Nuki er min hund. Jeg har haft hende i halvdelen af mit liv. Hun har kigget på mig med tiggende øjne, hun har krattet mig med hendes tørre næse, hun har skubbet til min arm, når jeg skulle klø hendes slaskende mave, hun har fået mig til at holde op med at græde, når jeg var trist, hun har trukket og trukket i mig, når vi skulle gå ture, hun har tvunget mig til at nusse hende i flere timer, hun har passet på mig, når jeg var alene hjemme, hun har prøvet på at bestemme over mig, hun har født de smukkeste hvalpe (inkl. min baby), hun har givet mig betingelsesløst kærlighed og hun har smeltet mit hjerte om og om igen. Nogen har måske svært ved at forstå denne form for kærlighed til et dyr... for mig er det helt naturligt. Nuki er ikke bare et kæledyr. Hun er en del af familien.
I fredags fandt vi ud af, at hun har kræft. Det er gået så hurtigt. Ned ad bakke, desværre. Jeg kan ikke bære at se hende lide. For det er, hvad hun gør. Hun kan ikke spise, drikke eller knapt nok gå. Det trøster mig en smule, at hun stadig kan vifte lidt med halen. Hun er så stærk. Hun prøver at skjule sine lidelser, men jeg kan se det i hendes øjne.
Vores timer sammen er talte. Jeg har ikke lyst til at tænke på, hvor få timer, der egentlig er snak om. For uanset hvad, er det alt for få. Hvem skal nusse din mave i himlen og fortælle dig, at du er en dygtig pige?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar