i slutningen siger noget a la: So good, that the Danes doesn't want it too far away from home. Han spurgte, om vi havde set den. Jeg påpegede, at det måske ville være lidt underligt, hvis den blev vist hjemme ved os - i Danmark. En af de andre englændere fortalte, at han havde fået stjålet sin hat i en bus. Da bussen holdt for rødt, var der kommet en mand løbende og hoppet op og taget hans hat i det åbne vindue. Jeg fortalte, at jeg synes, at den mand fortjente hatten :P
Den 28/12 stod vi op ved 9 tiden og vi var så klar på at se Recoleta Cememtario. Men inden da tog vi en tur i Buenos Aires' zoologiske have. Ligesom i mange andre zoo's var der en masse søde dyr. Dog blev vi ret forelsket i et dyr vi kalder kaninhunden. Om dette er dens rigtige navn, skal jeg ikke kunne fortælle. Den gik frit og var bare sååååå sød. Well, well, well. Vi tog bus 59 hen til et område kaldet Recoleta. Det er enormt billigt at køre med bus. 1,20 pesos - og så kan du bare køre fra den ene ende til den anden ende af byen! Not like Dinamarca! Recoletta Cementario er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set! Det er en gravplads midt inde i Buenos Aires by, hvor der er begravet kendte, rige, politikere, højtstående mennesker osv. Glæd jer til at se billeder! Det var virkelig muy bonita. Og varmt. Det var her Sandra fik sine famøse røde skuldre. Aucch!
Til aften spiste vi nær the cememtario. Vi fik verdens lækreste bøf!!!!!!!! Jeg har aldrig smagt noget lignende. Den var så stor, så smagfuld og så saftig. Jeg kan godt forstå, hvorfor de argentinske bøffer er så berømte. Men det bedste af det hele var, at en sød, gammel, amerikansk (dirty old mand, som han selv beskrev sig som) betalte vores regning! Jeg havde hjulpet ham med at få fat på tjeneren og da han var færdig kom han lige hen og hilste. Vi begyndte at snakke om New York og han fortalte, hvad der var must-see. Han spurgte, om han måtte få en kop kaffe med os og selvfølgelig måtte han det. Han var en meget underholdende mand. Han fortalte om sit liv og det var meget spændende. Han kom fra Polen med sine forældre og arbejdede sig op. Virkelig langt OP. I dag ejer han omkring 130 ATM's rundt omkring i Amerika. Han har også ejet en masse gentlemen's clubs (stripklubber). Han lyder måske som en dirty, old man, men det var han bestemt ikke.
29/12-10: Vi så MALBA, Argentinas museum med moderne kunst. Jeg blev helt vild, da jeg så et selvportræt malet af Frida Kahlo. Dét var virkelig fedt. Der var mange flotte malerier og underlige skulpturer. Liget noget for min Mami :-) Inden da, var vi lige en tur i Rosedal Park - en flot park med mange roser. Vi var enormt trætte, da vi tog bussen mod La Boca (et meget farverigt område i BA) vi kunne knap nok stå på vores ben (overdrivelse fremmer forståelse). Vi var ret tæt på at melde pas på La Boca, men det gjorde vi heldigvis ikke. Da vi så, hvor flot der var og mærkede den fantastisk fede stemning livede vi lige pludselig op. Vi så tango, samba og trommedans og vi så regnbuens farver malet på alle husene.
Om aftenen mødtes vi med Signe, Javiera og Kiki (Rominas veninder, som vi også har gået på gym med, dog ikke Kiki, hun er fra Ecuador) ved Retiros busstation. Bussen mod Romina var meget forsinket, men vi kom da med. Det var en laaaang bustur, men bussen var komfortabel, så sov det meste af vejen.
Abonner på:
Opslag (Atom)