1001 Drømme

I dag er en dejlig, dejlig dag. Min storebroder har nemlig fødselsdag! 24 uhyggelige, halloween-aftner har han efterhånden oplevet. Tillykke til ham :-) Og tak for det gode vejr. Det gode vejr har jeg udnyttet på det groveste. Sandra og jeg har nemlig besteget bjergkæden i Rebild Bakker, vel at mærke MED vores 60 liters rygsække på! (Mærkeligt? Det tror jeg i hvert fald personen, som råbte: "Fuck, hvor er I mærkelige" efter os, syntes) Det var rimelig hårdt. Alt det sved..... det var ikke et kønt syn. Vores rygsække blev tungere og tungere. I starten vejede den cirka lige så meget som en baby - senere det samme som en pige - en dværg - en fuldvoksen dværg - vores mødre og til sidst lige så meget som en meget stor mand. Men siden vi er rimelig tough begge to, så overlevede vi da.
Vi fik snakket en masse om vores rejse. Man kan vidst godt sige, at det er er vores yndlingsemne lige for tiden. Der er så mange ting vi gerne vil opleve og vi bliver spændte bare af at snakke om det. Vi har begge to svært ved at forstå, at vores drømmerejse faktisk snart starter. Det er virkeligt. Desuden blev vi enige om, at det ville være ret træls, hvis vi døde på turen og at det ville være irreterende, hvis vi blev bidt af en haj.

Nåmenæh - jeg er den, der er smuttet!

Rastløshed

Min rastløshed har været solid i mange måneder, men jeg kan nu mærke, at den er stigende. Dette går bl.a. ud over mine forældre. Jeg går ned og prikker til dem. Siger hej. Spørger hvad de laver. Siger noget mærkeligt og går igen. Jeg lærte for mange år siden, at jeg ikke skulle spørge dem til råds om, hvad jeg skulle lave. ("Du kan tage ud af opvaskemaskinen" eller "Begynd at rydde op")

Hvorfor så denne rastløshed? Jo, ser du - jeg begiver mig snart ud på mit livs rejse! Om mindre end to måneder tager min veninde, Sandra, og jeg afsted til LATINAMERIKA! Og jeg glæder mig sådan. Det er en rejse jeg har gået og planlagt i mit lille hoved siden jeg startede i 3.g. Nu sker det faktisk snart... i virkeligheden!
Her er vores rute: Atlanta - Argentina - El Salvador - Guatemala - (måske) Honduras - Belize - Mexico - (måske) Miami - New York!
Lyder det ikke bare max spændende? Jeg kan i hvert fald godt skrive under på, at dette er min drømmerejse. I love it! Vi rejser med Mellemfolkeligt Samvirke. Med dem skal vi først på en måneds højskole i El Salvador, her skal vi lære en masse español. Herefter står den på 3 måneders frivilligt arbejde i Guatemala. Vi skal undervise i engelsk og bo ved en lokal familie. Det bliver bare så goooodt! Herefter står vi på egne ben. Vi vil gerne se de omkringliggende lande og opleve en masse. Kulturen, naturen og de lokale.
Men det hele afhænger af så meget, men nok mest af alt størrelsen på vores pengepung. Jeg vil gerne fortælle meget mere, men jeg er træt og skal tidligt op og tjene til den kommende lækre føde i diverse eksotiske lande.

- Natnat herfra

Allingåbro

Camilla, Basti og jeg til en fest hos en ven

Pt. sidder jeg på mit lille værelse. Rynke er her også. Han flader fuldstændig ud i min seng. Han befinder sig på stadiet over at være forkælet. Sådan er det vel at være enehund. Jeg hører noget dejligt musik - Annika Aakjær - og nyder mit ryddelige værelse. Rynke og jeg har været ude at gå en tur i dag. Puha, efteråret er godt nok kommet til byen. Jeg har aldrig været den store fan af efterår. Kan da godt se, at der kommer nogle flotte farver frem rundt omkring, but still...

De sidste par dage har jeg tilbragt sammen med min søde, sjove og dejlige veninde Camilla. Hun passer hus  i Allingåbro for tiden og det ville jeg da også være med til. Vi har hygget med tv, musik, shopping, smøger, lækkert mad og fået snakket igennem. Desuden har jeg leget blomsterbinder. Camilla har ikke leget det, hun har det vidst bare i sig. Damn, I'm good - I must say. Det var måske heller ikke det mest besværlige jeg blev sat på (pille klistermærker af, binde snore rundt omkring nogle glas, putte blomsterne, som i dette tilfælde var kaktusser, ned i det der gennemsigtige plastik, for til sidst at sætte tape på diverse steder). Men mon ikke det kan få en god plads på mit kommende CV.

Camillas moster (hende, hun passer hus for) har anskaffet sig en af de smarte maskiner fra TV-shop. Den, hvor man skal svinge sig frem og tilbage, som så gerne skulle træne ens abs. Blev mere øm i mine arme end i mavemusklerne. Apropos øm i armene, så var jeg til volleyball træning i går. Det er superfedt. Nu hvor jeg desværre ikke kan spille fodbold længere (pga. korsbåndet), så er det her en udemærket erstatning. Det var glædeligt ikke at ligne en med mega klamt udslæt op og ned af underarmene denne gang. Jeg glæder mig allerede til næste træning.

Have funner!

Hvil i fred

Du kæmpede og kæmpede
Ingen af os ønskede at sige farvel
Og du havde ikke lyst til at give slip
Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget dine smerter

Du døde i min fars og mine arme
Det gik lige pludselig hurtigt
Jeg føler mig så tom, Nuki
Har du det godt nu?

Jeg hørte din sjæl forlade din krop
Jeg håber, at jeg fik lidt af den

I morgen



Nuki og jeg i sommers, da jeg blev student



Jeg har siddet ved hende hele dagen. Hun har det meget skidt og det er utrolig hårdt at se på. Jeg har sunget for hende og mindet hende om alle vores gode oplevelser sammen. Jeg elsker Kim Larsens sang 'Om lidt'. Selvom den altid får mig til at græde. Den er så simpel, men stadigvæk utrolig smuk.


Om lidt blir her stille
om lidt er det forbi
fik du set det du ville
fik du hørt din melodi

Forladt og alene
danser cirkusprinsessen rundt
går i stå på sin line
i et sanseløst sekund

Om lidt, om lidt er vi borte

vi ses igen, min ven

Jeg har tilladt mig, at lave om på den sidste linje. (I stedet for "Vi ses måske igen")

Jeg elsker dig, Nuki

Nuki

'Nuki' er en forkortelse af ordet 'stærk' på grønlandsk.
Nuki er min hund. Jeg har haft hende i halvdelen af mit liv. Hun har kigget på mig med tiggende øjne, hun har krattet mig med hendes tørre næse, hun har skubbet til min arm, når jeg skulle klø hendes slaskende mave, hun har fået mig til at holde op med at græde, når jeg var trist, hun har trukket og trukket i mig, når vi skulle gå ture, hun har tvunget mig til at nusse hende i flere timer, hun har passet på mig, når jeg var alene hjemme, hun har prøvet på at bestemme over mig, hun har født de smukkeste hvalpe (inkl. min baby), hun har givet mig betingelsesløst kærlighed og hun har smeltet mit hjerte om og om igen. Nogen har måske svært ved at forstå denne form for kærlighed til et dyr... for mig er det helt naturligt. Nuki er ikke bare et kæledyr. Hun er en del af familien.
I fredags fandt vi ud af, at hun har kræft. Det er gået så hurtigt. Ned ad bakke, desværre. Jeg kan ikke bære at se hende lide. For det er, hvad hun gør. Hun kan ikke spise, drikke eller knapt nok gå. Det trøster mig en smule, at hun stadig kan vifte lidt med halen. Hun er så stærk. Hun prøver at skjule sine lidelser, men jeg kan se det i hendes øjne.
Vores timer sammen er talte. Jeg har ikke lyst til at tænke på, hvor få timer, der egentlig er snak om. For uanset hvad, er det alt for få. Hvem skal nusse din mave i himlen og fortælle dig, at du er en dygtig pige?